Ligebehandling diskriminerer en særlig gruppe kvinder

Blindhed for kønsaspekter fastholder kvinder i afhængighed og sårbarhed i asylsystemet og integrationsprocessen

Mænd og kvinder behandles ens, når de ankommer til Danmark og søger om asyl eller kommer hertil som familiesammenførte. Asylcentrene er blandede, og alle går igennem den samme proces for at vurdere beskyttelsesbehov eller tilknytning. Danskundervisning og jobtilbud i kommunerne er også ens for mænd og kvinder.

I Danmark har vi nemlig en politik om ligestilling mellem kønnene, og vi opfatter særbehandling og opdeling i køn som noget negativt og gammeldags. Men ligebehandling fører ikke til ligestilling. Hvis man vil behandle alle mennesker ens, kræver det, at de har samme udgangspunkt. Ellers kan det faktisk lede til diskrimination. En god illustration er det ofte brugte billede af en lærer, som siger: "For at sikre en retfærdig udvælgelse får I alle den samme eksamensopgave: I skal klatre op i træet!" Men hans elever er forskellige dyr som en abe, en ulv, et pindsvin og et egern – for nogle vil opgaven være nem, for andre umulig.

“Diskrimination kan defineres som en usaglig forskelsbehandling, som fører til, at en person får en dårligere behandling eller beskyttelse end andre. (…) Det er ikke ulovligt at behandle mennesker forskelligt. Det er tværtimod ofte nødvendigt for at sikre, at alle behandles lige.” Sådan skriver Institut for Menneskerettigheder på sin hjemmeside.

I Refugees Welcome har vi netop udgivet rapporten "De ved ikke, hvor meget stress, vi har", som belyser, hvordan tusindvis af kvinder udsættes for diskrimination fra det danske samfunds side – ikke bevidst, men fordi man ignorerer, hvor anderledes deres udgangspunkt er, sammenlignet med deres mænd og brødre, og sammenlignet med danske kvinder. På en lang række punkter har kvinderne meget ringere chance for at leve op til de krav, der stilles, selvom det ofte er stærke kvinder, som kæmper en brav kamp.

Asha fik ikke lov til at gå i skole i sit hjemland Somalia. Derfor har hun været indskrevet på Dansk 1, og hun vil aldrig kunne bestå Dansk 2, som er at krav for at få permanent ophold, eller Dansk 3, som kræves for at få dansk statsborgerskab. Et krav, som hendes brødre vil have en vis chance for at leve op til. Det er strukturel diskrimination. Til gengæld har hun som enlig mor og efter at have tilbragt de første 6 år i asylcenter opfostret 6 børn, som i dag alle har taget videregående eller faglige uddannelser.

Kvindernes problemer beskrives bl.a. gennem 19 case stories og masser af citater, fx Samira, som er palæstinenser og nu bor i udrejsecenter, fordi hun forlod en voldelig ægtemand: “Jeg kom til Danmark for fire år siden, fordi jeg blev gift. Men han slog mig, og jeg forlod ham efter fire måneder. Jeg kan ikke rejse tilbage til Libanon, hvor min familie bor. De vil slå mig ihjel, fordi jeg er blevet skilt. Nu har jeg været i Kærshovedgård i et år, og jeg kan ikke få penge eller hjælp fra nogen. Det er meget hårdt.”

Rapporten handler om kvinder og piger, som af forskellige grunde ikke kan være i deres hjemland, og nu opholder sig her, med eller uden tilladelse. Vi har ikke medtaget kvinder, som er kommet som migrantarbejdere eller pga. ægteskab med en etnisk dansk mand. Nogle har forladt hjemlandet alene, andre sammen med familiemedlemmer. Nogle er ankommet efter en farefuld rejse med hjælp fra menneskesmuglere for at søge om asyl, andre har ventet på tilladelse til at blive genforenet med en mand eller far, som rejste i forvejen og fik asyl. Atter andre er blevet lokket hertil med falske løfter, men er endt i voldelige ægteskaber.

Det drejer sig om kvinder indenfor følgende kategorier: 

• asylansøgere,
• anerkendte flygtninge,
• fordrevne fra Ukraine,
• familiesammenførte til flygtninge,
• udokumenterede, fx efter afslag på asyl.

Mange af disse kvinder falder også under kategorien "ikke-vestlige", men det er en dansk definition, som både FN og EU betegner som stigmatiserende og usaglig, og derfor har vi ikke anvendt den i rapporten. Flertallet af kvinderne i ovenstående kategorier kommer fra lande i Mellemøsten og Afrika, men også fra bl.a. Ukraine, Bosnien, Sri Lanka og Thailand.

Kvinderne, som i høj grad selv kommer til orde i rapporten, har ofte en intersektionel sårbarhed i det danske samfund, som efterlader dem nederst i hierarkiet. F.eks. Binta fra Gambia: hun er ikke bare kvinde, men også lesbisk, analfabet, sort, muslim, fattig og afvist asylansøger.

