Flygtninges eneste håb er menneskesmuglerne

Flygtninge betaler fra 35.000 til 110.000 kroner for at nå Europa. Ofte må de sælge alt, hvad de har eller gældsætte sig for at få råd.

49.000 kroner fra Eritrea til Danmark over Sudan, Libyen og Italien. 80.000 kroner at komme fra Syrien til Tyrkiet og derfra til Grækenland og endelig Danmark. 110.000 kroner med fly og falsk pas fra Syrien.

REFUGEES.DK har talt med 12 flygtninge om, hvor meget deres farefulde flugt med menneskesmuglerne har kostet. Fra hjemlandet og helt til Danmark. Og tallene viser, at flygtninge betaler vidt forskellige summer for at komme til Europa. Fælles er dog, at det som regel har taget flere måneder. Gennem ørkener, over have, på landeveje, til fods, i båd, i lastrum. Fra Syrien koster det i gennemsnit 8-9.000 euro, fra Eritrea omkring 5-6.000 dollar, mens en afghansk flygtning fortæller, at han betalte 16.000 dollars for at komme fra Afghanistan til Danmark over Tyrkiet og Grækenland, og en anden kunne nøjes 8.000 dollars, selv om han endte med at måtte bruge ni måneder i Athen, før han kunne skaffe pengene til togturen til Danmark.

Samfundet ramler ikke sammen

Selv betalte Fawaz 8.500 euro. Fawaz, som i dag er 40 år, boede indtil sidste år i sin hjemby i det nordlige Syrien ved grænsen til Tyrkiet. Her arbejdede han som skolelærer, men efter flere års borgerkrig var det olierige område blevet indtaget. Af bander, af mafiaen, af militæret. Og af IS.

”Man forestiller sig jo ikke, at det nogensinde bliver så slemt, at man er nødt til at forlade sit land. Det er jo her, man har sin karriere, sin familie, sine minder, sin succeser. Så det var ikke mit ønske, og derfor holdt jeg ud længe, før jeg besluttede mig for at tage til Istanbul. Planen var at slå mig ned der, til krigen engang var ovre,” fortæller Fawaz til REFUGEES.DK:

”Men jeg endte også i hænderne på menneskesmuglerne.”

For det var ikke så let at få et liv op at stå i Istanbul. Tyrkiet havde skærpet reglerne, og som syrer kunne man godt få et opholdsvisum, men man kunne ikke længere få et arbejdsvisum, ligesom man ikke kunne leje en lejlighed i sit eget navn.

”Jeg kunne eksempelvis heller ikke få en sundhedsforsikring, så det var meget utrygt. Engang endte jeg på hospitalet på grund af en lille skavank og måtte betale tre måneders løn for det,” forklarer Fawaz og fortsætter:

”Jeg havde et godt liv i Syrien. Ok, man måtte ikke tale kritisk om styret, men der var styr på tingene før krigen. Vi var et land med muligheder – der var sikkert, og der var meget lidt kriminalitet. Vi tjente penge, gik ud om aftenen, og levede på mange områder ligesom europæere. Jeg elskede mit land. Så da jeg fandt ud af, at det var umuligt at få et liv op at stå i Tyrkiet, kiggede jeg mod Europa. For der er menneskerettigheder og demokrati, og du behøver ikke at være bange for, at hele samfundet ramler sammen. Det betød meget for mig.”

En rædselsfuld tur

Efter en tid i Istanbul fik Fawaz kontakt til en menneskesmugler, hvor prisen lød på 8.500 euro for en båd til de græske øer og videre med lastbil til Danmark. En klassisk rute, som i dag er yderst overvåget, og dermed risikabel. Alligevel lykkes det mange, og over 7.000 flygtninge ankom til øen Lesbos alene i maj.

”Jeg havde solgt min bil og mine ting, inden jeg kom til Tyrkiet, og min far solgte ligeledes nogle ting for at skaffe de 8.500 euro. Ofte hører jeg fordommen om, at vi alle er fattigdomsflygtninge, men det var altså ikke tilfældet for mig – jeg flygtede fra krig og kunne ikke komme i sikkerhed i Europa på andre måder end med smuglerne,” siger Fawaz og fortsætter:

”Jeg forsøgte i to en halv måned at komme til Grækenland. Hver gang vi prøvede,var det for risikabelt, eller vi blev taget. Til sidst lykkedes det dog, og vi blev sat 56 mennesker ombord på en seks meter lang båd.Turen, som normalt tager to-tre timer, tog 23 timer. Det var rædselsfuldt. Derfra gik turen med lastbil mod Danmark.”

