"Nu hvor de alligevel er her" – asylcentre og lokalsamfund

Forskningsprojekt om asylcentre og deres betydning i de danske landdistrikter

Når et nyt asylcenter skal åbne et sted i Danmark, bliver der i medierne gerne skrevet to slags historier om det. Enten fortælles der om den utryghed og modstand, som nogle lokale giver udtryk for på f.eks. borgermøder eller sociale medier. Eller også fortælles der om det store fremmøde af frivillige i forbindelse med åbningen af et center, herunder de mange poser med tøj og legetøj, som lokale borgere møder op med. Det giver dog næsten sig selv, at de fleste naboer og genboer til et nyt asylcenter ikke entydigt befinder sig i den ene eller den anden lejr.

Dette var baggrunden for, at vi i efteråret 2014 - hvor ankomsten af asylansøgere til landet var på sit højeste i mange år - besluttede at udforme et korterevarende forskningsprojekt, som skulle undersøge asylcentres betydning og konsekvens for mindre lokalsamfund i danske landdistrikter. Projektet “Den nye landbefolkning”, støttet af ‘Landdistriktspuljen’ under Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter afsluttedes i oktober 2015 og den afsluttende forskningsrapport med studiets hovedkonklusioner og anbefalinger kan hentes her. 

Fokus for projektet har været de udfordringer og muligheder, som lokale indbyggere i landdistrikter oplever i forbindelse med tilflytningen af asylansøgere til deres lokalområde, og de forskellige betydninger og konsekvenser, som tilstedeværelsen af asylcentre kan have for lokale fællesskaber. Undersøgelsen er hovedsageligt udført på Langeland og Norddjurs og baserer sig på antropologisk feltarbejde blandt et bredt udsnit af lokalbefolkningen og relevante myndigheder. I dette indlæg vil vi pege på en række af de sociale og økonomiske faktorer, som vi i studiet har fundet betydningsfulde for et bæredygtigt og konstruktivt naboskab lokalbefolkning og asylcentre imellem.

Asylcentre i Danmark

I skrivende stund findes der i Danmark 47 asylcentre af varierende størrelse, fordelt ud over landet. Generelt åbner og lukker asylcentre med forbløffende fart. For blot et halvt år siden var der eksempelvis 67 centre, mens der for syv år blot fandtes 7 centre. Denne udprægede omskiftelighed skyldes, at antallet af asylansøgere i Danmark svinger gevaldigt, dels i takt med antallet af flygtninge i verden, dels i takt med hvor længe asylansøgernes sager er om at komme igennem det danske asylsystem. Asylcenterdriften i Danmark bestyres af Udlændingestyrelsen, som udliciterer den statslige opgave til forskellige operatører. Dansk Røde Kors påtog sig driften af asylcentre for staten helt tilbage i 1984 og har siden da i lange perioder stået næsten alene med opgaven. Sådan er det ikke længere. I dag drives omkring to tredjedele af landets asylcentre af kommunale operatører. I øjeblikket udgøres disse af Jammerbugt Kommune, Langeland Kommune, Vesthimmerland Kommune, Thisted Kommune og Tønder Kommune. Flertallet af disse driver tillige asylcentre uden for deres egen kommune i såkaldt udeoperatørordninger.

Placering af asylcentre i DK (Kilde: Nyidanmark.dk)

Grafikken over placeringen af landets asylcentre vidner om, hvordan især de kommunedrevne centre ikke alene befinder sig i landdistrikterne, men også i det, der normalt forstås som de danske yderområder. Når det især er disse kommuner, der vælger at tilbyde sig som asylcenteroperatører, er det næppe en tilfældighed. De kæmper alle med en udfordrende økonomisk udvikling, og de ser i den sammenhæng etableringen og driften af asylcentre som en lokal virksomhed, der kan skabe arbejdspladser og bidrage til kommunekassen.

Lokalsamfund og lokale fællesskaber i landdistrikterne

Generelt står kommunerne og lokalsamfundene i landets yderområder over for en række specifikke udfordringer, ikke mindst problemer i forhold til antal af arbejdspladser, faldende børnetal og en øget centralisering af velfærdsinstitutioner inden for bl.a. skole-, sundheds- og uddannelsesområdet. Lokalt giver det sig udslag i, at mange indbyggere oplever, at velfærdsstaten ikke længere yder det samme hos dem, som den tidligere har gjort.

