Ambitiøse flygtninge kæmper forgæves for permanent ophold

Bhupas fra Bhutan og Rahima fra Syrien har en ting til fælles: deres uddannelsesplaner står i vejen for at sikre dem en fremtid i Danmark

Bhupas fra Bhutan:

Jeg er født statsløs med statsløse forældre i en flygtningelejr i det østlige Nepal. Der var ingen udsigt til nogensinde at returenere os til mine forældres hjemland Bhutan. I erkendelse af situationen indgik FN genbosætningsaftaler med 7 lande. Min familie blev udvalgt til at komme til Danmark som kvoteflygtninge. Da jeg kom til Danmark i 2011, var jeg 11 år gammel – ivrig efter at starte i en ny skole, og glædede mig til at lære et mærkeligt sprog og få nye venner.

Det gik godt for mig. I dag er jeg dansker, og intet andet. Jeg taler og drømmer på dansk; jeg føler mig stolt af dansk historie og demokratiske værdier. Jeg forsvarer passioneret det effektive danske velfærdssystem overfor mine amerikanske fætre. Alligevel gør min mangel på visse papirer mit liv meget anderledes end mine venners – jeg er stadig statsløs.

Min opholdstilladelse er stadig midlertidig og skal fornys hvert andet år. Jeg har ikke et rigtigt pas, men et rejsedokument – et konventionspas udstedt af Udlændingestyrelsen. Forlængelsen sker ved en håndskrevet note på en af de første sider. Når jeg rejser i Europa, kan lufthavnspersonalet ofte ikke læse det håndskrevne. De automatiske boarding pass-maskiner og maskinerne ved check ind-skranken kan ikke læse udløbsdatoen rigtigt. Hver gang jeg rejser, må jeg blive i lufthavnen 1-2 timer længere end mine venner, og jeg er ofte nødt til at tale med flere af de overordnede. For at rejse udenfor Europa skal jeg søge om visum, hvilket mine venner med danske pas ikke skal.

Som barn kan man ikke ansøge om permanent ophold, derfor kunne jeg ikke søge før jeg fyldte 18. Et af kravene er, at man skal have haft 3 1/2 års fuldtidsjob – det er der ikke mange 18-årige, som har, og derfor er der en særlig adgang for de 18-19-årige, hvis man har gået i skole hele tiden. Men det gælder kun, hvis man har været 8 år i Danmark. Jeg har gået skole uden pauser, men da jeg fyldte 19, havde jeg kun boet 7 år i Danmark.

Jeg er netop blevet student, og jeg planlægger at tage en uddannelse inden jeg søger efter fuldtidsjob. Så med 3-6 års studier og derefter 3.5 års arbejde (hvis jeg finder et job straks) har jeg udsigt til endnu 7-10 års midlertidigt ophold i Danmark. For at søge om dansks statsborgerskab skal jeg først have permanent ophold. Sagsbehandling for permanent ophold er 8 mdr, og for statsborgerskab i gennemsnit 18 mdr, så jeg kan nemt ende med at bo 20 år i Danmark før jeg får et dansk pas.

I mit tilfælde behøver jeg ikke være bange for at miste min opholdstilladelse, fordi jeg er statsløs og ikke kan tage nogen steder hen. Udlændingemyndighederne er nødt til at forlænge, hver gang min tilladelse udløber. Men hvad er logikken i det? Reglerne opfordrer mig til at tage et hvilket som helst job til en minimumsløn, hvilket hverken bidrager til mit eget karrieremål eller til det danske skattesystem eller det danske samfund på længere sigt. De danske politikere vil gerne have, at udlændinge bidrager til samfundet, men hvordan kan jeg det, hvis jeg ikke kan tage en uddannelse?

Min storebror kom til Danmark i 2011 sammen med mig. Indtil 2017 kunne kravet om at have fuldtidsarbejde opfyldes ved at have taget en uddannelse. Min bror ansøgte om permanent ophold d. 6. januar 2017, hvor han opfyldte alle kravene. 20 dage efter besluttede politikerne imidlertid at ændre betingelserne, så uddannelse ikke længere gælder. Min bror fik afslag, hvor der stod, at de nye regler gælder for alle ansøgninger indsendt efter november 2015.

Min bror har stadig ikke permanent ophold, fordi han valgte at fortsætte sin uddannelse og få en kandidatgrad. Han fik job samme dag, som han bestod eksamen, og han arbejder nu som ingeniør. Men han skal stadig vente halvandet år før han kan ansøge om permanent ophold for at opfylde arbejdskravet. Hvad er pointen i at nægte permanent ophold og statsborgerskab til en person som min bror? En, som har lært sproget, gennemført 5 1/2 års videregående uddannelse, aldrig været på understøttelse, og fik et job den dag, han blev færdiguddannet?