Fawaz efterlod sine forældre og sin søster i Syrien, men ingen kone eller børn. Den 21. april fik han asyl, og nu er Fawaz flyttet til Hobro, hvor han skal starte sit nye liv.

”Jeg flyttede hertil for to uger siden og kender ingen i byen, så det hele er lidt overvældende lige nu. Nu er mit mål at lære dansk og komme i praktik og i sidste ende få mig et job. Det er dog svært at være væk fra min familie, deres situation bekymrer mig,” fortæller Fawaz:

”Men min far nægter at rejse fra Syrien. Det er hans land, siger han. Jeg kan på sin vis godt forstå ham, men jeg ville ønske, at han var lidt mindre stædig.”

Nemmere under Gaddafi

Dengang Gaddafi var ved magten, var det langt nemmere og billigere at komme gennem Libyen, fortæller en eritreer, Bereket, til REFUGEES.DK. I dag er det en voldsom tur gennem Sahara ofte med skruppelløse smuglere. Smuglerne tager gerne alt, hvad du ejer, inklusive vand og mad, de fylder sig med narko og kører i vilden sky gennem ørkenen med 30 mennesker på en pickup. Falder du af, efterlader de dig under den brændende sol. Og kan du ikke skaffe pengene til at komme videre, bliver du slået ihjel.

Amnesty International har dokumenteret, at der i Sinai-ørkenen foregår en massiv handel med organer fra eritreere, som ikke har kunnet betale menneskesmuglerne. En del børn bliver endda kidnappet og spærret inde, indtil der er en køber klar til et af deres organer fra de store privathospitaler i Indien og Dubai.

Men selv om risikoen er til at tage og føle på, tager mange eritreere i dag den farefulde færd fra Eritrea over Sahara gennem Sudan og Libyen mod Middelhavet og Europa. Forholdene i Eritrea giver dem ikke noget valg. Men mange af de unge har slet ikke pengene til at tage flugten, fortæller Bereket.

”De unge har ikke fortalt deres forældre eller familie om deres planer med at flygte. De planlægger det sammen med andre unge og skaffer kun penge til at komme til Sudan eller Etiopien, fordi de bare vil ud af Eritrea. I nabolandene arbejder de i nogle måneder for at skaffe penge til at komme til Libyen, men når de når frem til Libyen, har de ofte ikke de 1.800-2.000 dollars, som det koster at komme med en båd over Middelhavet til Europa,” siger Bereket og tilføjer:

”Og når smuglerne finder ud af det, tager de deres mobiltelefoner, ringer til de unges familier og siger, at de må betale for turen. Derpå bliver de sat i et smuglerhus, hvor de bliver slået, voldtaget og sultet, indtil familiemedlemmer, ofte fra Vesten, skaffer pengene.”

Også Bereket ventede i et underjordisk smuglerhus i Libyen. Her sad han sammen med otte flygtninge fra Eritrea, som havde opholdt sig der i over tre måneder. Han havde sparet op til turen, men de otte kunne ikke skaffe penge til at komme videre. En dag kom en eritriansk smugler til det underjordiske hus. Han havde mødt de otte flygtninge før, og da den næste båd var klar, betalte smugleren ud af sin egen lomme for at hans landsmænd kunne komme med båden. Han var en af de ordentlige, siger Bereket, som omvendt også har hørt om, hvordan nogle flygtninge smed en smugler, som havde været ond ved dem, overbords midt på havet.

”Der er ligeså stor forskel på smuglere som på alle andre mennesker. Nogle er hjælpsomme og venlige – andre er ondskabsfulde og voldelige,” siger Bereket. Han mener, at politikerne ikke skal fokusere på smuglerne og på chancen for at blive reddet. For de fleste flygtninge er det lige meget, hvor lille chancen er for at blive reddet. Og han ved, hvad han taler om:

”11 fra min gruppe døde af tørst på vejen mod Libyen, og min bror druknede, da han tog turen over Middelhavet. Min søster er lige nu i Libyen, selv om jeg har advaret hende igen og igen mod at tage over. Men druknedøden er ikke noget at frygte, når man risikerer at dø i et eritreansk fængsel eller dø af tørst i ørkenen.”

Devaluering af menneskeliv

Selv om at flygtninge er et varmt emne i både Danmark og EU, bliver langt de fleste i nærområderne. Libanon har eksempelvis taget over 1,1 million flygtninge – selv om deres areal er under en fjerdedel af Danmarks - og fem millioner syrere befinder sig pt. i nærområderne, mens otte millioner er internt fordrevne i Syrien. Kun en lille del af verdens flygtninge når så langt som til Europa. Og uden hjælp fra menneskesmuglerne er det umuligt.