Samtidigt er det et faktum, at “frivillig-tætheden” - altså antallet af frivillige pr. 1000 indbyggere - generelt er højere i landdistrikterne end i byområderne. Vi har ofte hørt de lokale i yderområderne sige, at dette hænger sammen med en generel oplevelse af, at der ikke (længere) er nogen, der gør noget for dem, ude hvor de bor - “hvis man vil have noget op at stå, må man selv skabe det”. De giver dermed udtryk for en lokal selvforståelse af at være borgere, der ikke gør sig afhængige af staten - helt i strid med det mediebillede, der ofte tegnes af “udkantsdanmark” og dets lokalbefolkninger. Under vores feltbesøg så vi frivilligheden strække sig til initiativer og tiltag fra svømmehaller og købmænd til biografer.

Men det er ikke alle samfundsinstitutioner, der kan bevares ad frivillig vej, og de handlekraftige lokalsamfund i yderområderne står samtidigt yderst sårbart. De befinder sig i konstant risiko for at måtte se institutioner, som plejede at udgøre lokale omdrejningspunkter, lukke ned. Skolen og købmanden blev jævnligt nævnt som de vigtigste eksempler. Sådanne lukninger er del af en bredere proces, hvor huspriserne falder, der bliver flere og flere tomme beboelsesejendomme og velfærdsbygninger, der bliver færre børnefamilier og flere ældre, og det kommunale budget er som regel skåret helt ind til benet. Lokale indbyggere på Langeland og Norddjurs, som vi har talt med i landsbyer, hvor en sådan udvikling - eller måske nærmere afvikling - skridt for skridt har fundet sted, kalder dem for “spøgelsesbyer”. I de lokalsamfund, som ikke har udviklet sig sådan, udspiller der sig imens en løbende kamp for at undgå den tilstand. Og her kan asylcentre faktisk spille en ikke helt uvæsentlig rolle.

Asylcentres indvirkninger i danske yderkommuner

Hvorfor tilbyder en kommune Udlændingestyrelsen at drive asylcentre? Det er der en relativt enkel forklaring på: der er penge i det. Her findes der altså en skarp kontrast til den nationale asyldebat: de penge, det koster at huse asylansøgere, og som fra Christiansborg betragtes som rene udgifter, udgør samtidigt en yderst velkommen indtjening i kommuner såsom Langeland. Men ét er et abstrakt tal på bundlinjen i et kommunalregnskab, noget andet er, hvordan tilflytningen og tilstedeværelsen af asylansøgere mere konkret indvirker på lokalbefolkningen og dens fællesskaber i det daglige, økonomisk og socialt.

Kommunale arbejdspladser og det lokale erhvervsliv

Borgmestrene selv forklarer, at der er kommunale arbejdspladser i at drive asylcentre, ikke blot på selve asylcentrene, men også i form af eksempelvis administrative stillinger på rådhuset, lærerstillinger på skolerne og pædagogstillinger i daginstitutionerne. Dertil kommer også betragtelige afledte effekter, som kommunen og dens indbyggere har glæde af. Når et givent asylcenter for eksempel skal klargøres til brug, er det som regel lokale håndværkere, der står for den til tider temmeligt omfattende entreprise. Selve lejeindtægterne fra de anvendte bygninger kommer også enten kommunen eller lokale private udlejere til gode. For kommunerne kan det betyde, at en bygning kan gå fra at være en økonomisk belastning til en indtægtskilde. Ligeledes bruger asylansøgerne ofte en god del af deres “lommepenge” lokalt - af den simple grund, at de som oftest ikke har økonomisk råderum til at være særligt mobile. Og dette forbrug kan gerne mærkes i den lokale brugs eller købmand. En undersøgelse udført af Dansk Ejendomsmæglerforening har peget på, at boligpriserne i byer med under 3.000 indbyggere typisk falder med over 10 procent, når den sidste lokale købmand lukker. Så når den lokale brugs eller købmand får en øget omsætning, kan det altså potentielt komme hele lokalsamfundet til gode økonomisk.

Skole- og foreningsområdet

Asylcentrenes økonomiske effekter kan have vidtrækkende sociale konsekvenser i mindre lokalsamfund. For eksempel udgør de små købmænd typisk ikke alene en væsentlig lokal virksomhed, men også ofte en central social institution - “det er her snakken går,” som folk sagde. På Langeland er fem ud af øens otte skoler blevet lukket inden for de senere år. Her betyder tilstedeværelsen af asylcentre, for eksempel, at en mindre skole på den nordlige del af øen kan overleve, på trods af det i øvrigt lave børnetal. I de kommunedrevne asylcentre (og i enkelte Røde Kors centre) går asylbørnene nemlig i modtageklasser på kommunens almindelige folkeskoler, til forskel fra asylskoler i center-regi. Dette kan betyde, at skoler, der ellers står til lukning på grund af det faldende elevgrundlag, kan holdes åbne. I det konkrete eksempel fra Langeland betyder dette igen, at langelandske børnefamilier, som bor på den nordlige del af øen, ikke behøver at vælge at flytte for at undgå en 30 kilometer lang skolevej ind til øens hovedby, Rudkøbing. Tilsvarende betyder placeringen af et asylcenter for uledsagede mindreårige i den langelandske landsby Tullebølle, at den lokale fodboldklub, som døjer med faldende medlemstal særligt blandt ungdomsårgangene, nu har indlemmet en del af asylansøgerne og således fået bedre mulighed for at stille et fuldt ungdomshold, når de skal spille kamp.

