Statsløse kvoteflygtninge fra Bhutan kan ikke få dansk statsborgerskab

Selvom de blev særligt udvalgt som sårbare analfabeter, fastholder Danmark dem i livslang statsløshed. Læs det åbne brev fra 845 herboende bhutanesere til integrationsministeren

»Selv om vi har levet i Danmark i mere end et årti, har kun to procent af os fået statsborgerskab. Så i forhold til vores største problem – at være statsløse og dermed uden fulde rettigheder og ikke høre til nogen stat – har vi ikke opnået andet end at blive flyttet fra ét sted på kloden til et andet.«
                      - Thugten Drukpa

Mellem 2008 og 2015 hentede Danmark 845 flygtninge til landet via FNs genbosætningsprogram. De var en del af de ca. 100.000 mennesker, som i 1990'erne fik frataget deres statsborgerskab i Bhutan, smidt ud af deres hjemland og endte i flygtningelejre i Nepal. De fleste i den danske kvote blev udvalgt som særligt sårbare fordi de var over 50 år, med mentale og fysiske problemer, og aldrig havde gået i skole. Handicap, som paradoksalt nok forhindrer dem i at blive statsborgere i det værtsland, som havde lovet dem ophold "med henblik på varigt ophold".
 
Kun to procent af de oprindelige 845 har opnået dansk statsborgerskab på trods af deres ophold på mellem otte og 15 år i landet. Gruppen er steget til 1.045 gennem børnefødsler og familiesammenføring, og de børn, som er født i Danmark, har fået indfødsret som statsløse. Men ikke deres forældre, bedsteforældre og ældre søskende. Dem, der kom hertil som børn, må vælge mellem uddannelse eller et ufaglært job, f.eks. Bhupas, som vi skrev om i 2019.

"Det gik godt for mig. I dag er jeg dansker, og intet andet. Jeg taler og drømmer på dansk; jeg føler mig stolt af dansk historie og demokratiske værdier. Jeg forsvarer passioneret det effektive danske velfærdssystem overfor mine amerikanske fætre. Alligevel gør min mangel på visse papirer mit liv meget anderledes end mine venners – jeg er stadig statsløs."
                      - Bhupas, kom som 11-årig

Danmark har skrevet under på mindst tre konventioner, som tilsiger, at staten skal lette flygtninges og statsløse personers adgang til statsborgerskab: Flygtningekonventionen, Konventionen om statsløse personers retsstilling fra 1954 samt Den Europæiske Konvention om Statsborgerret. UNHCR har i en rapport om statsløshed i Danmark fra 2019 anbefalet, at der i dansk ret gives væsentlige lempelser af naturalisationskravene. UNHCR har især anbefalet, at ældre statsløse personer undtages fra at skulle opfylde sprog- og videnskravene, da de ellers kan være afskåret fra at få dansk statsborgerskab. Men den eneste lempelse, Danmark nogensinde har indført, er at sænke opholdskravet fra 9 til 8 år.

At være analfabet burde give dispensation fra både sprog- og arbejdskrav, men det gør det hverken for permanent ophold eller statsborgerskab. Refugees Welcome har rådgivet nogle af de ældre bhutanesere med henblik på at få dispensation, desværre har det været forgæves. Kun 45 har opnået permanent ophold, og kun 17 er blevet danske statsborgere.

Vi bringer herunder det åbne brev fra den bhutanesiske forening i Danmark, og du kan også læse ministerens svar her. Han er vældigt glad for kvotesystemet, men mener, at man skal "gøre sig fortjent" til dansk statsborgerskab, og henviser bl.a. til at der kan søges dispensation, og at der er ”lempeligere krav” til statsløse. Til det kan man bemærke, at der f.eks. i 2021 kun var fire personer, som fik dispensation fra sprogkrav/indfødsretsprøve pga. sygdom/handicap, og at være analfabet tæller ikke som handicap.

I Refugees Welcome har vi i mange år kæmpet for flygtninges særlige ret til statsborgerskab, og vi mener at denne sag illustrerer de urimelige regler meget tydeligt. Uanset, hvor stor en indsats, visse mennesker gør, kan de ikke få det statsborgerskab, som de ønsker sig mere end noget andet. Danmark lever ikke op til sine løfter, hverken overfor den enkelte flygtning, FN eller menneskerettighederne.

En del af de bhutanesiske flygtninge i Danmark.

Åbent brev til den danske regering vedrørende statsløshed blandt landets bhutanesiske kvoteflygtninge

Til:
Minister for Udlændinge og Integration
Kaare Dybvad Bek
 
Højtærede hr. minister
 
Allerførst vil vi fra Den Bhutanesiske Forening i Danmark (ABCD) gerne udtrykke vores taknemmelighed og påskønnelse til regeringen og det danske folk for at tildele os genbosætning i dette smukke land.
 