”Det er på tide, at Europa begynder at tage noget ansvar,” siger Martin Lemberg-Pedersen, forsker i asyl ved Københavns Universitet:

”Europas asylsystemer er skizofrene. På den ene side hylder vi menneskerettigheder og retten til asyl, men på den anden side har man gradvist indført flere og flere begrænsninger, så folk ikke kan komme og gøre krav på det. Man kan ikke længere søge asyl på ambassader, og selv flyselskaber udfører grænsekontrol. Så eneste udvej er at bruge menneskesmuglerne.”

Martin Lemberg-Pedersen er bekymret for det, han kalder for en devaluering af menneskeliv. Selv når tusindvis af mennesker drukner, tager man ikke flygtningestrømmen alvorligt i Europa, siger han.

”Politikerne argumenterer for, at man skal stoppe menneskesmuglerne. Men hvad skal flygtningene så gøre? Samtidig med at man dehumaniserer flygtningene, kriminaliserer man det at flygte. Europa burde i stedet tænke i løsninger såsom fordelingsnøgler og skelne mellem dem, som har legitime årsager til at flygte, og dem, som ikke har,” siger Martin Lemberg-Pedersen.

Han fortsætter:
”Og så skal vi nok passe på med at dømme for hurtigt. Ofte er flygtninges bedste løsning at sætte sig i en lille båd og håbe, at nogen finder dem et sted på Middelhavet. Fra europæisk side spekulerer man i, at der er flygtninge, som ikke lykkes med at komme til Europa, fordi de falder fra eller ikke tør. Så i sidste ende handler det jo om en ting: Og det er empati.”

Fawaz omtales kun med fornavn, og Bereket er ikke hans rigtige navn pga. deres familiers situation i hjemlandene. Deres fulde identitet er kendt af redaktionen.

FAKTA: Det har flygtningene betalt 

Mand fra Syrien, Fawaz: 63.000 kroner.
Ventede to en halv måned på at kunne komme afsted. Betalte ca. 8.500 for turen mellem Tyrkiet og Grækenland med både og lastbil mod Danmark. En ven af Fawaz tog turen op gennem Østeuropa i lastbil. Det kostede også 8.500 euro.

Mand fra Syrien, JM: 110.000 kroner.
Turen gik via Tyrkiet. Her tilbragte han en måned i et rum sammen med 27 andre flygtninge. For pengene fik han et falsk pas og kom til Danmark med fly fra Tyrkiet. 

Mand fra Syrien, AB: 80.000 kroner.
Hans flugt tog seks en halv måned. Kostede 400 dollars fra Syrien til Tyrkiet, 5.000 dollars fra Tyrkiet til Grækenland, 4.500 euro fra Athen til København via Rom. Betalte desuden et ekstra beløb på 2.000 euro. Alt i alt godt 80.000 danske kroner. 

Mand fra Afghanistan, ER: 112.000 kroner.
Betalte 16.000 dollars i alt. 5.000 dollars fra Afghanistan til Tyrkiet, 2.500 dollars fra Tyrkiet til Grækenland, 6.000 dollars fra Grækenland til Italien. Fra Italien tog han turen uden menneskesmuglerne. Da han efter næsten fire måneder kom til Sandholm, havde han 30 dollars i lommen ud af de 16.000. 

Mand fra Afghanistan, AD: 56.000 kroner.
Kom til Danmark for tre år siden. Betalte ca. 8.000 dollars, men sad fast i Athen i ni måneder, før han kunne skaffe penge til at komme videre med tog til Danmark.

Ægtepar fra Eritrea, ST og GA: 35.000 kroner pr. person.
Brugte 2.000 dollar på turen til Libyen og 2.000 pr. næse for båden over Middelhavet. Herfra yderligere 2.000 dollars pr næse for at komme fra Italien til Danmark via Tyskland.

Mand fra Eritrea, AZ: 49.000 kroner.
Betalte i alt 7.000 dollars, inklusive leveomkostninger for at flygte til Danmark. Turen gik gennem Sudan, Libyen, Middelhavet, Italien og med tog til Danmark direkte derfra. 

Mand fra Eritrea, AA: 43.000 kroner.
Betalte 1.600 dollars for at komme fra Etiopien til Sudan, 1.700 dollars fra Sudan til Libyen, 1.850 dollars for båden over Middelhavet og 1.000 euro fra Italien til Danmark.

Mand fra Eritrea, TH: 35.000 kroner.
Betalte 5.000 dollars, turen gik gennem Sudan, Libyen, Italien til Danmark.

Mand fra Eritrea, JM: 42.000
Betalte 6.000 dollars for samme tur som overstående.