Danmark svigter, når det gælder kvoteflygtninge

Trods et stigende globalt behov og historisk lave ankomsttal nægter den danske stat at påtage sig et reelt ansvar

I 2015 besluttede den daværende regering at stoppe den faste aftale om at modtage 500 flygtninge om året via FNs genbosættelsesprogram, også kaldet kvoteflygtninge. En aftale, som gik helt tilbage til 1979. Begrundelsen var det relativt store antal spontanflygtninge, som ankom i 2015, dvs. dem, som selv finder vej via farlige ruter. Danmark var dog det eneste land i Europa, som indførte et stop – Sverige og Norge satte tværtimod sine kvoter op i samme periode.

Siden beslutningen om igen at åbne op for et mindre antal kvoteflygtninge årligt har de smalle kriterier spændt ben for udvælgelsen, og hele kvoten for 2021 er stadig ikke ankommet i januar 2024.

Udenom asylsystemet

Kvoteflygtninge har allerede fået deres identitet og asylbehov vurderet af UNHCR, FNs Flygtningehøjkommissariat. Der er derfor ingen tvivl om, at de er flygtninge, og UNHCR har vurderet, at lige præcis disse personer ikke i en overskuelig fremtid (måske aldrig) kan vende sikkert tilbage til deres hjemland, og derfor har behov for varig genbosættelse i et andet land. Rent juridisk får de ophold under Udlændingelovens §8, og det kan både være beskyttelses- eller konventionsstatus.
 
Når Danmark har aftalt med UNHCR, hvilke lande man vil hente årets kvote fra, rejser en lille gruppe sagsbehandlere fra Udlændingestyrelsen og DRC Dansk Flygtningehjælp ud og gennemfører et kort interview med de udvalgte med brug af tolke. De får også lidt information om Danmark på forhånd, og kan takke nej til tilbuddet.
 
Kommunerne i Danmark får i god tid besked om, at de nu vil modtage et antal kvoteflygtninge, og man kan forberede både kommunale sagsbehandlere og civilsamfund ved at fortælle om denne gruppes særlige forhold. Man kan også placere dem i nogle få kommuner frem for at sprede dem ud på mange, og derved samle viden og skabe netværk.
 
Kvoteflygtninge ankommer sikkert direkte til deres nye hjem, og skal ikke tilbringe en lang og uvis ventetid i de danske asylcentre. Til gengæld kan det være overrumplende for dem at ankomme direkte i den danske hverdag, som er ekstremt anderledes end hverdagen i en FN-flygtningelejr ude i verden.

Teltlejr på den græske ø Chios, foto Frederik Scheuer 2020

Hvor mange er ankommet til Danmark?

Danmark har modtaget kvoteflygtninge siden 1979, men de udgjorde kun 12% af alle de flygtninge, som fik asyl i Danmark i den 10-årige periode inden stoppet blev vedtaget. Kort efter stoppet, i foråret 2016, faldt antallet af spontanflygtninge drastisk, og har lige siden været historisk lavt. Men først i 2020 besluttede den danske regering at åbne for kvoteflygtninge igen – fremover dog kun 200 om året. De smalle kriterier for hvilke flygtninge, man ville tage, viste sig dog at være så stor en udfordring, at det ikke engang er lykkedes at opfylde den lille årlige kvote.
 
Systemet indeholder altid et efterslæb, da man sjældent når at tage imod hele kvoten inden året er gået. Men i øjeblikket er vi så langt bagud, at nogle af dem, der var på 2021-kvoten og blev udvalgt i maj 2022 først ankommer til Danmark i foråret 2024. Der er endnu ikke indrejst nogen fra 2022-kvoten.

Alt i alt er der således kun indrejst i alt 393 kvoteflygtninge i løbet af 8 år.

