Desperate afghanere beder os om hjælp til at komme i sikkerhed

To år efter evakueringen er masser af afghanere i større fare end nogensinde. Vi bringer her tre af de mange mails, som vi har modtaget

Evakueringen fra Kabul i 2021

Refugees Welcome har kæmpet i mange år for de afghanske tolke, som arbejdede for de danske styrker. Under den dramatiske evakuering fra Kabul i august 2021 lykkedes det under ekstreme omstændigheder for flere af dem og deres familier at komme ombord på fly til Danmark. En af dem var vi i kontakt med gennem flere døgn over en ustabil WhatsApp-forbindelse. Endelig anerkendte de danske myndigheder, at han var i fare fordi han havde hjulpet os tilbage i 2011, og lige siden havde frygtet at blive henrettet af Taliban af den grund.

Særloven for de ca. 900 evakuerede afghanere og deres otte måneder lange ophold i danske asylcentre blev et af de mørke kapitler i dansk asylhistorie, på trods af den medfølelse, som danske soldater, journalister, politikere og almindelige borgere mødte dem med.

Men de var trods alt heldigere end alle de landsmænd, som ikke kom med ombord på flyene. Udvælgelsen var sket i hast, og kriterierne havde ændret sig løbende. Informationen var mangelfuld, og det var ret tilfældigt, hvem der endte i Danmark. Ambassaden var allerede lukket flere uger forinden. Mange burde have været med, men blev efterladt.

Efter evakueringen var der kun meget begrænsede muligheder for at komme ud, og kun ganske få er efterfølgende blevet familiesammenført med de evakuerede. Folketinget satte en skarp skæringsdag for Særloven, og nægtede at diskutere en efterfølgende ansøgningsprocedure, sådan som flere andre europæiske lande samt USA og Canada etablerede. Ikke engang afghanere, som havde arbejdet direkte for danske NGO'er, firmaer eller for den danske stat kunne efterfølgende få hjælp til at komme hertil.

Asyl til alle kvinder og piger

Knap et halvt år efter Talibans magtovertagelse tog Flygtningenævnet en historisk beslutning og bekendtgjorde, at alle afghanske kvinder og piger var berettiget til asyl under Flygtningekonventionen, alene pga. deres køn. Danmark var det første vestlige land næst efter Sverige, som gjorde det – og nyheden førte til en massiv mængde mails til Refugees Welcome fra kvinder i Afghanistan og deres herboende familiemedlemmer.

Der var bare lige det problem, at de først skulle sætte foden på dansk jord. Afghanistan er i landegruppe 5, hvis man søger om visum til Danmark, hvilket i praksis betyder umuligt at opnå. Desuden er Taliban gradvist holdt op med at udstede pas, og både Pakistan og Iran nægter at lade afghanere indrejse. Samtidig er det blevet en kamp at overleve hver dag, da kvinderne og de andre forfulgte ikke kan arbejde og ofte må gemme sig. I Refugees Welcome må vi sende en standardmail om at vi intet kan gøre som svar på alle de gribende mails, vi modtager. Du kan læse tre af dem herunder.

Danmark vender ryggen til

I de første otte måneder af 2023 har Danmark kun givet asyl til 900 personer i alt, hvoraf cirka en tredjedel allerede havde et andet opholdsgrundlag, de fleste fra Syrien. Siden 2016 er der kommet ganske få asylansøgere til de danske grænser, mens tallet er steget de senere år i resten af Europa. Danmark har taget imod 235 kvoteflygtninge i alt gennem seneste syv år – og de er alle udvalgte enlige mødre og særligt sårbare, de fleste fra DR Congo. Vi er således på ingen måde overrendt af afghanske flygtninge.

