Kærshovedgård er så utåleligt, som livet kan være i Danmark

Hvordan er det at bo i et udrejsecenter? Det er her, de syriske flygtninge ender, hvis de mister deres opholdstilladelse og ikke rejser frivilligt tilbage

De danske myndigheder mener, at det er sikkert for nogle af flygtningene at vende tilbage til Syrien. Foreløbig har over hundrede syrere mistet deres opholdstilladelser, hvilket har skabt opmærksomhed i hele verden. Vi har hørt om Aya, der ville være blevet student denne sommer og om Faeza, der er ved at uddanne sig til sygeplejerske. Historierne bliver ved med at komme – om helt almindelige mennesker, som har arbejdet hårdt for at finde fodfæste i Danmark. Flertallet af dem er kvinder, hvilket skyldes kriterierne for asylstatus. Men hvad sker der i virkeligheden med Aya, Faeza og alle de andre, der får frataget deres opholdstilladelser?

For mange af dem er den eneste reelle mulighed at blive placeret på et udrejsecenter på ubestemt tid, fordi de ikke tør at vende hjem. Forholdene i udrejsecentrene er helt bevidst gjort elendige for at presse folk til at give op og rejse ud. Et af disse centre er Kærshovedgård uden for Ikast, hvor enlige placeres. Vi har kigget nærmere på centret og talt med Gerda, der støtter de kvinder, som bor der.

Hvordan kommer man på udrejsecenter?

Inden man får frataget sin opholdstilladelse eller ikke får den forlænget, tikker der en besked ind i e-boks med indkaldelse til interview hos Udlændingestyrelsen. Hvis afgørelsen bliver, at man mister opholdstilladelsen, kan sagen ankes til Flygtningenævnet, hvor man får hjælp fra en advokat. Hvis Flygtningenævnet giver Udlændingestyrelsen medhold, har man mistet sin opholdstilladelse endeligt, og skal rejse hjem. Den nyetablerede Hjemrejsestyrelse vil opfordre til, at man skriver under på en kontrakt om at medvirke til udrejsen. Nægter man det, eller vurderes det senere, at man ikke medvirker aktivt, så ender man på et udrejsecenter.

Danmark har aftaler med mange lande om at tage imod deres egne borgere, også hvis det sker med tvang. Men da den danske regering ikke har diplomatiske forbindelser med Assad-regimet, kan man ikke tvangshjemsende syrerne. De, som ikke rejser frivilligt, vil derfor blive placeret på et af de danske udrejsecentre på ubestemt tid.

I Danmark findes der tre udrejsecentre: Kærshovedgård, der ligger 13 kilometer udenfor Ikast, Sjælsmark som ligger mellem Allerød og Hørsholm, og Avnstrup, som ligger i Lejre Kommune. Familier med børn boede indtil for nylig i Sjælsmark, som også drives af Kriminalforsorgen under næsten samme vilkår som Kærshovedgård. Som resultat af et folkeligt pres og en meget alarmerende psykologscreening af børnene, blev de flyttet til Avnstrup, som drives af Røde Kors og på mange måder er langt bedre for familierne, bl.a. kan de selv lave mad. 

Udrejse- og hjemrejsecenter Avnstrup

Udrejsecenter Sjælsmark

Udrejsecentre har ét specifikt formål: At gøre forholdene så dårlige, at man presser folk til at give op og rejse hjem. Det har resulteret i centre, der beviseligt gør folk syge – jo længere tids ophold, jo dårligere mentalt helbred. Men det motiverer dem ikke til at rejse hjem, det får blot folk til at gå under jorden. Kun en meget lille del af beboerne er blevet sendt ud eller rejst frivilligt hjem.

"Størstedelen af dem, der gennem tiden har været indskrevet i et udrejsecenter, lever i dag i et andet land i Europa, med eller uden opholdstilladelse. Det er min erfaring ud fra de mange mennesker, jeg har været i kontakt med gennem årene," siger Michala Clante Bendixen, formand for Refugees Welcome.

En mindre del bliver boende i mange år, på trods af de nedbrydende forhold. På alle tre centre sidder der mennesker, hvis situation ligner syrernes; de har fået frataget deres opholdstilladelse, eller har aldrig fået en, men de tør ikke vende hjem, fordi de frygter, at det vil koste dem livet.

"Formålet er netop, at personer på tålt ophold ikke skal opretholde et almindeligt familieliv. Vi skal have styr på dem, de skal være på Kærshovedgård, og de skal leve deres liv der", sagde Inger Støjberg, da centeret åbnede i 2018. Og siden er det kun blevet værre, ikke kun for dem på Tålt Ophold, men også for de afviste asylansøgere.

Omsorgsafdelingen, Kærshovedgård

Hvordan er hverdagen på et udrejsecenter?

Kærshovedgård er et nedlagt fængsel, som stadig drives af Kriminalforsorgen. Det ligger syv kilometer fra det nærmeste offentlige transportmiddel i en øde skov. For at komme ind i centeret skal man gå gennem en jernport via en sluse, og centret er omgivet af høje metalhegn og overvågning. Beboerne bruger elektroniske nøgler, som registrerer deres færden. Der er opholdspligt på centret, og man skal flere gange om ugen møde op til kontrol hos Hjemrejsestyrelsen. Ønsker man at opholde sig udenfor centeret i mere end 24 timer af gangen, skal man søge om tilladelse i god tid, og der gives kun tilladelse 1-2 gange per måned.

Man må ikke arbejde, og man får ikke udbetalt nogen økonomisk støtte overhovedet. Beboerne må heller ikke lave deres egen mad, men skal spise alle dagens tre måltider i kantinen på bestemte tidspunkter. Centeret er for enlige mænd og kvinder, og udover de afviste asylansøgere bor der også personer på Tålt Ophold og udvisningsdømte.

