Tvivlsom test afgør flygtningebørns alder

Der udføres et stigende antal aldersvurderinger af uledsagede flygtningebørn. Testen er baseret på sandsynlighed, men får afgørende betydning

I år er der foreløbig blevet udført 800 aldersundersøgelser på Retsmedicinsk Institut af uledsagede mindreårige. Det er dobbelt så mange som sidste år, på trods af at der kun er ankommet halvt så mange i år. Mange af dem, der testes i år, er ankommet sidste år, og tendensen var faktisk, at der ankom flere af de meget unge børn uden forældre end tidligere. I 2014 kom der 815 uledsagede flygtningebørn, og kun 292 fik en aldersundersøgelse.

Det kunne tyde på en ændret og skærpet praksis, selvom Udlændingestyrelsen fastholder, at man kun tester, hvis man har mistanke om at personen er over 18 år. Stigningen kan delvis forklares med, at Retsmedicinsk Institut har øget kapaciteten for undersøgelserne. En Røde Kors-repræsentant for de uledsagede, som ønsker at være anonym, fortæller dog, at alle de uledsagede nu bliver alderstestet, medmindre de ser meget unge ud eller har dokumenter, som beviser deres alder. Det har de færreste.

Testens resultater får Udlændingestyrelsen til at ændre alderen til over 18 år for cirka 70% af de unge, der bliver testet. Men her skal man huske, at de yngste ikke bliver testet – og der ankommer børn uden forældre helt ned til 7 år.

En ny praksis, som Udlændingestyrelsen netop har annonceret, er at alle de uledsagede, som vurderes til at være 17 år, fremover skal anbringes i voksencentre frem for de særlige børnecentre, der normalt bruges. Der bor i øjeblikket ca. 700 på børnecentrene, og heraf er 220 registreret som 17 år. De vil nu blive flyttet til almindelige asylcentre, hvor de skal dele værelse med voksne, og hvor de ikke får den særlige støtte, som de fik i børnecentrene.

Usikre resultater

Selve testmetoden er usikker og har været udsat for kritik gennem årene. Desuden er det op til Udlændingestyrelsen at tolke resultatet, hvilket har meget alvorlige konsekvenser for den unge. Ofte udføres undersøgelsen først efter at den unge har opholdt sig mange måneder, nogle i et helt år, på et børnecenter.

Testen er baseret på tre elementer: en læge ser på den unges krop afklædt, der tages røntgenbilleder af tandsættet, og et røntgenbillede af håndens knogler. På baggrund af disse vurderinger, hvor navnlig håndknoglerne tillægges betydning, laves der en skriftlig udtalelse med en sandsynlighedsvurdering. Metoden hedder Greulich & Pyle og er udviklet i 1950'erne i USA. 

En professionel repræsentant fra Røde Kors fortæller, at de tandlæger, som laver røntgenbillederne, stopper ved den mindste modstand fra barnet – og så afgøres sagen uden. Mange af børnene har aldrig været til tandlæge før og er meget nervøse. Lægeundersøgelsen, hvor man skal se barnets krop helt nøgen, er grænseoverskridende for mange – man forsøger at bruge en læge af samme køn, men der er ingen garanti for det.

eksempel på Sandsynlighedsvurdering (i procent)

I den viste graf er den mest sandsynlige alder 18-19 år (i alt 68,2% sandsynlighed). Der er 13,6% sandsynlighed for at den unge er henholdsvis 17 eller 20 år. Her vil Udlændingestyrelsen typisk registrere ham som 18 år – det laveste tal af de mest sandsynlige. Men som grafen viser, er det en flydende overgang, og nogle vil jo nødvendigvis befinde sig i de mindre sandsynlige områder. Derfor vil man uden tvivl komme til at behandle nogle børn som voksne, hvilket er ulovligt.

Røde Kors-repræsentanten fortæller om en sag for nylig, hvor to søstre begge blev sendt til aldersundersøgelse. De havde fortalt, at der var 2 1/2 år mellem dem. Efter undersøgelserne blev storesøster fastsat til 18 år, og lillesøster til 19 år – dvs. at storesøster pludselig blev lillesøster.  Selvom den enkelte unge kan have en interesse i at lyve sig yngre, så er det svært at forestille sig, hvorfor et søskendepar med vilje skulle bytte om på deres alder. Desværre har det ikke været muligt at se dokumenterne i sagen, eftersom begge piger blev overflyttet til voksencenter og ikke længere er i kontakt med repræsentanten.

