Kvinder i et asylsystem for mænd

Hverken asyllovgivning, procedure eller opholdsbetingelser er indrettet på kvinder, selvom cirka 30% af alle asylansøgere er kvinder

Kvinderne og konventionerne

FN's flygtningekonvention er skrevet i 1951, hvor verden så anderledes ud. Den var en reaktion på anden verdenskrig og de forfølgelsessituationer, som krigen og nazismen skabte. Forfølgelse på baggrund af køn og seksuel orientering er ikke nævnt under definitionen på en flygtning, selvom bla. Danmark nu inddrager disse aspekter til en vis grad i asylvurderingen.

Den klassiske flygtning er en mand. Det er typisk mænd, der er aktive i politik, bliver fængslede, torturerede og kommer i konflikt med andre grupper i samfundet. Det er mænd, der melder sig eller bliver tvunget ind i militær og oprørsbevægelser. Det er også mænd, der er mest aktive i religiøse sammenhænge, skriver kritiske artikler eller kommer i problemer pga. deres job eller samfundsposition. Dermed lever mændene oftere op til kravet om individuel forfølgelse og konkrete trusler.

Selvfølgelig er der også kvinder ude i verden, som er politisk aktive og kritiske journalister, men de udgør kun en brøkdel af mændene. Når kvinder flygter, skyldes det ofte situationer, hvor de har haft en meget mere passiv rolle, og hvor de måske endda flygter fordi de er kvinder. De generelle forhold i landet og etniske/religiøse tilhørsforhold spiller en større rolle for kvindelige flygtninge. Mange kvinder flygter pga. deres ægtemands problemer, og er således afhængige af hans ansøgning og forklaring – eller de flygter fra deres egen familie.

FN vedtog Konventionen om Kvinders Rettigheder i 1979 (CEDAW-konventionen). Men ligesom Børnekonventionen handler den om, at den enkelte stat er forpligtet til at overholde egne borgeres rettighederne – når en stat åbenlyst ikke gør dette, kan det medføre forfølgelse, og Flygtningekonventionen kommer så ind i billedet. Men hvor er krydsfeltet helt nøjagtigt? I virkeligheden kan man argumentere for, at de fleste kvinder i fx Libanon, Iran og Afghanistan er berettigede til asyl, fordi de ikke kan opnå myndighedernes beskyttelse – alene i kraft af at de er kvinder. For nylig er det lykkedes at anvende CEDAW-konventionen i nogle få sager i Danmark, og en lille gruppe advokater arbejder aktivt med det (se mere på asyltilkvinder.dk).

Asylmotiv: Jeg er kvinde

En del kvinders asylmotiver er kønsrelaterede – som fx tvangsægteskaber, brudekidnapning, omskæring, vold i hjemmet, voldtægt, æresdrab, tvungen prostitution/trafficking, homoseksualitet eller udstødelse af lokalsamfund/familie pga. ”ulydighed”, overtrædelse af religiøse forskrifter. De tilhører således både en forfulgt social gruppe og er samtidig udsat for konkrete overgreb og trusler fra familiemedlemmer eller myndighedspersoner. Det er en type overgreb, som fremkalder skyld og skam, og som man ikke har lyst til at fortælle fremmede (mænd) om. Det er en urgammel og effektiv undertrykkelsesmekanisme at begå overgreb, som skaber skam og selvbebrejdelse.

I en række lande tillader loven direkte, at en ægtemand eller bror dræber en utro kvinde. En mands mistanke og ord vejer mange gange tungere end kvindens, man behøver ingen beviser. Kvinden er mandens ejendom og har ingen rettigheder. I Afghanistan kan en far sælge sin teenagedatter til en 40 år ældre mand, og hun kan intet gøre for at modsætte sig det – en indflydelsesrig mand kan oven i købet tvinge forældrene til at gifte datteren bort. I Pakistan dræbes masser af kvinder i deres eget hjem uden at mændene bliver retsforfulgt. 

De danske asylmyndigheder betragter den slags som ”privatretlige konflikter”, og kvinden henvises ofte til at søge myndighedernes beskyttelse i sit eget land. Det er imidlertid ikke muligt i lande, hvor loven, politiet og de religiøse ledere diskriminerer kvinder groft og pålægger dem lydighed overfor familiens mandlige medlemmer. Desuden er det i mange lande en praktisk umulighed for en kvinde at bo alene og forsørge sig selv uden at løbe en stor risiko for overgreb og udstødelse. Hun er således fuldstændig afhængig af sine forfølgere.

Voldtægt betragtes ikke som tortur i en asylsag, heller ikke når det foregår i et fængsel eller systematisk som led i krigsførelse. Risiko for kvindelig omskæring (FGM) har kun i få tilfælde ført til asyl i Danmark, også når det drejer sig om Somalia, hvor 98% af alle piger bliver lemlæstet.

At tilhøre en forfulgt minoritet er som regel ikke tilstrækkeligt i sig selv, og de generelle forhold i et land skal være helt ekstremt farlige for at få asyl – sådan som det undtagelsesvis ses med Syrien i øjeblikket.

