Asylansøgere spærres inde som kriminelle

Det er en menneskeret at søge om asyl. Men de uheldige, der får et nej, udsættes for samfundets hårdeste straf

Hvem der får asyl, beror i høj grad på et skøn, og der er store forskelle mellem de europæiske landes vurderinger. Ikke desto mindre behandler man nu afviste asylansøgere i Danmark som kriminelle. Det gør man i et bevidst forsøg på at presse dem til at rejse ud frivilligt. Den nye praksis, som vi beskriver her, vil føre til flere psykisk syge og flere personer under jorden. Og ikke nødvendigvis til flere udsendelser. Det skyldes, at en del nærmest hellere vil dø end at rejse tilbage – og at det i mange tilfælde ikke kan lade sig gøre at sende folk tilbage uden deres medvirken.

Se FAKTA om de to udrejsecentre og de to fængsler her

Udrejsecentre

Beslutningen om særlige udrejsecentre går tilbage til den forrige regering. Man vil gøre forholdene for de afviste asylansøgere så ubehagelige, at de rejser ud frivilligt. Sidste år blev den nedlagte kaserne Sjælsmark, 2 km fra Sandholm i Nordsjælland, taget i brug som det første udrejsecenter.

Men Hørsholm kommune har konsekvent modarbejdet udvidelsen og ombygningen af Sjælsmark, og derfor indeholdt den første asylpakke L62 fra november beskrivelsen af et nyt, større udrejsecenter 'langt fra de større byer.' Dengang sagde minister Inger Støjberg (V): "Hvis man skal rejse ud af Danmark eller er her på tålt ophold, er det jo ikke meningen, at man skal kunne have et nogenlunde almindeligt familieliv, for eksempel i København".

Det nedlagte, åbne fængsel Kærshovedgård udenfor Ikast er nu ved at blive fyldt op med afviste asylansøgere. Begge udrejsecentre drives af Kriminalforsorgen, med 'fokus på overvågning og sikkerhed' (se faktaark fra Udlændingestyrelsen).

Kriminalforsorgens medarbejdere er ikke vant til at arbejde med asylansøgere, og mange tror, at der er tale om kriminelle udlændinge. I en artikel om Kærshovedgård på Kriminalforsorgens hjemmeside står der således: "Størsteparten af dem, der kommer her, vil være kriminelle asylsøgere, der er afvist og skal sendes hjem." Det er ikke korrekt. Der bliver plads til 600, og der er i alt kun 67 personer på Tålt Ophold i Danmark (hvoraf ikke alle er kriminelle), og yderligere 120, som er dømt til udvisning, og er på 'kriminel meldepligt'. Mange af dem har familie i Danmark. En mindre del af beboerne vil altså være kriminelle, som har afsonet deres straffe, men ikke kan sendes ud, og de skal bo sammen med en meget større gruppe helt uskyldige mennesker, som blot har søgt om beskyttelse i Danmark men fået nej.

Hegn i Sjælsmark

Fængselsbetjente har taget en 3-årig uddannelse. I de danske fængsler prøver man at bibeholde de indsattes kompetencer og den menneskelige værdighed, og ikke mindst forberede folk på at komme ud igen. Man bliver som indsat opfordret til at deltage i aktiviteter hele tiden. Det er selve frihedsberøvelsen, der er straffen. Nu står de pludselig overfor asylansøgere, der aldrig har gjort noget kriminelt – men hvor personalets opgave omvendt er at gøre deres liv så indholdsløst og ubehageligt som muligt.

På Kærshovedgård bliver der pligt til at opholde sig i centret om natten. Det er en direkte imødekommelse af et ønske fra den lokale borgmester: "Det vil skabe mere tryghed for naboerne og borgerne i området, hvis man ved, at dem på centeret skal være på deres værelse om natten. Folk er mest utrygge om natten, når det er mørkt, så jeg tror, at det vil skabe mere tryghed", siger borgmesteren i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer (V). Det var ikke oprindelig med i asylpakken. Byrådet har også besluttet, at asylansøgerne ikke må bruge de busser, som kører ind til den nærmeste landsby, 7 km væk. De bliver således totalt isoleret på centret.

