Førtidspension og manglende traumebehandling hænger uløseligt sammen

Hvis flygtninge skal have mulighed for at deltage på arbejdsmarkedet, kommer man ikke udenom tidlig opsporing af traumer og rettidig behandling

Dansk Arbejdsgiverforening og en række borgerlige stemmer raser i øjeblikket over, at personer med såkaldt “ikke-vestlig” baggrund fylder i statistikker over førtidspension. Men ser man på, hvor de mennesker kommer fra, giver det fuldkommen sig selv: de har oprindelse i krigshærgede lande som Irak, Ex-Jugoslavien, Afghanistan, Armenien, Libanon, Somalia osv.
 
De kommer fra krig, sult, tortur og katastrofe, de har sat alting på spil for at komme i sikkerhed, og det har sat sine spor. I Danmark er deres traumer ofte ikke blevet diagnosticeret og behandlet. Det burde ikke overraske nogen, at disse mennesker med alvorlige psykiske og fysiske følgesygdomme ikke kan arbejde i lige så høj grad som alle andre, og det burde slet ikke føre til den ubegrundede påstand om at det er ”for let” at få tilkendt førtidspension.  Egentlig har de langt mere tilfælles med udsendte soldater, der har været i krig og er blevet livsvarigt syge af det. Bliver vi forbavsede, når danske veteraner fra Irak og Afghanistan ikke kan arbejde fuldtid eller vrede, når de får førtidspension som følge af deres lidelser?
 
Når man ender på førtidspension, er det resultatet af en lang og opslidende proces, hvor det konstateres, at ens arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat. At en del flygtninge ender netop der, handler i høj grad om den mangel på traumebehandling, der leder til et liv permanent udenfor arbejdsmarkedet. Hvis vi vil give flygtninge mulighed for at leve op til de krav, vi som samfund stiller til dem, bør vi derfor sikre hurtig opsporing af traumer og rettidig behandling. Det er nemlig langt fra tilfældet i dag.

Case: Jamilla

Jamilla overlevede borgerkrigen i Somalia og kom til Danmark i 1993. Hun havde set død, vold og hungersnød, men havde kæmpet sig vej til sikkerhed:
 
“Da jeg ankom på asylcentret, fik jeg en varm vinterjakke, og folk var så søde ved mig. Men ingen spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg talte ikke med nogen om de ting, jeg havde oplevet. Jeg havde det jo fint, jeg var ung, og jeg var sluppet væk.”
 
Men selvom Jamilla havde forladt krigen, har den ikke forladt hende. Nu, 30 år efter at hun flygtede fra sit hjemland, er hendes liv vendt på hovedet af traumer fra det, hun gennemlevede. Hun kan ikke sove om natten, har kronisk hovedpine og konstante smerter i kroppen, tankemylder og angst, er hele tiden nervøs og på vagt, og hun isolerer sig socialt. Hun plejede at gå på arbejde, men det kan hun ikke mere. Hun plejede at deltage i sociale fællesskaber, men det er også slut. Hun er blevet en skal af det menneske, hun plejede at være. Hun behandles nu på en klinik for PTSD, og kommer nok aldrig til at arbejde igen.
 
“Nu vågner jeg om natten med mareridt og svedeture. Jeg tænker på frygtelige ting. Nogle gange bliver jeg pludselig meget bange, hvis der f.eks. er en høj lyd eller nogen, der råber — så kan jeg være bange i flere dage efter”.
 
Traumereaktionen er kommet bag på Jamilla. Men det burde ikke komme bag på systemet. For det er almindeligt kendt, at voldsomme oplevelser kan give sår på sjælen, og uden behandling kan de vokse med tiden. Alligevel er Jamilla blot én af tusindvis af flygtninge i Danmark, som hverken blev tilbudt grundig screening eller rettidig behandling. Var hun blevet udredt fra start, sat i behandling meget tidligere og havde fået adgang til støttende fællesskaber, kunne hendes liv have set helt anderledes ud i dag. Nu er førtidspension hendes eneste mulighed.