Hvis Danmark på nogen måde tog sit ansvar på sig efter 10 års indsats i Afghanistan og en erkendelse af, at ALLE kvinder og piger er i stor risiko i dag, burde staten åbne op for et online ansøgningsprogram for afghanere, som har en tilknytning til Danmark eller befinder sig i en særlig risikosituation pga. deres arbejde for menneskerettigheder og demokrati, samt særligt sårbare personer. Tyskland etablerede sådan et program i oktober 2022, efter allerede at have modtaget 44.000 afghanere under evakueringsperioden, og på trods af at landet har det højeste antal asylansøgere i EU. Udvalgte NGO'er og organisationer kan ansøge og anbefale personer, og efter godkendelse kan de så indrejse lovligt i Tyskland, hvor de har tre års opholdstilladelse i første omgang.

Den danske stat anerkender afghanske kvinders ret til asyl, men gør samtidig alt for at nægte dem adgang hertil. Man vil kun hjælpe i nærområderne – men millioner af afghanske flygtninge kæmpede allerede før Talibans magtovertagelse for at overleve i Pakistan og Iran, hvor de ingen rettigheder har. Selv de personer, som stod i frontlinjen og samarbejdede med os igennem 10 års indsats har vi overladt til de terrorister, som vi havde så travlt med at nedkæmpe. Samtidig bidrager den kollapsede økonomi og naturkatastrofer som det seneste jordskælv til den humanitære krise i landet.

Anbefaling: Læs Simi Jans personlige beretning "Kære Kabul" om de dramatiske dage, hvor Taliban tog magten i august 2021.

Ovenstående foto: ANaR. Hovedfoto til artiklen: Manilla Ghafuri.

Tre e-mails modtaget mellem december 2022 og juli 2023, redigeret og anonymiseret:

Fra en kvinde i Afghanistan:

"Jeg arbejdede som dommerfuldmægtig ved en domstol i mere end syv år, og sideløbende med det var jeg leder af en gruppe civile aktivister, hvor vi alle arbejdede med det formål at forsvare kvinders rettigheder, kvinders empowerment og uddannelse og også bevare kvinders konstante position ved domstolen.

Ud over alt dette deltog min mand og jeg i mange demonstrationer, der blev afholdt for at hæve afghanske kvinders stemme, hvilket gjorde at jeg blev truet mange gange – den eneste og vigtigste årsag til alle disse trusler var faktisk at være kvinde. Fordi vores samfund er et patriarkalsk samfund, og de fleste mennesker er intellektuelt ekstreme. Og ifølge dem har kvinder ikke ret til at arbejde på kontorer, fordi de mener, at det er forbudt i islam.

I de år, jeg arbejdede som dommerfuldmægtig, modtog jeg adskillige trusler, truslerne kom i telefonopkald, mundtlige advarsler og advarselsbreve fra Taliban. Først kom truslerne via telefonopkald, for eksempel modtog jeg i 2019 et opkald, hvor de sagde: "hvis jeg ikke forlader mit arbejde og ikke stopper mine aktiviteter, slår de mig og hele min familie ihjel". Senere modtog vi et trusselsbrev foran vores hus, hvori der stod "du skal stoppe med at arbejde ved retten". De henvendte sig også til min mand: "du skulle informere din kone om at stoppe hendes civile aktiviteter, hvis du ikke forlader dine pligter, dræber vi hele din familie". Jeg delte disse trusler med sikkerhedsembedsmændene, men der kom ikke noget ud af det, og vi måtte forlade vores bolig og flytte til et andet sted.

Efter Talibans chokerende og skræmmende overtagelse af Kabul/Afghanistan fjernede de alle kvinder fra deres embeder. Men vi genoptog vores aktiviteter i den gruppe, som jeg havde bygget for at hæve kvinders stemme og forsvare vores rettigheder og bevare vores stilling ved retten. Vi startede vores protester foran domstolens dør for at genvinde vores embeder, men Taliban truede og advarede os om, at hvis I gør dette igen, vil vi dræbe jer alle. Derefter fortsatte vi vores aktiviteter derhjemme og holdt et møde en gang om ugen for at forsvare vores rettigheder. I februar 2022 fik jeg et telefonopkald, hvor de vredt advarede mig: "du arbejder for at fremme prostitution i samfundet, det er nødvendigt for os at dræbe dig og din familie denne gang".