Tilstedeværelsen af et asylcenter kan altså på flere områder have væsentlig betydning for de måder, hvorpå et mindre lokalsamfund kan organisere sig set i lyset af den lokale demografiske udvikling.

Lokale bekymringer i relation til asylcentre

Indbyggere i lokalsamfundene er langt fra enige i deres oplevelse og vurdering af asylcentre. Dette kommer gerne til udtryk allerede under de indledende borgermøder med deltagelse fra Udlændingestyrelsen, operatør og kommune. Her lufter flere borgere typisk bekymringer om, hvorvidt asylcentret vil øge kriminaliteten lokalt og få deres ejendomspriser til at falde. Samtidigt distancerer andre indbyggere sig fra bekymringer som disse. I de fleste tilfælde varer de rejste bekymringer ikke ved, når det efterfølgende viser sig, at asylcentrets tilstedeværelse ikke udgør en helt så dramatisk indgriben i borgernes hverdag, som man havde frygtet.

Men andre problemer kan sidenhen komme til. Næsten alle de asylcentre, vi besøgte, havde mindst én nabo, som jævnligt henvendte sig med klager over, hvad de oplevede som generende støj eller rod på centerområdet. Mens det kun var et fåtal, der henvendte sig direkte med sådanne klager, mødte vi igen og igen lokale, som påtalte det over for os, hvis de oplevede, at asylansøgerne ikke respekterede at holde arealerne i og omkring asylcentret tilstrækkeligt pæne og ordentlige. Det kan synes ubetydeligt, særligt set i lyset af de dramatiske oplevelser, som mange asylansøgere har med sig. Men for de lokale signalerede dét at holde områderne pæne en grundlæggende respekt for lokalsamfundet. Lokalt blev ordentlighed derfor set som et afgørende signal for asylansøgerne at sende - og som tilsvarende kunne afføde væsentlig lokal velvilje over for dem, når det lykkedes.

Et andet tilstødende problem, som vi ofte mødte i tiden efter åbningen af et center, handler om bekymringer i forhold til fordeling af velfærdsgoder. Vi talte med mange lokale indbyggere, som var frustrerede over en oplevelse af, at asylansøgerne blev stillet flere velfærdsgoder til rådighed, end de selv. Når de på Langeland så en kommunebil køre ind med frokost på en skole for unge uledsagede asylansøgere, tænkte de på, at de ikke længere selv oplevede samme tilsyn og omsorg i forhold til for eksempel de ældre mennesker i området. Samme frustration gjaldt ofte, når de så den bus - hyret og betalt af asylcentret - som et par gange om dagen kørte asylansøgere gratis mellem eksempelvis center og skole. Her tænkte de på, hvordan den lokale offentlige transport på øen ikke længere dækkede dem selv og deres eget behov for mobilitet, sådan som den engang havde gjort. I begge tilfælde oplevede lokale borgere sig ikke tilstrækkeligt informeret af kommunen om, hvorvidt sådanne goder til asylansøgerne var finansieret af Udlændingestyrelsen eller af kommunekassen. Altså om de penge, som kommunen ellers kunne bruge andre steder, f.eks. på offentlig transport eller ældreområdet, nu blev brugt på asylansøgerne. Selvom både kommune og asyloperatører forsøgte at understrege, at det var Udlændingestyrelsen, som afholdt udgifterne, var selve oplevelsen af uigennemsigtighed imidlertid ofte nok til at skabe frustrationen.

Når først asylcentret var en realitet, følte de fleste borgere sig med andre ord ikke utrygge direkte ved de individuelle asylansøgere. Men rettere kom asylansøgerne og centrene altså sommetider til at indgå i og konkretisere nogle langt bredere bekymringer i forhold til selve deres eget lokalsamfund og dets fremtid. Asylcentrene blev i den sammenhæng erfaret i lyset af et Danmark, hvor velfærdsområdet generelt er præget af stigende centralisering og besparelse - en proces, der som bekendt ikke mindst mærkes i yderområderne.

Lokalsamfundenes bekymringer for deres fremtid kom ikke mindst til syne de steder, hvor et asylcenter nu stod overfor at skulle lukke. Her sås ofte en bekymring for, hvilke konsekvenser en sådan lukning nu ville få. “Hvad kommer det til at betyde for købmanden?”. “Hvad kommer det til at betyde for fodboldklubben?”. “Vil vi nu stadig kunne bevare vores skole?”. Igen var der en økonomisk klangbund i folks bekymringer, men de rettede sig mod bredere spørgsmål om selve lokalsamfundenes fremtid.