"Der er ingen, der forstår, hvordan vi har det her. De ved ikke, hvor meget stress, vi har. Hvis du aldrig har prøvet at blive tvunget til at gøre ting imod din vilje, så du virkelig føler dig sårbar, så kan du ikke dømme.” Sådan siger Estella fra Uganda, som har tilbragt 5 år på udrejsecenter med sin lille søn. Hun er offer for menneskehandel.

Disse kvinder er ikke en homogen gruppe, og det er vigtigt at være bevidst om den store risiko for at generalisere og forfalde til stereotyper. Desværre har det danske system svært ved at imødegå deres forskellighed. Den enkelte kvinde indeholder også en dobbelthed: Hun er for eksempel et sårbart voldsoffer, gjort afhængig af andre, men samtidig en sej og stærk kvinde, som løfter et stort ansvar og stædigt arbejder frem mod et mål om selvstændighed, trods sine dårlige odds.

Der er indført mange lovmæssige tiltag vedrørende minoritetsetniske kvinder i Danmark for at få dem ud på arbejdsmarkedet og mindske deres isolation i hjemmet. Der er i dag stort fokus på at stoppe undertrykkende kulturer og mønstre fra deres hjemlande, bl.a. tvungne og arrangerede ægteskaber og social kontrol generelt. Desværre har værktøjerne ofte begrænset sig til hårdhændede sanktioner, som risikerer at lægge yderligere problemer over på de kvinder, man påstår at ville hjælpe.

Jamila fik i 2015 inddraget sin opholdstilladelse, selvom hun forklarede, at skilsmissen skyldtes vold, og hun havde boet på krisecenter i tre måneder. Hun havde forklaret, at hun inden da var blevet sammen med manden af frygt for at miste sin opholdstilladelse. Hendes jobcenter bekræftede, at hun havde fortalt om volden. Men der var ingen dokumentation af synlige mærker efter volden eller lægeudtalelse. Myndighederne mente ikke, at volden nødvendigvis var årsagen til samlivsophøret. Desuden blev der lagt vægt på, at Jamila havde beholdt en stærk tilknytning til sit hjemland, og det faktum at hun havde påbegyndt SOSU-assistentuddannelsen var ikke tilstrækkeligt på integrationssiden.

Både politikere og den offentlige debat har fuldstændig overset den rolle, som selve det danske system spiller i at fastholde en del af kvinderne i undertrykkelse og afhængighed af deres mænd.

For at belyse den påstand, må vi starte med at se på, hvad de pågældende kvinder har med sig i bagagen, når de ankommer til Danmark – og det gælder både deres opvækst og de oplevelser, de har haft på rejsen. Afghanistan, Somalia og Iran undertrykker kvinder og piger direkte i lovgivningen, hvorimod lande som Irak, Syrien, Eritrea og Myanmar formelt giver kvinder rettigheder men i praksis på ingen måde giver dem lige muligheder.

Generelt har kvinderne i de nævnte kategorier ringere forudsætninger for at klare sig godt i det danske samfund pga. de forhold, de er vokset op under. Det starter i asylcentrene, i asylprocessen og i asylvurderingerne, hvor kvinder er klart dårligere stillet end mænd. I asylcentrene udgør kvinderne et mindretal, og føler sig utrygge blandt de mange enlige mænd. Kvinder er dårligere rustet til at gå gennem de lange interviews, og kvinders asylmotiver udløser en langt svagere juridisk status end mænds, som lettere kan inddrages igen. Mange kvinder får asyl pga. deres mands sag, og er dermed bundet til ham.

En enlig afrikansk kvinde fortæller: “Jeg havde min baby med til alle interviews. Han var to år gammel. Han sad på mit skød, og så gav de ham en iPad og høretelefoner, så han kunne se på tegnefilm. Men han kunne jo ikke se på det i så mange timer, han græd og løb rundt. Det var helt umuligt for mig at koncentrere mig."

Cirka 80% af kvinderne ankommer dog som familiesammenførte, og har dermed slet ikke deres egen opholdstilladelse, men er helt afhængig af deres mand – og risikerer at miste den, hvis samlivet ophører.

Kvindernes baggrund gør det svært for dem at leve op til det danske samfunds krav. De har gået mindre i skole og har mindre uddannelse end deres brødre og ægtemænd. Det betyder, at flere kvinder end mænd bliver indskrevet på det laveste trin af danskuddannelse, hvorfra en bestået eksamen ikke giver adgang til hverken videre uddannelse, permanent ophold eller statsborgerskab.

Flertallet har været udsat for vold fra deres nærmeste på et tidspunkt, og mange har ikke fået lov til at træffe selvstændige beslutninger omkring deres eget liv. Der er mange enlige mødre i gruppen, og selv i familier med en far har moren næsten altid hovedansvaret for børnene, hvilket binder dem til asylcentrene og til hjemmet.