Samlet set kan man konkludere, at kvinder står dårligere i forhold til selve asylmotivet.

Svagere beskyttelse

Hvis man ser på syrere, så får de fleste mænd konventionsstatus (pga. tvungen militærtjeneste), som er den stærkeste form for beskyttelse, og næsten alle kvinder får den langt svagere beskyttelse efter §7,3 (pga. de generelle forhold i landet), som kun giver asyl i 1 år uden ret til familiesammenføring de første 3 år, og som nemt kan inddrages igen. Desuden giver den ikke ret til gratis videregående uddannelse i Danmark. Tabellen viser alle asyltilladelser, ikke kun syrere. Det fremgår, at 4 mænd for hver kvinde opnår den stærkeste beskyttelse (§7,1), og at flere kvinder end mænd får den svageste (§7,3).

Familiemæssige konflikter vil ofte give asyl efter §7,2, som også er mere usikker end konventionsstatus, og ligesom §7,3 kan inddrages.

Enlige kvinder fra Afghanistan er en særligt udsat gruppe. Som kvinde kan man slet ikke overleve, hvis man ikke har en familie at vende tilbage til. Dette forhold kan give opholdstilladelse i sjældne tilfælde – men det hører i Udlændingeloven under humanitært ophold (§9b), som er en svag og kortvarig beskyttelse, selvom det burde høre under §7,2, da det handler om beskyttelse imod umenneskelig behandling og ikke om humanitære hensyn.

Endelig er det et typisk mønster, at mænd flygter i forvejen og efterlader kone og børn i hjemlandet eller i et tredje land på vejen. Det opfattes ofte, som om mændene lader deres familie i stikken, men i virkeligheden er det en beslutning, familierne er tvunget til at træffe – for det første er manden ofte i størst personlig fare, for det andet tvinger "Fort Europa" flygtninge ud på en både dyr og farlig rejse, som mændene nødig vil udsætte deres kone og børn for.

Konsekvensen af det mønster er, at manden får asyl og efterfølgende får sin kone hertil som familiesammenført. Langt de fleste familiesammenførte er kvinder og børn. Og det stiller kvinden meget svagere, idet hun nu er totalt afhængig af sin mand for at kunne blive i Danmark. Hvis hun bliver skilt, skal hun rejse tilbage. Hun har ret til at søge asyl, når hun er ankommet, men for det første ved de fleste det ikke, for det andet har hun stor risiko for afslag, som det fremgår af denne artikel i øvrigt.

Asylproceduren

Vejen gennem asylproceduren er lang, og har mest til formål at afdække ansøgerens troværdighed. Her har kvinderne igen et dårligere udgangspunkt end mændene, når det gælder om at skrive sin historie ned, gå igennem personlige interviews, samt opsøge informationer og vejledning.

Det skyldes, at kvinder fra de pågældende lande er mere utrygge ved at sidde overfor en fremmed person og forklare sin historie sammenhængende og kronologisk, de har kortere skolegang og mindre uddannelse bags sig, taler sjældent flere sprog, deres asylmotiver er ofte mere personlige og skamfulde at fortælle om, og endelig har de ofte ansvaret for børn.

På den måde vil en del kvinder være mere usikre og dårligere forberedt, mere følelsesmæssigt påvirkede af situationen og mere alene om deres bekymringer og spørgsmål. Hvis en kvinde har et lille barn, vil hun som regel være nødt til at have barnet med under selve asylsamtalen,

Man kan ikke direkte aflæse af statistikken, om flere kvinder end mænd får afslag, da tallet ikke opgøres fordelt på køn. Men en del kvinder, som indrejser sammen med deres mand, vil få asyl på baggrund af deres mands motiv.

FAKTA:

TOP 5 NATIONALITETER, SOM SØGTE ASYL I DANMARK I 2016: SYRIEN, AFGHANISTAN, STATSLØSE, IRAK, MAROKKO

Rejsen og opholdet i asylcentrene

Allerede inden kvinderne når til Danmark, er en stor del af dem blevet udsat for overgreb og voldtægt på rejsen – både før og efter ankomsten til Europa. Amnesty har dokumenteret det  i en rapport fra januar 2016, og i Refugees Welcome hører vi ofte om det. Mændene, som har været gennem Sahara, Libyen og over Middelhavet, siger tit: 'Det var frygteligt for os, men endnu værre for kvinderne'.

Det sker ikke sjældent, at de nyankomne kvinder er blevet gravide efter voldtægter på vejen. Der er ikke nogen systematisk undersøgelse efter ankomsten til Danmark af, om kvinderne har været udsat for overgreb, og om de har brug for hjælp. De skal selv gøre opmærksom på det ved den generelle lægeundersøgelse, og selv hvis de gør det, er der meget begrænset adgang til terapi og psykolog.