Vi ændrer nu vores opholdssted hele tiden. Vi blev undersøgt og eftersøgt to gange af Taliban, men heldigvis var vi allerede flyttet andre steder hen. Siden har vi skiftet boligområde mere end fire gange.

En anden grund til, at vi står over for en risiko fra Taliban er; på det tidspunkt, hvor de overtog magten i Afghanistan, blev alle Taliban-fangerne løsladt fra fængslet, blandt dem er der nogle fanger, hvis sager vi arbejdede med under vores hverv ved domstolen. Derfor prøver de nu at få hævn og er begyndt at lede efter os.

I oktober 2022 blev min mands bil stoppet af en Taliban-kontrolpost, og han blev genkendt af dem. De tog min mand til et arresthus, og han var i afhøringsrummet i næsten syv timer. Efter at være blevet løsladt derfra, var han i en dårlig psykisk tilstand, om natten vågnede han pludselig og skreg.

På grund af alle truslerne er vi ikke i stand til at leve vores normale liv, både mentalt og fysisk. Vores datter er ikke i stand til at fortsætte sin uddannelse. Så vi lever i en usikker fremtid, denne situation har gjort livet meget svært for os.

Derfor anmoder vi respektfuldt om hurtig hjælp fra din ærede myndighed. Ved din hjælp, hvis min ansøgning bliver godkendt, vil vores liv være sikkert, og vores fremtid vil være lys."

Fra en mand i Afghanistan:

"Jeg skriver til dig som grundlægger af et online gratis universitet for afghanske kvinder og en non-profit organisation for menneskerettigheder og kultur og adjunkt ved et universitet i Afghanistan. Vores private gratis uddannelsesinstitut har udstedt eksamensbeviser til mere end 4.500 kvindelige studerende inden for forskellige områder. Jeg står nu over for en alvorlig trussel fra Taliban-styret for at støtte kvinders uddannelse og akademiske frihed, sociale aktiviteter og menneskerettigheder.

Sikkerhedssituationen i vores land er blevet væsentligt forværret de seneste år, og Talibans indflydelse er blevet stærkere. Som følge heraf står mange af os, der arbejder i den akademiske verden, sociale aktiviteter, kvinder og menneskerettigheder og non-profit organisationer, i en kritisk situation, hvor vores aktiviteter bliver truet af ekstremistiske grupper, som ikke tror på menneskerettighederne og menneskeheden.

Siden Taliban overtog landet i august 2021, har de forbudt kvinder og piger at gå på universitets- og gymnasieuddannelser, idet de hævder, at disse emner er imod islam og afghansk kultur. De har også pålagt strenge restriktioner for akademiske aktiviteter og læseplaner, og censureret eventuelle kritiske eller uafhængige synspunkter.

Jeg har protesteret mod disse uretfærdige og undertrykkende foranstaltninger, både offentligt og privat. Jeg har optrådt på sociale medier næsten hver dag, skrevet for menneskerettighederne, kvinders og pigers ret til uddannelse og udtrykt min modstand mod Talibans politik.

Taliban har sendt mig et trusselsbrev, de har truet mig og min familie på livet for at forsvare menneskerettighederne, forsvare kvinders rettigheder og oprette et universitet, hvilket er imod deres idéer. Jeg har modtaget mange trusler fra Taliban og deres støtter. De har anklaget mig for at være en forræder, en vantro, en spion og en fjende af islam. De har også anholdt nogle af mine kolleger og studerende, som delte mine synspunkter eller støttede mig. Jeg frygter for mit liv og mine familiemedlemmers liv.

Derfor anmoder jeg om din akutte hjælp, beskyttelse og støtte. Jeg søger asyl i et land, hvor jeg håber at finde tryghed og frihed. Jeg søger også akademisk samarbejde og en institution, hvor jeg håber at fortsætte mine forsknings- og undervisningsaktiviteter og bidrage til fremme af viden og menneskelighed.

Overvej venligst min hastende anmodning med medfølelse. Jeg sætter pris på din opmærksomhed og respons."