Tabellen herunder tæller i alt 393, men burde have været oppe i nærheden af 600 (200 pr år x 3). Disse tal stammer fra Udlændingestyrelsens årlige Tal & Fakta-rapporter, og stemmer ikke overens med tal fra UNCHR (se næste tabel), hvilket kan skyldes forskellige opgørelsesmetoder.

Modtagne kvoteflygtninge ifølge Udlændingestyrelsen

De smalle kriterier

Problemet med at opfylde kvoterne er, at det danske ministerium har fastsat nogle særlige kriterier siden 2020: det skal kun være enlige kvinder med eller uden børn fra DR Congo plus LGBT-personer, og de skal tages fra lejrene i Rwanda. Men det er svært for UNHCR, da de ikke har den type oplysninger på deres lister og derfor skal håndplukke hver enkelt. Den ansvarlige minister Kaare Dybvad Bek har dog netop besluttet, at 2023-kvoten også kan hentes blandt afghanere og eritreere, som er flygtet til deres nabolande, men det skal stadig kun være enlige kvinder, børn og LGBT-personer.
 
Længere tilbage i tiden spurgte man UNHCR om hvem, der havde det største behov for at blive genbosat, og man sagde ja til et vist antal med særlige behov for pleje og behandling. Men i 2005 indførte den danske regering et krav om ”integrationspotentiale”, hvilket ofte i praksis udelukker særligt sårbare, syge og analfabeter. Kravet om integrationsegnethed består, men er lidt i modstrid med den valgte persongruppe i disse år: mange af kvinderne fra DR Congo har boet i de rwandiske lejre hele deres liv, har meget lidt skolegang bag sig og taler kun det lille sprog kinyarwanda. Desuden har de eneansvaret for en børneflok. Det er ikke et nemt udgangspunkt for at opfylde de officielle hovedmål for vellykket integration: at lære flydende dansk og få et fuldtidsjob. Læs om DRCs og kommunernes erfaringer med den første gruppe kvinder fra Rwanda.
 
Det såkaldte integrationspotentiale har haft en indflydelse på, hvilke lande man har valgt at hente Danmarks kvoter fra. Valget af Rwanda hænger med stor sandsynlighed sammen med planen om at flytte hele den danske asylmodtagelse til Rwanda. Men det har muligvis også spillet ind, at der er tale om flygtninge med en kristen baggrund.
 
I 2001-2002 kom 84% af kvoteflygtningene fra Afghanistan, Sudan og Irak, og flertallet var derfor muslimer. I 2006-2007 faldt andelen af muslimske kvoteflygtninge til 11%, og efter 2005 valgte man især kristne flygtninge fra Myanmar og DR Congo.

Danmark ligger lavest i Norden

Da stoppet indførtes i 2015 modtog Danmark 0,09 kvoteflygtning pr. 1.000 indbyggere, og var dermed det land i Norden, der tog færrest i forhold til indbyggertal. Tallet for Norge var 0,43, Sverige lå på 0,19 og Finland på 0,18. Samtidig var antallet af spontane flygtninge også lavere for Danmark pr. indbygger end for de andre nordiske lande, og tallet er faldet kraftigt i Danmark siden dengang. Danmark ligger nu på en 24. plads i EU målt pr. indbygger.

Modtagne kvoteflygtninge ifølge UNHCR:

Effektivt system, men alt for få modtagere

Selve systemet for genbosætning af flygtninge fremhæves ofte og med rette som en af de vigtigste og bedste løsninger på den globale udfordring med at huse flygtninge. UNHCR påpeger dog selv, at systemet ikke kan stå alene og ikke kan erstatte spontane asylansøgninger. Alternative adgangsformer som humanitære visa, sponsorprogrammer, familiesammenføring og arbejdstilladelser bidrager også til at sikre flygtninge en fremtid. En storstilet og effektiv udvidelse af kvotesystemet er dog den mest indlysende forbedring, man kan få øje på. Og det ville uden tvivl mindske antallet af mennesker, som begav sig ud på livsfarlige rejser via ørkener, bjerge og hav.
 