Asylansøgere i fængsel

Det lukkede fængsel Ellebæk, som støder op til Sandholm, har allerede været brugt i mange år til at frihedsberøve asylansøgere, selvom de ikke har gjort noget kriminelt. Der har været cirka 800 indsættelser om året, fra få dage til 2,5 års varighed. Det udløste kritik fra FNs torturrapportør tilbage i 2009, og Amnesty International har skrevet en artikelserie i 2011 og en rapport i 2013, som påviste, at psykisk syge og torturoverlevere sad indespærret. Amnesty fulgte også 110 'fristforlængelser', hvor en dommer via videotransmission hver 4. uge tager stilling til fortsat fængsling; ikke en eneste førte til løsladelse.

Asylpakken fra november indeholdt også et afsnit om at der fremover »så vidt muligt skal ske frihedsberøvelse af afviste asylansøgere«. Derfor er der ikke plads nok i Ellebæk, og man har taget endnu et gammelt, nedslidt fængsel i brug: Vridsløselille i Albertslund, berømt fra Olsen Banden. Her sidder uskyldige asylansøgere låst inde i deres enkeltceller næsten hele døgnet rundt. »Forholdene i Vridsløselille giver mig anledning til alvorlig bekymring, blandt andet for psykiske skadevirkninger,« udtalte Ombudsmanden efter et uanmeldt besøg den 29. februar sammen med Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY.

Rigspolitiet og tidligere integrationsminister Rønn Hornbech har tidligere gjort opmærksom på, at øget brug af fængsling har været afprøvet og ikke har haft den ønskede effekt (se artikler i Information).

Indkørsel til Ellebæk

Kærshovedgård

Pressen er i øjeblikket forment adgang, og besøgende må ikke tage billeder. Laura Møller Henriksen er frivillig i asylcenter Kongelunden og beskriver sit møde med stedet sådan her:

"I marts 2016 blev min ven Kaywan Yari sendt til udrejsecenter Kærshovedgård, og i maj skal hans lillebror Erfan på 19 år følge efter. Brødrene er kurdere fra Iran, flygtet fra det iranske regime. De har boet mere end 5 år på Kongelunden, og har fået endeligt afslag på deres asylansøgning.

Brødrene er kendte som uvurderligt stærke ressourcer på asylcentret. De har et stort netværk omkring sig af venner, kolleger og klassekammerater, og var allerede en aktiv del af det danske samfund. Erfan går i 10. klasse og Kaywan har taget en uddannelse som frisør på Københavns Frisørskole, og har arbejdet i fast praktikjob som frisør.  

Lørdag d. 16. april tog jeg og Erfan til Kærshovedgård for at besøge Kaywan. Vi mødte et sted, hvor man sørger aktivt for, at der ikke skal være aktiviteter. I tekøkkenet var alt inventar blevet taget ud. De tidligere indsatte havde haft fitnessrum, træværksted og eget køkken. Det er alt sammen fjernet. Den isolerede beliggenhed er ikke tilfældig. Når man skal opholde sig i centret hver nat, ikke må køre med de kommunale busser og ikke får en krone udbetalt, så er man låst fast.

Erfan og Kaywan har lige siden de kom til Danmark været så aktive som muligt, og også hjulpet mange andre. Erfan var kun et barn, da han kom. Kaywan bliver ved med at gentage opgivende: ”Jeg forstår ikke, hvorfor jeg er her – jeg er ikke kriminel. Det her er ikke et asylcenter. Det er et fængsel. De taler til mig, som om jeg er kriminel”.

Personalet var imødekommende overfor mig som gæst. De udviste selv frustration over Udlændingestyrelsens manglende informering, at de skulle improvisere drift og regler, og at flere ting ikke fungerede endnu. Nogle af fængselsbetjentene forsøger at forholde sig til Inger Støjbergs udtalelser om, at opholdet skal gøres så utåleligt som muligt, mens andre direkte sagde til mig, at vi er jo også mennesker.