De lokales forhold til asylansøgere

Forholdet mellem lokalsamfund og asylansøgere er i høj grad betinget af de økonomiske og sociale faktorer, som vi her har opridset. Det har ikke mindst den konsekvens, at asylansøgere i virkeligheden opfattes langt mere differentieret i de mindre byer, vi har besøgt, end de typisk gør i den nationale debat. Det gør ofte en væsentlig forskel for de lokale indbyggere, om det er enlige mænd, familier eller uledsagede mindreårige, der skal være deres nye naboer - ikke mindst fordi de forskellige grupper spiller forskellige roller i forhold til lokalsamfundet og dets institutioner. Skolerne har glæde af asylbørnene, fodboldklubberne har ikke mindst glæde af de unge uledsagede, og købmændene mærker gerne, at familierne er de, der laver mest mad fra bunden, og derfor også køber flest dagligvarer. Samtidig kan asylansøgerne også indgå forskelligt lokalt, alt efter deres individuelle evner: taler de engelsk, åbner nogle døre sig, er de gode til sport, åbner andre sig, osv.

Det differentierede syn betyder ikke nødvendigvis, at alle lokale borgere havde en udbygget viden om hverken asylansøgerne eller asylsystemet. Men idet indbyggernes forbindelse til asylansøgerne gik igennem konkrete aktiviteter og institutioner, forholdt de sig som regel til dem inden for de sammenhænge. Her var et af de største problemer, som de lokale fremhævede, asylansøgernes midlertidige tilstedeværelse i lokalområdet. “Man kan jo knapt nok nå at lære dem at kende,” som formanden for en lokal borgerforening med ærgrelse konstaterede det. Mange, der som han sad med denne oplevelse, kritiserede kommunen, for ikke at have forberedt dem godt nok på, at dette ville blive situationen. Den slags kritik lå typisk i forlængelse af den uigennemsigtighed fra kommunens side, som mange borgere - når det kom til asylcentrene og hele det lokale “system” omkring dem -  som nævnt gav udtryk for at opleve i det daglige.

Til trods for midlertidigheden, har en anden tendens været, at de lokale indbyggere ofte gav udtryk for at savne flere kontaktpunkter til asylcentret. Særligt var der mange lokale, som efterlyste en måde at kunne engagere sig med asylcentret og dets beboere på, som var mindre omfattende end dét at melde sig som fast frivillig - en invitation, som gerne lægges frem for de lokale borgere allerede under de indledende borgermøder. Det kunne eksempelvis være i form af muligheden for at drikke kaffe med enkelte asylansøgere af og til, men uden at skulle underskrive en frivilligkontrakt eller forpligte sig på at møde op på centret på faste tidspunkter. Mange lokale indbyggere udtrykte ønske om at udvise deres velvilje på mere spontan facon og under mindre forpligtende rammer - sådan, sagde de, som de ellers ville have gjort, havde de fået en ny nabo i huset ved siden af. Men de var i tvivl om, hvorvidt det på samme måde ville være okay en tilfældig dag blot at banke på asylcenterdøren med noget overskudskage eller en termokande te. I den sammenhæng spillede de åbent hus-arrangementer, som nogle asylcentre afholdt, en vigtig rolle, og de blev jævnligt efterspurgt af de lokale, når det haltede efter med at få dem i stand.

En af grundene til, at de lokale typisk værdsatte sådanne åbent hus-arrangementer, var, at de ofte oplevede det vanskeligt at få ordentlig information om, hvad der egentlig foregik på centrene. De læste engang imellem historier om konflikter i lokalavisen, når politiet for eksempel havde måttet rykke ud til en slåskamp. Sådanne historier blev ivrigt diskuteret lokalt, men ofte uden noget større vidensgrundlag. Mange borgere efterlyste derfor mere information og oplysning fra såvel centret som kommunen, sådan at man kunne få sagens sammenhæng forklaret og forhindre videre spekulation eller eventuel mytedannelse.

Og så er vi tilbage ved den lokale oplevelse af uigennemsigtighed, men også ved det store lokale engagement, som ofte er at finde i yderområderne - først og fremmest i forhold til deres egne lokalsamfund på sigt, men også i forhold til deres nye naboer lige nu og her. I lokalsamfundene handler det derfor ikke kun om enten modstand eller velgørenhed over for asylcentrene, men også om hvordan de lokale tænker sig selv og deres egen fremtid. “For nu, hvor asylansøgerne alligevel er her, kan vi lige så godt få det bedste ud af det for alle parter” - det har man nemlig for længst indset i de danske yderområder.