Oprindeligt var vi (bhutanesiske flygtninge, som havde boet i UNHCR-drevne lejre i Nepal i mange år uden nogen muligheder for at vende tilbage til Bhutan) meget entusiastiske og glade for at få chancen for at bosætte os i Danmark. Vi håbede, at dette ville være en mulighed for at genopbygge vores liv og gør en ende på vores statsløshed ved at tilegne os dansk statsborgerskab. Men som tiden gik, indså vi, at de stramme regler for indfødsret står i vejen for vores drømme om at blive danske statsborgere.
 
Vi var overraskede over, at Danmarks strenge krav til statsborgerskab også gjaldt for flygtninge som os, som er blevet fordrebet fra vores eget land, har fået frataget vores nationalitet, og som den danske stat selv har bragt til Danmark som kvoteflygninge under FNs genbosætningsprogram. UNHCR’s Resettlement Handbook definerer genbosættelse som udvælgelse og overførsel af flygtninge fra en stat, som de har søgt beskyttelse i, til en tredje stat, som har indvilliget i at tage imod dem – som flygtninge – med permanent opholdstilladelse. Danmarks deltagelse i UNHCRs program bør være under disse betingelser.
 
Vi bhutanesiske flygtninge er ikke produktet af en økonomisk krise eller krig, og vores situation er heller ikke opstået som følge af naturkatastrofer. Vi blev flygtninge pga. en politisk krise. Vi levede i en UNHCR-drevet flygtningelejr i Nepal og var nødt til at acceptere et foreslået land til genbosættelse. Inden vores ankomst til Danmark blev vi informeret om, at statsborgerskab kunne opnås, hvis visse kriterier blev opfyldt. De ekstremt hårde betingelser har imidlertid forhindret de fleste af os i at erhverve en nationalitet.
 
Under vores ophold i flygtningelejren i Nepal gjorde vi adskillige forsøg på at vende tilbage til vores land ved at opfordre det internationale samfund til at tale vores sag med regeringen i Bhutan. Resultatet blev 15 bilaterale møder mellem Bhutan og Nepal, hvilket førte til etableringen af et fælles verificeringshold, som skulle inddele bhutanesiske flygtninge i fire grupper: dem, der var blevet udvist, dem, der havde emigreret, dem med kriminelle domme og ikke-bhutanesere. Men til vores skuffelse blev kun 150 ud af ca. 110.000 kategoriseret som ægte bhutanesere.

Verificeringsprocessen var fejlbehæftet og fremstod som et overfladisk forsøg på at formilde det internationale samfund. På trods af at Indien var den tætteste nabo, viste landet ingen interesse. Vi gennemførte også fredsmarcher fra Nepal til Bhutan i et forsøg på at appellere til regeringen i Bhutan om at tage os tilbage. Men vi blev nægtet adgang til Bhutan og i stedet sent tilbage i lastbiler. Dette viser tydeligt, at den bhutanesiske regering ikke er villig til at tage imod os. Det er vores ulykke, at denne krise gjorde os statsløse. Efter så mange års mislykkede forsøg på at finde en holdbar løsning for de bhutanesiske flygtninge, valgte UNHCR at finde en permanent genbosætning i tredjelande. Men selv efter at dette program blev iværksat, er der stadig ca. 6.000 bhutanesiske flygtninge i lejre i Nepal, som fortvivlede håber på genbosætning.
 
Ifølge vores seneste analyse af data har Danmark modtaget i alt 845 bhutanesiske kvoteflygtninge i forskelige dele af landet mellem 2008 og 2015, hvor kvoteprogrammet blev suspenderet. De var hovedsageligt udvalgt af UNHCR som særligt sårbare mennesker med et akut behov for beskyttelse pga. analfabetisme samt mentale og fysiske helbredsproblemer.
 
Siden vores ankomst til Danmark har vi været heldige at have lige adgang til top-kvalitets sundhedsomsorg, uddannelse og økonomisk fremgang, hvilket vi er utroligt taknemmelige for. Men manglen på statsborgerskab fratager os den følelse af at høre til, som er afgørende for at være fuldt integreret i vores nye hjem. Selvom vi har boet i Danmark i mere end et årti, er det kun 17 ud af de oprindelige 845, som har opnået statsborgerskab, mens 45 har opnået permanent opholdstilladelse. Det er tydeligt, at de 201 ældre personer over 50 år og de 99 personer, som er født i flygtningelejre i Nepal og i dag er under 18 år er blandt dem, der er mest påvirket af situationen.
 
94% af de ældre, genbosatte bhutanesere i Danmark (50 år og opefter) har aldrig gået i skole og er analfabeter. Disse mennesker vil have meget svært ved at bestå den danske sprogtekst PD2, som er obligatorisk for at få permanent opholdstilladelse. Mange har fulgt danskundervisningen og forsøgt at bestå testen. På trods af deres indsats var det ikke muligt for dem at bestå sprogtesten pga. begrænsningen i at lære et andet sprog, når man aldrig er blevet undervist i sit eget sprog. En anden grundlæggende betingelse til at opnå permanent ophold er bevis for fuldtidsarbejde eller selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre et halvt år ud af de seneste fire år.