De har også mindre relevant erhvervserfaring og en mindre selvstændig indtægt i hjemlandet, hvilket stiller dem dårligere i forhold til at komme ind på det danske arbejdsmarked. Sagsbehandlere i jobcentrene lider af fordomme om, at kvinderne ikke gider at arbejde, og tilbyder dem færre og ringere typer jobs end mændene. De skiftende udgaver af starthjælp for flygtninge har ikke haft nogen effekt på at få flere kvinder i arbejde, og kun en begrænset effekt for mændene. De nedsatte ydelser rammer enlige mødre særligt hårdt, ifølge Institut for Menneskerettigheder.

Kvinderne har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, og når det lykkes, får de lavere løn, mindre pension især pga. barsel – præcis som danske kvinder, i øvrigt. De havner dog ofte allernederst i hierarkiet, og deres helbred er langt dårligere end danske kvinders. Når de når pensionsalderen, lever 20-25% kvinder fra Mellemøsten og Tyrkiet under den fattigdomsgrænse, som nu er afskaffet, hvilket kun gælder for 10-15% af deres mænd og kun 1% af etnisk danske mænd og kvinder.

På uddannelsesområdet ser man noget overraskende: færre af kvinderne har en uddannelse med sig fra hjemlandet, men dobbelt så mange kvinder som mænd tager en uddannelse i Danmark. Samme tendens ses blandt de unge og efterkommerne, hvor pigerne overhaler ikke bare deres brødre men også de etnisk danske piger. Kvinderne har altså et stort ønske om at dygtiggøre sig og forsørge sig selv. Derfor lykkes det langt bedre for både Sverige og Norge at få kvinder fra fx Syrien i arbejde – det kræver en langsigtet strategi, som bygger på opkvalificering fremfor det danske quick-fix med ufaglærte jobs hurtigst muligt.

Selvom vi falder længere og længere ned på verdensranglisten på de målbare indikatorer, har Danmark et selvbillede af, at vi har opnået næsten total ligestilling mellem kønnene. Vi er i dag på en 29. plads, mens alle vores nordiske nabolande ligger stabilt i top fem. Selv etnisk danske kvinder har altså langt fra opnået ligestilling, på trods af vores lige adgang til skole, og vores frie valg af job, ægteskab osv.

Når den nævnte gruppe af kvinder i Danmark har endnu dårligere vilkår og fastholdes i afhængighed af deres mænd, så er det ikke udtryk for et ønske om at stille dem ringere fra det danske samfunds side. Det er et resultat af, at man ikke er opmærksom på de kønsmæssige aspekter, og at man ikke sørger for at tilrettelægge tilbud og krav på en måde, så disse kvinder har en reel chance for at udnytte dem og leve op til dem.

Rapporten indeholder 12 anbefalinger til forbedringer, både i asylproceduren, integrationsfasen og det endelige mål om at blive dansk statsborger.

Der er brug for flere sikre adgangsveje til Danmark.

Der er brug for at tage bedre hensyn til kvinder og pigers tryghed i asylcentrene.

Der er brug for at ligestille kvinders og mænds asylmotiver bedre.

Der er brug for mere screening, støtte og behandling af voldsofre, og visse former for seksuel vold bør sidestilles med tortur.

Der er brug for at sikre, at ingen kvinder bliver sammen med en mand mod sin vilje for at beholde sin opholdstilladelse.

Der er brug for at tilpasse danskundervisningen bedre til kvinderne og opkvalificere dem til at komme ind på arbejdsmarkedet.

Der er brug for øget fokus på kvinders helbred.

Der er brug for at tilpasse kravene til permanent ophold og statsborgerskab efter den enkeltes udgangspunkt og muligheder.

Der er brug for at nyankomne af begge køn undervises i rettigheder og ligestilling.

Og der er brug for strukturerede samarbejder med muslimske organisationer for at tilbyde støtte til muslimske kvinder og piger, som har problemer.

Med et godt gammelt ordsprog, så er det på tide, at Danmark griber i egen barm, når det handler om de kvinder, som har søgt tilflugt her i landet, og som ikke har haft så privilegeret et liv som os. Det er ikke kun deres egne mænd, der er problemet. De har ikke lyst til at gå derhjemme alene og leve af mandens penge, men de har heller ikke nogen glæde af et krav om 37 timers ulønnet praktik på et lager, eller en trussel om at miste opholdstilladelsen, hvis de bliver skilt. Kvinderne efterlyser information, relevante tilbud og støtte til at få hverdagen til at fungere, så yder de gerne en kæmpe indsats og tager med glæde og stolthed imod de muligheder, de ikke havde i deres fødeland.

Sharareh er uddannet journalist fra Iran, hvor hun blev fængslet og tortureret. Hun kom til Danmark med sin 16-årige datter, men måtte tilbringe 10 år i asylcentrene, inden det til sidst lykkedes hende at få sagen genåbnet og få asyl. Hun får det sidste ord: "Det var ikke Iran, der forhindrede min datter i at udvikle sig til en selvstændig kvinde. Det var det danske asylsystem, der forhindrede hende i det.”

__________

Ønsker du kontakt til forfatteren, f.eks. for at bestille et foredrag om emnet, kan du skrive på mailen kontakt(at)refugees.dk