Jeg er helt klar over, at det ikke er den danske regering, som har gjort min bror og mig statsløse, men det er et faktum, at den nuværende lovgivning forhindrer os i at blive statsborgere, og på den måde understøtter statsløshed. Danmark modtog os som kvoteflygtninge som en "varig løsning", men efter ti års genbosætning er situationen i flygtningelejrene den samme: statsløshed. Kun nogle få af de 874 flygtninge fra Bhutan, som er bragt til Danmark mellem 2008 og 2015, har kunnet opnå dansk statsborgerskab indtil videre.

Rahima fra Syrien:

Jeg voksede op i den syriske storby, Aleppo. Min far var læge og min mor var skolelærer. Vi var en velstående familie med et sommerhus i den kurdiske by, Afrin, i det nordlige Syrien. I håbet om at urolighederne ville gå over inden for nogle måneder, flygtede vi til sommerhuset i 2012. Vi endte med at bo der i tre år, og da Islamisk Stat nærmede sig, flygtede min far alene til Danmark – vi andre fulgte efter via familiesammenføring halvandet år efter.  

I dag er jeg 18 år gammel og går på gymnasiet i Herning. Det er kun 4 år siden, jeg kom til Danmark, men jeg har allerede deltaget i DM i Debat, mødt både Lars Løkke og Inger Støjberg, jeg er fast skribent på en netavis, og vil gerne læse videre efter studentereksamen.

Men det er også meget vigtigt for mig at få permanent ophold, så jeg kan føle mig sikker på at jeg ikke bliver smidt ud og endnu engang skal starte forfra med mit liv. Der tales hele tiden om, hvornår man kan sende syriske flygtninge tilbage.

Kravene siger, at man skal have 3 1/2 års arbejde, mindst 30 timer om ugen. Men kan man arbejde 30 timer ved siden af studiet? Hvad er det, man i virkeligheden skal tænke på under studiet? Skal man tænke på så vidt muligt at blive klogere på sit fag, eller skal man tænke på, hvordan man får energi til at arbejde 30 timer ved siden af studiet?

Jeg havde fornøjelsen af at deltage i et arrangement i foråret, hvor 20 unge med kurdisk baggrund, der lever i Danmark som syriske flygtninge, blev fejret. De har været her i gennemsnit ca. fire år. Nu er de alle sammen blevet studenter og startede på forskellige uddannelser i september. Nogle af dem vil læse til ingeniør, andre vil læse forskellige fag indenfor sundhedsvæsenet og mange andre forskellige spændende uddannelser, som vil gøre Danmark til et rigere og stærkere land.

Lad os være lidt realistiske. Staten har indtil videre betalt meget for at give disse seje unge sprogkursus og SU i løbet af deres gymnasiale uddannelser. Og staten kommer til at bruge flere penge på dem, når de starter på universitetet. Kun hvis de får lov til at færdiggøre deres uddannelser og kommer ud på arbejdsmarkedet, så vil de begynde med at bidrage til samfundet, både i forhold til arbejdskraft, men også når de kommer til at betale skat. For med tid kan de, ligesom andre danske borgere i dette land, tilbagebetale alle de penge, de har fået i SU og meget mere end det.

Men hvis de pludselig bliver sendt hjem på et tidspunkt, imens de er under uddannelse, så vil de unges fremtid blive ødelagt, og staten vil ikke få nogle af de penge, der blev brugt på at få dem til at blive integreret i samfundet. Hvis hjemsendelsen sker, efter at de har færdiggjort deres uddannelser, så kan de jo bare tage til et andet land og arbejde, mens staten ikke får noget ud af det. Hvorfor gør man ikke alt for at beholde dem her?

Det er det, det handler om, når man taler om at udvise folk, der er integreret, i stedet for at give dem lov til at bidrage til det samfund, der tog imod dem. Det handler også om at mishandle folk, når man lader dem leve i usikkerhed og uvished.

Da jeg lærte dansk, begyndte jeg at læse aviser for at blive bedre til sproget. Men i medierne læser man sjældent noget positivt om flygtninge og indvandrere. Derfor er der en gruppe af danskere, som tror, at alle flygtninge og indvandrere er nogle, der ikke vil det danske samfund.

Det gør mig virkelig ondt, for jeg har gjort alt for at blive integreret, og alle de flygtninge, jeg kender, har det på samme måde. Det er som om, at det bliver glemt, at de taler om mennesker. Mennesker, der har rettigheder. Mennesker, der har følelser. Mennesker, der er flygtet fra krig. Mit eneste ønske, da jeg flygtede fra krig var, at jeg ville leve i fred, hvor jeg ikke ville blive psykisk presset. Men det kunne jeg ikke opnå, for jeg er stadig psykisk presset.

Teksten er en sammenskrivning af to artikler bragt på Sameksistens: Hvorfor arbejde... og Jeg var bange...