Asylcentrene er ikke kønsopdelt, og de fleste beboere er enlige mænd. Man deler ikke værelse med det modsatte køn medmindre man er et par, men ofte køkken og bad. Der findes kun ganske få pladser reserveret for kvinder. Der er p.t. (maj 2017) 40 asylcentre, heraf 8 børnecentre, med i alt knap 8.000 beboere. Indtil nu har der været ét halvt center for kvinder med ca. 50 pladser (center Fasan i Kongelunden) samt en lille sikret afdeling i center Sandholm med 8 pladser for truede kvinder. Selv da antallet af ansøgere var oppe over 17.000 fordelt på 96 centre i 2016 blev der ikke oprettet nye kvindecentre.

Det lille kvindecenter i Kongelunden lukkes nu ned pga. skimmelsvamp i bygningerne, og kvinderne flyttes til blandede centre. En del af de afviste kvinder i fase 3 er allerede flyttet til udrejsecenter Kærshovedgård udenfor Ikast, hvor de kun udgør en ganske lille gruppe blandt mændene.

Mange flere kvinder ville foretrække at bo på et kvindecenter. De føler sig meget utrygge i de store centre blandt hundredevis af mænd. Bare det at hente sin mad i en kantine med 300 andre kan være en overvindelse for en enlig kvinde. Voldtægter finder sted og bliver ikke altid anmeldt, fordi de begås af landsmænd, som truer offeret til tavshed. Centrene ligger ofte isoleret med lange, uoplyste veje om aftenen, og kvinderne er bange for at gå alene hjem.

Integrationsfasen

Når kvinderne får asyl eller familiesammenføring, havner de i endnu et system, hvor de stilles dårligere. De bliver mødt af de samme krav og de samme muligheder som deres mænd, for i Danmark har vi ligestilling. Problemet er bare, at kvinderne ikke er vokset op i ligestillede samfund, og derfor har de som tidligere nævnt kortere skolegang, mindre uddannelse, mindre erhvervserfaring, de er vant til en vis afhængighed af deres mænd, og de har et større ansvar for børnene end deres mænd. Det stiller dem dårligere på næsten alle parametre, som vi måler integration på i Danmark: danskkundskaber, uddannelse, job, netværk, aktiv deltagelse i samfundet.

Adgang til permanent ophold og statsborgerskab måles på de samme faktorer, og med en midlertidig opholdstilladelse er kvinderne stadig afhængige af deres mænd. Samme effekt har loftet over kontanthjælp og 250-timers reglen, idet en del kvinder af den grund ryger helt ud af systemet – de må leve af mandens indtægt.

Det danske samfund kommer således til at cementere uligheden i stedet for at bekæmpe den.

Tallene viser da også en deprimerende statistik, hvor kun 5% af flygtningekvinderne er i arbejde efter 4 år; det er kun én kvinde for hver fire mænd (tal for 2015, samme mønster tegner sig i 2017 selvom flere flygtninge kommer i job nu). Minister og kommuner skyder skylden på flygtningenes kultur, og mener at der skal stilles krav og at kvinderne 'må se at komme i gang på arbejdsmarkedet.'

Men interessant nok ser uddannelsestallene anderledes ud. Der er flere kvinder end mænd, der gennemfører den højeste danskuddannelse (DU3), og når man ser på universiteterne, er der langt flere unge kvinder end mænd med ikke-vestlig baggrund, som gennemfører en lang videregående uddannelse. Det kunne tyde på, at flygtningekvinder måske nok har et dårligere udgangspunkt, men hvis de får chancen, holder de fast og går hele vejen.

De syriske kvinder, som er ankommet de senere år, har dog næsten alle fået §7,3-status, hvilket ikke giver dem gratis adgang til videregående uddannelse, og dermed stiller dem dårligere end de brødre eller ægtemænd, de ankom sammen med.

Refugees Welcome anbefaler:

Den danske stat fortsætter i dag den undertrykkelse og diskrimination, som mange flygtningekvinder har været udsat for. Man må forstå, at flygtningekvinder har et andet udgangspunkt for at flygte end mænd, og i højere grad indrette asylproceduren på dem.

Der er intet økonomisk eller rationelt belæg for at man ikke indretter flere asylcentre kun for kvinder – noget, som ville gøre asylsøgende kvinder tryggere og give dem mere 'empowerment'.

Kvinder, som får opholdstilladelse i Danmark, har brug for mere støtte og opkvalificering for at kunne konkurrere med mænd (og med danske kvinder). Den ekstra indsats vil lønne sig i form af, at kvinder er mere interesserede og ihærdige i forhold til uddannelse.

Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet:
• Mere vægt på kønsrelateret forfølgelse i asylvurderingen (se UNHCRs retningslinjer)
• Informér kvinder om at de kan bede om kvindelig interviewer og tolk, og hvordan de gør det
• Flere, mindre kvindecentre

Folketinget:
• Lettere adgang til at opnå selvstændig opholdstilladelse efter familiesammenføring (især under §9c,1, §26 og §19)
• Sikre bedre adgang til tolke og uafhængig rådgivning i asylcentrene

Kommunerne:
• Særlige hensyn til kvinder i integrationsindsatsen: kurser, børnepasning, mentorer, netværk