Kantinen inden Corona. Nu henter man maden og spiser den på værelset.

Kvinderne bor på anden sal i hovedbygningen, hvor de i modsætning til mændene har deres egne værelser. Gerda Abildgaard, der har været tilknyttet som frivillig i kvindegruppen på Kærshovedgård siden 2017, er rystet over forholdene: ”I opholdsrummet er der et delvist afmonteret køkken. I modsætning til da Kærshovedgård var et åbent fængsel, hvor de indsatte selv kunne lave mad, må beboerne på Kærshovedgård ikke lave mad, man har derfor afmonteret komfurer og andre køkkenartikler. Køleskabet er heldigvis kommet tilbage, men el-artikler som kaffemaskine, brødrister og elkedel må de ikke have. Der findes heller ikke nogen form for service. I det hele taget er det et ret uhyggeligt rum med grimme huller, hvor køkkenartiklerne er fjernet. Af en bekendt har jeg fået en del potteplanter. De hygger, og det giver nogle af kvinderne lidt adspredelse med vanding og udplantning.”

Kvindernes fællesrum og køkken

På Kærshovedgård er der plads til 300, og der bor nu 220 mænd og 30-35 kvinder. Den yngste af kvinderne er først i tyverne og den ældste omkring 70 år. Gerda skønner, at der ud af dem er cirka 5-6, som er småbørnsmødre – det vil sige, at deres børn har opholdstilladelse og bor hos faren: ”Udover kost, logi og hygiejnepakke får kvinderne intet. De kvinder, der har små børn derhjemme, får en returbillet en gang om måneden. Hvis man medvirker til udrejse af Danmark, får man lidt lommepenge. Nogle af kvinderne gør rent på kontorgangen. Det får de lidt forskelligt for. Kiks, frugt, sodavand o.lign.”

Derudover sker der jævnligt inspektioner af værelserne og opholdsrummet, for at sikre at beboerne ikke har ting, de ikke må have. Det har efter Gerdas mening ikke altid foregået på en ordentlig måde: ”Før kom man brasende ind, uden at banke på. Det er efter min mening en krænkelse af privatlivets fred. Det gør man end ikke i arresthusene. Derfor klagede jeg til Ombudsmanden – og fik medhold. Så nu bliver der banket på, inden man går ind.”

Værelse, kvinde

Mændenes forhold er endnu værre end kvindernes. De bor mindst to på hvert værelse, nogle fire eller seks. Der er ikke rigtigt nogen opholdsrum, der er beskidt på fællesarealerne og badeværelserne, og der opstår mange konflikter mellem de frustrerede beboere. Personalet behandler også mændene hårdere.

Værelse, to mænd

Ingen aktiviteter

Som udgangspunkt er der så få aktiviteter på udrejsecenteret som muligt, og det er endnu et værktøj til at gøre opholdet utåleligt. Inden Corona var der dog mulighed for at deltage i undervisning: ”De kan f.eks. få undervisning i matematik, førstehjælp, engelsk og forskellige kreative fag som maling og sløjd. Det kan nok undre, at der ikke undervises i dansk, men det må beboerne ikke lære, og det er på trods af, at mange af dem taler flydende dansk efter mange års ophold i Danmark,” forklarer Gerda.

Gerda har også været med til at arrangere ugentlige aktiviteter og udflugter for kvinderne, men under Corona har de frivillige grupper, der ellers gør, hvad de kan for at forbedre hverdagen for beboerne på Kærshovedgård, været forment adgang. Det har gjort situationen endnu værre og Gerda beskriver, hvordan kvinderne, der allerede var i en meget sårbar og uvis situation, er stærkt påvirkede:

”I starten var det svært for mig at komme derud. Jeg var meget påvirket af kvindernes forskellige historier. Heldigvis er min mand også med i arbejdet, så vi kan altid snakke om de mange problemer, som vi forsøger at hjælpe med. Vi har et stort netværk og forsøger efter bedste evne at hjælpe, hvor vi kan. Men vi er meget bekymrede nu. Et års nedlukning har sat sit spor. Mange derude har fået det utroligt svært. Nogle lukker sig ind i sig selv, andre bliver apatiske, og konflikter kan let eskalere. Det er stærkt bekymrende.”

Et af mændenes fællesrum

Velbegrundet frygt og situationen i hjemlandet

Som udgangspunkt bør man naturligvis rejse ud af Danmark, når man ikke får asyl, eller når ens opholdstilladelse bliver inddraget. Men det bør ske på baggrund af en korrekt og retfærdig sagsbehandling, og med respekt for menneskerettigheder og værdighed. Desværre er det sådan, at asylvurdering er en kompliceret affære, og det danske system har mange svage punkter, der kan føre til usikre og forkerte afgørelser. Derudover afspejler de syriske sager en politisk drejning: Da man i 2015 vedtog et lovforslag om en meget midlertidig asylstatus, udlændingelovens §7,3, sænkede man barren for, hvor sikkert der skal være i landet, før man kan sende folk hjem. Ændringerne i landet behøver ikke at være fundamentale og stabile, der skal nu blot være visse forbedringer, og forholdene må stadig gerne være skrøbelige og uforudsigelige.

Samtidig har man hævet barren for, hvornår det vurderes, at en person har en stærk tilknytning til Danmark. Mange af de syrere, der forventes at rejse frivilligt hjem, har hele deres familie i Danmark – søskende, forældre eller voksne børn. Begge disse fortolkninger er UNHCR lodret uenig i, og Danmark er det eneste land, der inddrager opholdstilladelse til syrere.

FOTOS: Beboere i Kærshovedgård, Gerda Abildgaard, Michala C. Bendixen