Retsmedicinsk Institut opfordrer selv til at deres undersøgelse ikke bør stå alene – men det gør den næsten altid. Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet og Refugees Welcome opfordrer til, at man supplerer med en børnefaglig undersøgelse, hvor den unges modenhed vurderes efter psyko-sociale parametre. 

Ved Højesteret fik advokat Jens Bruhn-Petersen i 2009 medhold i, at hans afghanske klient sandsynligvis var under 18 på det tidspunkt, hvor han ansøgte om familiesammenføring med sin mor i Danmark – på trods af, at lægeundersøgelsen sagde 84% sandsynlighed for at han var over 18. Retten vurderede andre faktorer i sagen som afgørende. Men den mulighed har de uledsagede mindreårige ikke, når undersøgelsen står alene.

Sverige har hidtil afvist at lave den undersøgelse, som Danmark bruger, fordi den var for usikker. Men i år er det besluttet, at 15-18.000 uledsagede børn i Sverige skal undersøges efter en ny metode. Den er baseret på røntgenbilleder af tænder og knæ, og efter de svenske myndigheders mening mere pålidelig. 

Manglende dokumenter

Der er ingen tvivl om, at nogle af de unge, som påstår at være under 18, i virkeligheden er over 18. Men det er også et faktum, at mange asylansøgere fra Afrika og Afghanistan ikke ved præcis, hvornår de er født. Man fejrer ikke fødselsdage, sådan som vi gør i Vesten, og man får ikke udstedt et dokument, når barnet bliver født. Barnet bliver ofte først registreret ved skolestart. 

Langt de fleste uledsagede ankommer uden nogen former for dokumenter, og det kan der være flere forklaringer på. Mange har aldrig haft et ID-dokument, fx er en del af de afghanske drenge opvokset i Iran og Pakistan som illegale flygtninge. Andre har mistet dem undervejs på flugten, fx måttet aflevere dem til smuglerne, og atter andre har med vilje smidt dem væk for at kunne lyve sig lidt yngre. 

En del ID-dokumenter anerkendes desuden ikke i Danmark, da de er for nemme at forfalske. Det gælder generelt for alle dokumenter fra Afghanistan, og langt den største del af de uledsagede mindreårige kommer netop fra Afghanistan. Og selvom det lykkes en ung fra Eritrea at fremskaffe sin fødselsattest og få den tilsendt, vil den normalt ikke blive betragtet som et bevis på barnets alder.

Store konsekvenser

Det største problem er, at en test, som har en ret stor usikkerhedsmargin, får en afgørende betydning for den unge. Den første konsekvens er, at en ung over 18 kan overføres til et andet land efter Dublin-forordningen, hvis han har fingeraftryk der. Mange har fingeraftryk i Italien, hvor indkvarteringsforholdene er meget utilstrækkelige og kritisable, eller i Ungarn eller Bulgarien, hvor der ingen indkvartering er overhovedet, og hvor asylproceduren er helt uacceptabel.

Hvis den unge ikke har fingeraftryk andre steder, og får lov at få sin sag behandlet i Danmark, bliver opholdet i et voksencenter meget anderledes end i et børnecenter. Børnecentrene er typisk ret små og ligger i mindre bysamfund, og der er personale hele døgnet, som ofte har pædagogisk baggrund. Børnene bor to på hvert værelse, går i skole hver dag, er selv med til at lave mad og får en række tilbud om sport og fritidsaktiviteter. Mange børnecentre har også psykologer tilknyttet. Voksencentrene er derimod meget større, med op til 600 beboere i alle aldre, og en enlig ung mand vil ofte dele værelse med 3-4 andre. Nogle centre har ikke køkkener men kun kantine, og adgang til skole og aktiviteter er meget begrænsede.

Selve asylsagen og chancen for at få opholdstilladelse ændrer sig også med en aldersvurdering over 18 år. Retten til at have en repræsentant med til interviews ophører, og der kan ikke længere tages hensyn til at børn kan være dårligere til at forklare om deres historie. Sagsbehandlingen bør også være hurtigere for en mindreårig, men det er den nu ikke altid i praksis, i øjeblikket har 300 uledsagede ventet i et år på svar, og mange bliver først sendt til aldersundersøgelse efter et års ventetid. For de mindreårige er der en ekstra mulighed for at få opholdstilladelse (§9c stk 3,2), hvis barnet ikke har noget familiemæssigt netværk tilbage i hjemlandet. Men den opholdstilladelse udløber, når barnet fylder 18 år.