Det gør ondt dybt ind i hjertet at være vidne til disse systematiske ”motivationsfremmende foranstaltninger”, til manglende rettigheder og kriminaliseringen af mennesker, der ikke er kriminelle. Ifølge beboerne er der forsvundet 2 personer allerede, og mange er aldrig ankommet, fordi de er gået under jorden i stedet. Ifølge personalet skulle der være kommet 30-50 asylansøgere før påske, men d. 16. april var der ca. 20 beboere. Kunne man forestille sig, at dette fører til et parallelt samfund i Danmark? Mere kriminalitet? At lejren ikke fungerer efter hensigten?

Jeg skriver dette med tårer i øjnene, fordi det er meget svært at rumme og være vidne til, hvad der foregår med uskyldige mennesker i den danske retsstat. Og jeg er bange for, at der er rigtig mange danskere, der ikke ved, hvad der foregår.

På døren til værelse 324 på Kærshovedgård var der skrevet med blå tuschpen ”HOLD UD.”

Værelse, Kærshovedgård

Vridsløselille

Morten Goll er leder af Trampolinhuset i København. Han indsendte en klage, da han havde besøgt sin gode ven N fra Afghanistan i fængslet. N fik i sin tid afslag på asyl, men gik under jorden, da han var bange for at blive sendt hjem. Han blev taget en aften for at køre med toget uden billet og indsat i Vridsløselille. Der nåede han at tilbringe mere end en måned, før han blev deporteret til Afghanistan.

Morten Goll oplevede, at N, som var mentalt sund før indsættelsen, efter 3 uger i fængslet udviste en helt ændret adfærd. Han havde ondt i kroppen og i hovedet, rystede voldsomt på hænderne,  kunne ikke sidde stille, havde tics, kiggede hele tiden rundt, mens han snakkede decideret sort. Hans korttidshukommelse var næsten væk. Han gav udtryk for, at han undertiden så tre personer, og han var klar over, at det ikke burde være sådan: den ene var ham selv, N, den anden var N uden øjne, og den tredje havde briller. Han var meget forvirret og bange. Han sagde, at han gerne ville snakke med sin far. Morten vidste imidlertid, at hans far var død flere år tidligere i Afghanistan. Han fortalte også, at han ikke kunne sove om natten – de andre indsatte skreg om natten og bankede på dørene.

Det lykkedes trods modvilje at arrangere med personalet, at N kunne få adgang til sin telefon og finde numrene til sin familie, så nogen kunne tage imod ham i Kabul. Det lykkedes også at få en psykiater til at undersøge ham – og han vurderede, at der var tale om en belastningsreaktion. Han blev kort efter sat på et fly til Afghanistan.

Se en nyligt optaget video fra Vridsløselille her.

Ellebæk

Amnesty International skriver i deres rapport 'Frihedsberøvede asylansøgere i Ellebæk, 2013':

"Amnesty International har tidligere problematiseret frihedsberøvelsen af asylansøgere, der er torturoverlevere eller på anden vis særligt sårbare i Danmark." (…)"En række studier peger på, at det udgør en betydelig belastning for asylansøgere at være frihedsberøvet. Eksempelvis kan det forværre fysisk og psykisk sundhed og kan ofte medføre depressioner, angst og PTSD. FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) understreger, at asylansøgere kun bør frihedsberøves som en sidste udvej, og kun efter at der er foretaget en lægelig undersøgelse af ansøgerens fysiske og psykiske helbred. Frihedsberøvelse af sårbare mennesker på en måde, som ikke tager fornødent hensyn, kan være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, som forbyder tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling."

Amnesty anbefaler, at der i det mindste sker en screening inden indsættelse, og det samme gør Institut for Menneskerettigheder (status 2014-15, side 12). Men historien om N i Vridsløselille viser, at selv sunde og raske personer kan tage skade af en indespærring under de givne omstændigheder.

Sjælsmark

Warda er 23 år og afvist asylansøger fra Somalia. Hun har boet i Sjælsmark siden sidste år, og har været med til at arrangere forskellige protester mod Sjælsmark. "Vi er blevet kritiseret af folk, der tror, vi er dårlige mennesker og er kommet hér for at tage deres ting. Men vi er ikke kommet for at ødelægge nogen menneskers liv. Vi er bare kommet for at søge fred og bedre liv, som vi ikke havde i vores hjemlande", siger hun.


Cafeteria, Sjælsmark