Nogle af fordelene er:

• Aflastning af overbebyrdede nærområder og nabolande, hvor ca. 80% befinder sig i dag
• Lange, farlige rejser med smuglere kan erstattes af sikker og lovlig transport
• Modtagerlandet kan forberede både sig selv og ansøgerne på ankomsten
• Særlige behov og sårbare personer kan prioriteres

Behov og efterspørgsel står dog i et grelt modsætningsforhold i dag, og det bliver værre år for år. Mindre end én procent af verdens flygtninge bliver genbosat. Kun 18 lande i verden, hvoraf de 13 er i Europa, har forpligtet sig til at modtage en fast årlig kvote, og det samlede antal udgør kun en brøkdel af dem, som UNHCR har udvalgt med behov for genbosættelse.

I 2023 blev kun 3.737 flygtninge genbosat blandt de 2 mio, som UNHCR havde udvalgt blandt de i alt ca. 110 mio fordrevne og ca. 36 mio flygtninge på verdensplan.

USA toppede ved at modtage 1.677 kvoteflygtninge, men til sammenligning bor der ca. 6,6 mio i midlertidige lejre i verden. Alene i Cox’s Bazar i Bangladesh bor der ca. 600.000. Set i det lys virker det absurd, at Danmarks kvote tælles i få hundreder.
 
Profil for kvoteflygtninge, som UNHCR genbosatte i 2023 (i alt 3.737):

• Top 5 opholdslande: Tyrkiet, Malaysia, Libanon, Etiopien, Iran
• Top 5 nationaliteter: Syrien, Myanmar, DR Congo, Afghanistan, Eritrea
• Top 5 modtagerlande: USA, Canada, Tyskland, Frankrig, New Zealand

UNHCR anslår, at behovet for genbosætning vil stige med 20% til 2,4 mio i 2024. Samtidig har en stigende andel af dem et akut behov for behandling af livstruende sygdomme, da stadig færre modtagerlande vil tage imod dem – herunder Danmark. Kilde til de nævnte tal: UNHCR.

Dansk hykleri

Danske politikere fra mange forskellige partier har længe talt om, at asylsystemet er ”brudt sammen”, og at Europa skal ødelægge smuglernes forretningsmodel for at undgå de mange dødsfald på Middelhavet. Man taler også meget om at hjælpe i nærområderne frem for at lade flygtningene komme herop, og at det nuværende system favoriserer de stærkeste.
 
Alt dette fremstår i højeste grad som et hykleri, der kun er beregnet på at vinde danske vælgere, set i lyset af at Danmark i praksis har gjort det stik modsatte ved at modtage et stadig mindre antal kvoteflygtninge. Samtidig har man fra skiftende danske regeringers side aktivt undergravet hele fundamentet for genbosættelse, som er en varig løsning. Det har man gjort med de mange stramninger for adgang til permanent ophold og statsborgerskab og endeligt med ’paradigmeskiftet’ i 2019, hvorefter selv kvoteflygtninge kun får en tilladelse ”med henblik på midlertidigt ophold”, og i princippet kan miste den igen.

"Det giver enkeltpersoner og familier en unik og meningsfuld chance for at genopbygge deres liv i et miljø, hvor deres rettigheder er beskyttet fra dag ét, og hvor adgang til naturalisation og statsborgerskab lover en ende på mange års fordrivelse."  
– UNHCR om genbosættelsesprogrammet

Sagen om de bhutanesiske flygtninge, som vi har beskrevet for nylig, illustrerer tydeligt, at Danmark ikke tager sit ansvar på sig, og ikke anerkender præmissen for genbosættelse, når selv statsløse kvoteflygtninge stadig er på midlertidigt ophold efter 15 år og ikke har en reel chance for at opnå det danske statsborgerskab, som de blev stillet i udsigt.