Flugt, traumer og trivsel

Mange flygtninge har voldsomme oplevelser med i bagagen før de ankommer til Danmark, som kan føre til alvorlige lidelser som f.eks. PTSD. Det anslås at hver tredje flygtning i Danmark lider af traumer som følge af krig, flugt og tortur, og ifølge Institut for Menneskerettigheder kan op mod 50% have været udsat for tortur. Traumelidelser som PTSD kan gøre det umuligt at varetage et arbejde, og lidelsen er så alvorlig, at behandling er nødvendig for at leve et godt og værdigt liv. Behandling kan ikke gøre alle raske, men mange kan få det så meget bedre, at de kan fungere i en normal hverdag, og det mindsker risikoen for at børn i familien får nedarvede traumer.

Udover traumer fra hjemlandet og flugten hertil oplever mange flygtninge eksilstress — en intens stress, som relaterer sig til den vanskelige opgave, det er at etablere sig i et nyt land med alt, hvad det indebærer af bekymringer om opholdsgrundlag, sikkerhed, økonomi, arbejdsløshed, ensomhed, identitetstab, brudte relationer, sorg, tab, sprogproblemer, manglende netværk osv. Det kan gøre det til en uoverstigelig opgave at leve op til de krav, der stilles, og kan have ødelæggende effekt på flygtninges mentale helbred. Paradigmeskiftet og de kortvarige opholdstilladelser har medført en dyb frygt og usikkerhed for flygtninge, hvilket har enorm betydning i denne sammenhæng.
 
Der kan gå lang tid, før traumer udvikler til sig egentlige traumebelastninger. Og netop derfor er det helt afgørende, at screening finder sted hurtigt, når flygtninge ankommer til landet, og at det bliver grundigt kortlagt, hvad de har oplevet, og hvilken hjælp, de har brug for. For tusindvis af flygtninge i Danmark er det bare ikke tilfældet, hvilket Jamilla er et eksempel på.

Bedre opsporing, hurtigere behandling og mere støtte

For Jamilla skulle der gå 30 år, før hun kom i behandling for PTSD. 30 år, hvor hendes symptomer forværredes, og hvor hendes muligheder for at bidrage og trives blev mindre og mindre. Tal fra DIGNITY viser, at det i gennemsnit tager 15 år for en traumeramt flygtning i Danmark at komme i behandling, men mange når aldrig så langt. Tidlig opsporing og rettidig behandling burde ellers være muligt, hvis man tager i betragtning, hvor få flygtninge Danmark tager imod sammenlignet med andre lande.
 
Ofte strander den tidlige opsporing af traumer allerede i asylfasen, hvor flygtninge ikke har samme adgang til sundhedsydelser som andre borgere, hvilket er den første barriere for rettidig behandling. På asylcentrene tilbydes nyankomne en standardiseret samtale og undersøgelse, men deres sundhedsdata overføres ikke i tilstrækkelig grad til kommunerne, når de flytter ud fra asylcentret. I kommunerne mødes de af et sundhedssystem, som ikke forstår deres traumeproblematikker, og som ikke tager dialogen med dem — eller tager den alvorligt. Læs mere om disse problemer i FAKTA-artiklen om flygtninge og mental sundhed her.
 
Mange læger og forskere peger på, at der er dårligt kendskab til flygtninges særlige traumeproblematikker i sundhedssystemet, og det forsinker opsporing betydeligt. Faktisk undgår mange praktiserende læger helt at tale med flygtninge om de voldsomme ting, de har oplevet og oplever. Dertil kommer, at flygtningepatienter ofte bliver misforstået, eller deres symptombeskrivelser tolkes som “etniske smerter” — et fænomen, der ikke reelt findes, men som dækker over lægers manglende forståelse for, hvad deres patienter med etnisk minoritetsbaggrund prøver at fortælle dem. Podcasten 'A Seat At The Table', som du finder her, har et afsnit om det dybt problematiske begreb.
 