Udover de grundlæggende betingelser skal man også opfylde to ud af fire supplerende betingelser, og disse er at ansøger skal have arbejdet i de seneste fire år, bestået PD3, bestået medborgerskabsprøven, have udvist aktivt medborgerskab (f.eks. gennem et års frivilligt bestyrelsesarbejde) og/eller have en årlig indkomst før skat på mindst 309.800 dkr. Tilsvarende eller endnu hårdere krav gælder for at blive dansk statsborger. Disse krav er umulige at opfylde for de ældre, analfabetiske medlemmer af vores gruppe.
 
Dem, som er analfabeter, har kæmpet for at komme ind på arbejdsmarkedet på trods af deres ringe muligheder for at lære det danske sprog, og kun 24 af dem har opnået fuldtidsjob. Men deres danskkundskaber er stadig utilstrækkelige til at imødegå kravene. Blandt de andre er 54 personer ude af stand til at arbejde og er blevet tildelt førtidspension, mens 68 har nået folkepensionsalderen. Resten af gruppen arbejder enten på deltid, er under oplæring, i flexjob eller arbejdsløse. På trods af deres bedste indsats lever de ikke op til de grundlæggende betingelser for permanent opholdstilladelse. De endnu højere krav til statsborgerskab, herunder at bestå PD3 danskprøven forekommer helt umuligt.
 
For de nævnte 99 personer, som ankom til Danmark som børn og i dag stadig er under 18 år, er situationen særligt skræmmende, eftersom de er nødt til først at tage en uddannelse og derefter leve op til arbejdskravet inden de kan blive danske statsborgere, hvilket først vil ske, når de i starten af trediverne. På trods af at de er vokset op i Danmark uden noget andet hjemland, har de stadig udsigt til en meget lang venteperiode før de kan opnå dansk statsborgerskab, afhængigt af deres nuværende alder.
 
I øjeblikket er nogle af de bhutanesiske flygtninge i Danmark meget påvirkede mentalt af emnet statsløshed. Selv efter mere end ti år i Danmark er de stadig statsløse, sådan som de var i flygtningelejrene i Nepal efter at være blevet udvist fra Bhutan i 1990'erne. De har nu gennemlevet mere end tredive år som statsløse. Ældre mennesker, som flygtede fra Bhutan i 1990'erne havde engang bhutanesisk statsborgerskab. Vi yngre mennesker har aldrig haft noget statsborgerskab i hele vores liv. Hvor mange år endnu skal vi være statsløse i et land som Danmark, der underviser resten af verden i menneskerettigheder, og som af eget initiativ bragte os til Danmark med henblik på at bo her permanent?
 
810 ud af de på nuværende tidspunkt i alt 1.010 personer har kun midlertidig opholdstilladelse og rejsedokument, hvilket skal fornyes hvert eller hvert andet år, og dette er en vanskelig proces for en analfabet. Med disse dokumenter har vi begrænsede muligheder for at rejse og møde familie, slægtninge og venner i andre dele af verden.
 
I stedet for at tildele os statsborgerskab, blev vi skrækslagne over at modtage officielle breve, som oplyste os om muligheden for at repatriere til Bhutan. Det er en ekstrem ydmygelse for os at modtage et sådant brev fra den regering, som bragte os hertil med løftet om at bo i Danmark resten af vores liv med værdighed og ære. Som allerede nævnt før, har andre genbosætningslande tildelt statsborgerskab under lempelige vilkår til de bhutanesiske flygtninge, som de har taget imod.
 
Det var ærgerligt at skulle minde vores værtsland om det anerkendte faktum at vores oprindelsesland Bhutan betragter os som fjender, og at vi som ikke-statsborgere end ikke kan indrejse som turister, og da slet ikke med henblik på repatriering.
 
I mellemtiden har Danmark strammet sine regler for udlændinge og indfødsret, og de samme krav gælder nu for alle indvandrere. Men flygtninge som os, der blev bragt hertil som FN-kvoteflygtninge og ikke har andre steder at kalde for vores hjem, oplever vores livslange mangel på statsborgerskab som om Danmark støtter statsløshed.
 
Derfor henstiller vi gennem dette brev til den danske regering om at overveje vores særlige situation og tildele os dansk statsborgerskab. Til forskel fra andre indvandrere har regeringen selv bragt os hertil med henblik på at bo her permanent. At tillade os at forblive statsløse resten af vores liv er mere end ydmygende for os som mennesker. Vi kom ikke kun til dette land for at overleve, men også for at opbygge et værdigt liv med en statsborgers fulde rettigheder og pligter. Vi ville være taknemmelige for at få chancen for at integrere os fuldtud i det danske samfund.
 
Vi ser frem til at De venligst vil overveje en medfølende handling i vores sag.
 
Med venlig hilsen
 
Thugten Dorjee Drukpa
President for Association of Bhutanese Communities in Denmark