Kan Danmark sende syriske flygtninge tilbage?

Som det første land i Europa inddrager Danmark nu opholdstilladelser pga. bedre sikkerhed i Damaskus, men det rejser store problemer

Landerapporten

I februar 2019 udkom en ny landerapport skrevet af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp. Rapporten gav et billede af, at der generelt er blevet mere sikkert i de regeringskontrollerede områder, herunder særligt i Damaskus provinsen.

Men samtidig beskrev den en øget kontrol og overvågning fra Assad-regimets side, herunder afhøring af hjemvendte personer, hvor man ikke kan afvise en vis risiko for fængsling. En kilde siger, at 10-15% af de flygtninge, der er vendt frivilligt tilbage fra Libanon, er blevet tilbageholdt og spurgt om deres aktiviteter udenfor Syrien, og nogle af dem er ikke blevet løsladt igen. Informationer om, hvad der sker med tilbagevendte er usikre, og flere kilder anfører, at det ofte kan afhænge af den enkelte myndighedsperson.

Udlændingestyrelsen inddrager opholdstilladelser


På baggrund af rapporten besluttede styrelsen at inddrage et antal opholdstilladelser givet efter §7,3 til personer fra Damaskus provinsen. 7,3-status gives til syrere, som ikke har et individuelt asylmotiv, men er flygtet fra den generelle krig. Man udvalgte 6 prøvesager, som derefter skulle behandles i Flygtningenævnet som er den endelige klageinstans. Alle syriske flygtninge i Danmark fik dårlige nerver – især dem, der havde §7,3.

Nævnet omgør 7 første prøvesager


I juni 2019 omgjorde nævnet, meget overraskende, samtlige 6 sager og en syvende efterfølgende, og tildelte dem i stedet en individuel asylstatus efter §7,2 eller 7,1.

I de 7 sager afviste nævnet ikke, at de generelle forhold i Damaskus var blevet mere sikre, men fandt, at der skulle gives individuel beskyttelse fordi de pågældende var i risiko af følgende grunde:
• Nære familiemedlemmer til personer med en særlig risikoprofil, herunder personer, der har unddraget sig militærtjeneste eller lignende, eller som på anden vis må opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder
• Personer, der kommer fra eller har haft ophold i områder, der tidligere var kontrolleret af oppositionen
• Offentlige ansatte, som har forladt deres stilling uden at få forudgående tilladelse hertil
• Personer, som på anden vis er blevet eksponeret som modstandere af det syriske regime (eks. en vis medieeksponering i opholdslandet).

Sagerne var udtryk for en ny praksis med hensyn til individuel risiko, hvor man satte barren lavere end tidligere. Disse forhold var tidligere vurderet men ikke fundet alvorlige nok. Asyladvokaterne var positivt overraskede. Syrerne åndede lettet op.

U-vending med næste 3 sager


I december kom Flygtningenævnet så med endnu en overraskelse: 3 sager blev stadfæstet, og mistede deres ophold i en endelig beslutning. Asyladvokaterne og Dansk Flygtningehjælp var lettere rystet, ikke mindst over sagsbehandlingen, som virkede forhastet og dårligt forberedt.

Uddrag fra nævnets beslutning, gentaget i alle 3 sager: "Det må efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne (…) lægges til grund, at situationen i Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at risikoen for civile tab som følge af kamphandlinger og lignende i Damaskus siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således over en længere periode har været en forbedring af forholdene i Damaskus. (…) …finder nævnet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området."

Sag 1: Fraskilt kvinde m. 4 børn, kurder. Henviste mest til risiko som følge af sin mands og brors konflikter i Syrien, men de har begge efterfølgende været tilbage i Syrien uden at få problemer. 

Sag 2: Ung kvinde, kurder. Henviste til risiko pga. sin mors og fars aktiviteter. Faren fik asyl i 2013, men han har været tilbage i Syrien i 2017. Moren var også tilbage i Syrien et par måneder i 2014 uden at opleve problemer.

Sag 3: Kvinde, enke, araber. Henviste til, at hendes mand blev dræbt i 2012, og at bevæbnede mænd opsøgte hendes hjem derefter, men nævnet tror ikke på hendes forklaring. Hun har været indrejst flere gange i Syrien i 2013 og 2014 uden problemer og fået udstedt pas. Hun henviste også til at hendes bror fik asyl i 2017 pga. militærtjeneste, men dette mente man ikke havde betydning for hende.