Fra en afghansk mand i Pakistan:

"Jeg er en afghansk homoseksuel og LGBTQ-aktivist og menneskerettighedsforkæmper udstødt af min familie og mit land. Jeg er i alvorlig fare, siden Taliban kom til magten i Afghanistan. Jeg har gemt mig i flere måneder, og det er nu lykkedes mig at komme til Pakistan, men jeg er ikke i sikkerhed her på nogen måde.

I 2021 tog jeg til Kabul lufthavn for at blive evakueret, men Taliban skød efter mig. Jeg studerede på et af de mest prestigefyldte universiteter i Afghanistan, men da terroristerne kom til magten, blev min frihed, arbejde og uddannelse taget fra mig.

En aften gik jeg ud af huset for at filme og optage en dokumentarvideo om LGBTQ-samfundet, da Taliban kom. De slog mig hårdt og spurgte: "Hvad laver du?" De tog min telefon fra mig. En Talibaner krævede: "Åbn din telefon!" Jeg sagde: "Det kan jeg ikke, fordi der er personligt og familiemæssigt indhold."

Talibaneren slog mig så hårdt, at der kom blod ud af min mund og næse. Han rettede sin pistol mod mig. Han tvang mig til at åbne min telefon. De så videoer, hvoraf nogle viste Talibans brutalitet, så loggede de på min WhatsApp og læste alle mine beskeder med en britisk filmmand, der lavede en dokumentar om krænkelser af LGBTQ-rettigheder. De fandt ud af, at jeg er LGBTQ.

De gav mig bind for øjnene og lukkede min mund med tape. De satte mig ind i en bil, og jeg forsøgte at åbne bildøren for at kaste mig ud for at undslippe deres tortur og grusomhed, da noget pludselig ramte min hals, og jeg mistede bevidstheden. Da jeg vågnede, var jeg i et mørkt, beskidt og meget koldt rum. Der var et kamera i rummet, og Taliban holdt øje med mig. Jeg tænkte på, hvordan de ville dræbe mig. Jeg huskede min onkel: Taliban havde brækket hans arme og ben og skudt 100 kugler ind i hans krop. Jeg kendte også folk, hvis fingernegle var blevet fjernet. Jeg plejede at spørge mig selv, hvis Taliban nogensinde gjorde dette mod mig, hvordan kunne jeg bære denne smerte? Og her stod jeg – overfor min egen død.

Taliban tog mig med til undersøgelsesrummet. De sagde, at ifølge deres oplysninger var jeg en aktiv LGBTQ-spion, og at jeg promoverede LGBTQ-samfundet i Afghanistan med hjælp fra udlændinge. De fortalte mig, at jeg var fjendtlig over for den islamiske regering, og at straffen for denne lovovertrædelse er døden. Men død ved stening ville ikke være nok for mig. Han fortalte mig, at de ville flå mig levende og smide min krop i syre. Torturen fortsatte. De overhældte hele min krop med vand, og så gav de mig elektrisk stød. Det eneste de ikke gjorde var at voldtage mig.

Min far tog til Taliban-basen og spurgte efter sin forsvundne søn. Efter syv dage løslod de mig til min far. Han havde betalt en løsesum ved at sælge sin bil. Da jeg blev løsladt, behandlede min bror, som er læge, mig derhjemme. Han turde ikke tage mig på hospitalet.

Da jeg kom mig over mine mange skader, bad min familie mig modvilligt om at forlade huset. De ønskede ikke, at Taliban skulle komme tilbage og dræbe dem alle på grund af mig. Jeg flygtede til Pakistan. Efter at have forladt min families hjem, vendte Taliban virkelig tilbage til min families hjem og torturerede min bror for at have hjulpet mig.

Jeg bor nu på et værelse på et hostel, og jeg er konstant i frygt for at blive udvist tilbage til Afghanistan eller blive anholdt af politiet. Pakistan er IKKE et sikkert sted for LGBTQ-afghanere.

Venligst samarbejd med mig om min asylsag, spørg venligst om hjælp på mine vegne til alle, der kan hjælpe."