Også for dem, der får asyl, er der stor forskel på at ankomme til sin nye kommune som uledsaget mindreårig og som enlig over 18. Kommunen har et særligt ansvar for en mindreårig, som vil blive tilbudt at bo på et opholdssted, en døgninstitution eller i en plejefamilie, alt efter modenhed og ønsker. Her får de hjælp til at komme op om morgenen og lave lektier, madlavning, tøjvalg osv., og bliver fulgt til møder og aftaler. Der udpeges en midlertidig forældremyndighedsindehaver af Statsforvaltningen, kommunen har to sagsbehandlere på barnet og holder løbende møder med skole og bosted. Barnet går som regel i en modtageklasse på en folkeskole og tilbydes sport og fritidsaktiviteter. 

En 18-19-årig, som ankommer i en kommune, bliver typisk indkvarteret i en midlertidig bolig sammen med andre flygtninge. Han får den meget lave integrationsydelse og går i sprogskole ca. 12 timer om ugen, suppleret med ulønnet praktik op til 37 timer om ugen. Ingen støttepersoner, og kun møder hver 3. måned i Jobcentret.

For de syriske børn er der endnu en væsentlig forskel: Hvis man er under 18 og får asyl, kan man søge om at få sine forældre og yngre søskende familiesammenført. Praksis er dog, at meget få børn over 16 år får tilladelse.

For de meget unge børn er der en slags omvendt konsekvens: Hvis Udlændingestyrelsen vurderer, at et barn er for umodent til at kunne gennemgå asylproceduren, afventer man at barnet bliver gammelt nok. Fx har en pige på 9 år fået at vide, at hun skal vente til hun fylder 12 år. Tidligere gav man ophold efter paragraffen for ganske særlige omstændigheder (§9c stk 3,1) i den slags sager. Så længe hun ikke får opholdstilladelse, kan hun ikke søge om at få sine forældre familiesammenført. 

Lad tvivlen komme dem til gode

Udlændingestyrelsen mener, at de lader tvivlen komme børnene til gode i kraft af at de vælger den laveste af de mest sandsynlige aldre. Men testens resultat er for det første ikke videnskabeligt sikkert, og der er også en risiko for at barnet ligger i den mere usandsynlige ende af spektret. Dermed må nogle børn nødvendigvis blive behandlet som voksne med den danske praksis, og det er ulovligt. Den manglende vurdering af den unges mentale tilstand og modenhed er også et problem, idet nogle meget sårbare unge bliver placeret i situationer, som de ikke kan håndtere.

UNHCR anbefaler, at EU bliver enige om en fælles, holistisk metode, og at tvivlen kommer barnet til gode. 

Den meget skarpe og sort-hvide grænse mellem over og under 18 år kan forekomme kunstig, når man ser på gruppen af teenagere i børnecentrene – deres modenhed og mentale helbred kan være forskelligt, men de er grundlæggende i den samme situation. Rigtigt mange af dem har været flere år på flugt inden de ankom, og var dermed utvivlsomt børn, dengang de måtte forlade deres forældre og hjemland.

Barnets tarv

I den danske praksis anvendes 'størst sandsynlighed' i alderstest, hvilket nødvendigvis fører til at en mindre procentdel af børn fejlagtigt behandles som voksne. 17-årige uledsagede skal bo i voksencentre, børn mister deres opholdstilladelse i Danmark, når de fylder 18 år (hvis de har fået den pga. manglende netværk i hjemlandet), og meget små børn kan ikke få opholdstilladelse og dermed adgang til familiesammenføring, fordi de er for umodne til en asylprocedure. Alle disse forhold harmonerer meget dårligt med Børnekonventionens krav om at tillægge barnets tarv afgørende vægt i alle beslutninger vedrørende børn.

Asyl eller humanitært ophold?

De uledsagede mindreårige fra Syrien og Eritrea får asyl, ligesom deres voksne landsmænd. Men de unge afghanere, som udgør flertallet, får meget sjældent opholdstilladelse. Deres individuelle risiko bliver ikke vurderet som stærk nok, og de generelle forhold heller ikke alvorlige nok. Men fælles for dem alle er, at de har været igennem meget traumatiske oplevelser, og de er blevet tvunget til at forlade deres kendte verden alt for tidligt. Når de unge bliver deporteret tilbage til Afghanistan står de i en decideret nødsituation: de har ofte ingen familie tilbage, de har ingenting at leve for, de har mistet deres selvtillid og håb for fremtiden. Man fører intet tilsyn med, hvad der sker, når de sendes tilbage, men nogle af de få, som man har en viden om, er endt på gaden (i et tilfælde endda blevet dræbt kort efter ankomsten), i lejre for internt fordrevne eller er flygtet videre til nabolandene.

Der er ikke længere en dansk praksis for at give ophold af humanitære grunde; den er over tid blevet begrænset til livstruende sygdom.