Frivillig hjemrejse


UNHCR anslår, at ca. 42.000 syrere vendte tilbage i 2018, mere eller mindre frivilligt, de fleste fra Libanon, ikke ret mange fra Europa. Et stigende antal syrere søger om repatrieringsstøtte fra Danmark, fra maj til november 2019 var det 91.

Refugees Welcome har kendskab til flere syrere, som frivilligt er vendt tilbage, og ikke har oplevet problemer. Men til gengæld er mange andre vanvittigt bange for at blive sendt retur, og udvikler psykiske stresssygdomme pga. den overhængende trussel om at miste opholdstilladelsen. Kun en lille del af de herboende syrere er "bare" flygtet fra krigen – de fleste er flygtet fra Assads diktatur, som efterhånden har genvundet magten.

Fra integrationsprogram til udrejsecenter

De syriske sager udstiller det uhensigtsmæssige i man tager stilling til de enkelte aspekter i asylsager hver for sig, uden at se på de praktiske konsekvenser for de mennesker, det handler om. Man giver afslag til personer, selvom man godt ved, at de ikke kan sendes hjem – der er ingen hjemsendelsesaftale med Syrien. Det samme skete med kosovarerne tilbage i 90'erne, med irakerne i 00'erne og senest med somalierne i 10'erne.

Asylmyndighederne tager alene stilling til risikoen; hjemsendelse er udelukkende politiets problem. Socio-økonomiske forhold i hjemlandet som adgang til bolig, indkomst, medicin – uanset hvor alvorlige og livstruende de måtte være – indgår ikke i Udlændingestyrelsens eller Flygtningenævnets asylvurderinger. Disse forhold bør indgå i en ansøgning om humanitært ophold hos Integrationsministeriet – men de afgøres ekstremt restriktivt, og kun en lille håndfuld tilladelser gives om året. I praksis gives der ikke ophold i Danmark af humanitære grunde, men kun til personer med livstruende sygdomme.

De fleste syriske flygtninge i Danmark ankom for 5 år siden, og efterfølgende har man desuden ændret lovgivningen, sådan at integration og tilknytning til Danmark (flydende dansk, selvforsørgelse, uddannelse, herboende familie osv.) næsten ikke længere tæller med, når opholdstilladelsen skal forlænges hvert andet år. Der er høje krav for at få permanent ophold, og man kan først søge efter 8 år, hvilket er meget hårdere end andre europæiske lande.

Hvad er den samfundsmæssige og menneskelige gevinst ved at rive mennesker ud af en almindelig hverdag i de danske kommuner, med skole og job, til et liv på ubestemt tid i udrejsecentrene, som beviseligt gør folk syge og nedbrudte, og koster samfundet langt mere pr. år? Både syrere og somaliere risikerer at tilbringe mange år i centrene.

Aftaler med Assad?

Det er ikke moralsk forsvarligt, at Danmark indgår en fremtidig aftale om tvangshjemsendelser med Assads regime. Assad har kastet utallige bomber og kemiske våben mod sin egen civilbefolkning, og holdt et område lige udenfor Damaskus under belejring i 5 år. Vi har tidligere forsøgt forgæves at indgå aftaler med andre krigsforbrydere som Al-Bashir fra Sudan. Men dette kan i sig selv udsætte disse personer for en risiko.

Kan man ud fra humanitære hensyn sende folk tilbage til et land, som ligger i ruiner? Ifølge UNHCR ser tallene sådan her ud: 5,6 mio er flygtet. 6,6 mio er internt fordrevne. 13,1 mio har brug for hjælp. 2,8 mio lever i øde og besatte områder. Det er problematisk at yde støtte til genopbygning til en krigsforbryder som Assad, og store dele af landet er stadig i høj grad præget af krigshandlinger og flugt.

Systemet indeholder endnu et paradoks. §7,3 udgør den svageste og mest kortvarige beskyttelse – men gives til de mest sårbare befolkningsgrupper, nemlig kvinder og uledsagede børn. Det er typisk dem, der ikke har et individuelt asylmotiv. Blandt dem, der har fået §7,3, er 87% kvinder. Det er således dem, der står forrest, når man skal påbegynde tvangshjemsendelser.

Læs mere:

Landerapporten fra februar 2019

Udenlandske artikler om de nye afslag i Danmark: France24 og Washington Post (engelsk)

UNCHR om Syrien