Spørger man de institutioner, der arbejder med netop traumeramte flygtninge, f.eks. Indvandrermedicinsk Klinik og DIGNITY, er svaret tydeligt: tidlig identificering af traumer og bedre adgang til behandlingstilbud er vejen frem, og den eneste vej frem. Alligevel lader de effektive og værdige systemer vente på sig, og der ser ikke ud til at være politisk velvilje til at styrke området: traumeramte flygtninge er f.eks. ingen steder at finde i regeringens nylige udspil til en værdighedsreform for samfundets mest sårbare.

Fællesskaber kan også være et vigtigt element i at højne trivsel og bedring: at opleve andre mennesker være støttende og empatiske gør det nemmere at have mod på livet, turde bede om hjælp og lykkes med at blive rask. Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors tilbyder psykosociale indsatser og sociale fællesskaber for flygtninge, hvor frivillige arbejder traumeinformeret, og kan løfte den enkelte ind i en gruppe og understøtte deres trivsel fremadrettet.

Traumebehandling og ydeevne hænger sammen

Tænk tilbage på Jamilla. Udnytter hun og andre traumeramte flygtninge udenfor arbejdsmarkedet bare systemet? Nej. For tallene kan ikke sammenlignes med sunde og raske danskere, der aldrig har været udsat for traumatiserende oplevelser.
 
Nikolai Cerisier Roitmann, som er chef for DIGNITYs psykotraumatologiske klinik, siger for nyligt i et radioprogram, hvor også Refugees Welcomes forkvinde Michala Bendixen deltog:

“Dem vi ser hos os, er mennesker, der er meget ødelagt af det, de har været igennem. Det er mennesker, som forsøger at få tingene til at hænge sammen, som forsøger at være noget for deres børn, som forsøger at etablere et nyt liv i et nyt land, de ikke kender. Og som har ting med i bagagen, som det er svært at leve videre med. […] Mange af dem vil jo gerne arbejde og vil utroligt gerne integreres og bruge deres tid på noget meningsfuldt og bidrage til samfundet. Men de har utroligt svært at komme i gang og blive ved, fordi de er så plagede af deres symptomer.”

Integrationsloven lægger op til at alle nyankomne skal i beskæftigelse indenfor det første år, og beskæftigelsen blandt flygtninge går da også opad år for år. Men beskæftigelse indenfor et år kan naturligvis sjældent lade sig gøre, hvis man lider af en alvorlig traumebelastning. Forskning har også vist, at en større del af dem, der kommer i arbejde hurtigt, mister tilknytningen til arbejdsmarkedet igen senere. Det kan bl.a. være fordi ubehandlede traumer blusser op, som i Jamillas tilfælde.

Integration begynder med at hele de usynlige sår

Hos Refugees Welcome har vi stadig til gode at møde et menneske, som ikke ønsker at være en aktiv del af samfundet. Tværtimod kommer flygtninge hertil med drømme om at bidrage og deltage, og med kvaliteter, evner og kompetencer, som vores samfund har brug for. Derfor er det både et økonomisk og et moralsk problem, at vi tillader så mange at blive kronisk syge med traumebelastninger og bagefter skælder dem ud for at stå udenfor.
 
At mange flygtninge ender på førtidspension skyldes i høj grad politiske prioriteringer. Når traumebehandling nedprioriteres, bliver konsekvensen en sundhedsmæssig underklasse, hvor dårlige behandlingsstrukturer fastholder en gruppe af mennesker i mistrivsel, sygdom, arbejdsløshed og social eksklusion. Det er dyrt for samfundet og ødelæggende for den enkelte. Vi bliver — både i økonomisk og moralsk forstand — et fattigere samfund, hvis vi ikke passer på dem, der er dårligst stillet iblandt os. Derfor bør hurtigere opsporing af traumer og rettidig behandling prioriteres politisk. Og det bør følges op af bedre adgang til tilbud, der fremmer mental sundhed og trivsel blandt flygtninge, så vi som samfund kan sikre den enkelte et minimum af velvære og værdighed — præcis som vi kræver for andre befolkningsgrupper med alvorlige lidelser.
 
Interesseret i at læse mere? Find vores FAKTA-side om flygtninge og mental sundhed her.