Særlov for ukrainere er diskriminerende og kortsigtet

Ukrainere skal naturligvis hjælpes akut, men forbedringer i modtagelsen og beskyttelsen skal gælde for alle flygtninge

Refugees Welcome glæder sig over den helt nye og overraskende iver, som vi ser fra danske politikere til at hjælpe flygtninge fra Ukraine, selvom en del udmeldinger har været utilsløret racistiske. Befolkningens og civilsamfundet velvilje er vi dog ikke overraskede over, for den så vi også i 2015, og den møder vi hver dag i det danske samfund.

Men vi advarer på det skarpeste imod at forskelsbehandle flygtninge efter oprindelsesland og dets afstand fra Danmark, og vi er generelt imod særlove, som tager sigte på en særlig gruppe, uanset om de har et positivt eller negativt formål. Den nuværende krisesituation viser med al tydelighed, at der er brug for mere ensartede regler i EU, og en effektiv og fair fordelingsnøgle. Det vil ruste os til fremtidige flygtningestrømme.

Vi gennemgår her, hvorfor vi ikke er begejstrede for EUs direktiv og den danske særlov, men hellere havde set nogle relativt enkle ændringer i reglerne for alle asylansøgere.

Ukrainere set i asylperspektiv

Ukrainernes status ved ankomst til Danmark er allerede langt bedre end andre flygtninge, da de fleste ankommer lovligt med et gyldigt pas og er fritaget for visum. De ankommer juridisk set som "turister" og ikke som asylansøgere, og kan opholde sig lovligt i op til 6 mdr., dog uden ret til arbejde og ydelser.

Asylretsligt er ukrainere indtil videre ikke i større risiko end andre flygtninge, faktisk tværtimod. De ville sandsynligvis ikke få tilkendt asyl, hvis man fulgte den hidtidige asylprocedure, og det er nok en af grundene til at regeringen har haft så travlt med en særlov. I så fald skulle alle libyere og irakere også have fået asyl, da vi selv var med til at bombe deres lande. Under Irakkrigen var det kun få procent af irakerne, der fik asyl i Danmark, og flere hundrede endte som afviste i danske asylcentre i 10 år.

Hvis de ukrainske flygtninge skulle have asyl i dag, ville de høre under §7,3 i Udlændingeloven. Den paragraf omfatter netop krigsflygtninge, som ikke har noget individuelt asylmotiv og heller ikke er forfulgt som gruppe – men den forudsætter, at hele hjemlandet er i kaos uden sikre områder. Den vurdering bør fortsat ligge hos asyljurister og ikke hos politikere, men barren kan sænkes gennem lovgivning. Paragraffen indeholder en række begrænsninger sammenlignet med andre former for asyl, som har vist sig at være meget problematiske: en karantæneperiode for familiesammenføring (nu nedsat fra 3 til 2 år efter dom i Strasbourg) og mulighed for at inddrage opholdet selvom der stadig hersker ustabile og usikre forhold i hjemlandet.

EU-direktivet og særloven

Særlove er noget, der altid helst skal undgås – alle bør være lige for loven. Særlove bliver ofte sjuskede og får utilsigtede effekter. Senest blev loven for de evakuerede fra Afghanistan vedtaget med det formål, at det skulle gå hurtigt, og at de skulle sikres ophold. Begge dele viste sig at slå fejl: de kom til at vente i asylcentrene i 6-8 mdr. mens loven blev udformet og alle sagerne vurderet, ikke alle i gruppen var omfattet af loven, kriterierne for familiesammenføring er uklare, og alle vil alligevel være nødt til at gennemgå den almindelige asylprocedure oveni – særloven gav således dobbelt bureaukrati og ingen løsning på selve problemet.

EU har besluttet at iværksætte Det Midlertidige Beskyttelsesdirektiv. Det stammer fra 2001, og burde have været aktiveret for syrere, afghanere og eritreere i 2015, men det blev det ikke. Det vil give alle ukrainere lov til at arbejde og bo frit i hele EU i 1 år, og kan forlænges op til 3 år. Det vil kun omfatte ukrainske statsborgere og flygtninge, som har fået asyl i Ukraine, hvorimod studerende og arbejdstagere med andre nationaliteter ikke er omfattet. Mennesker med langvarigt eller permanent ophold i Ukraine er det op til hver enkelt medlemsstat at vurdere. Man har naturligvis også mulighed for at søge om asyl, selvom man er omfattet af direktivet, men Dublin-reglerne vil så træde i kraft.

Den danske særlov lægger sig meget tæt op ad EU-direktivet – men enkelte detaljer adskiller det, bl.a. får man ophold i 2 år med mulighed for forlængelse. Følgende partier er med i den foreløbige aftale: Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale, Enhedslisten,  Kristendemokraterne og Liberal Alliance.

En holdbar forbedring, som ikke diskriminerer

Danmarks asylbehandling har i 20 år været langt hårdere end vores nabolandes. Det er positivt, at man nu hilser flygtninge velkomne og opfordrer til pragmatiske løsninger uden lange ventetider i asylcentrene. Men når det kun kommer til at gælde ukrainere, er det svært at se denne imødekommenhed som andet end ren og skær etnisk forskelsbehandling. I Sverige diskuterer man fx slet ikke særlov eller 'nærområder', men leder blot efter flere indkvarteringspladser.

I stedet for en særlov, som ikke kan anvendes fremover, og vil udgøre en positiv særbehandling og dermed voldsom diskrimination overfor alle andre flygtninge, bør man udvide de humanitære hensyn og desuden fjerne de begrænsende elementer i §7,3, så den sidestilles med §7,1 og §7,2 med hensyn til familiesammenføring og inddragelse. Samtidig kan man give alle asylansøgere lov til at bo privat som i Sverige, og lov til at arbejde under ordnede forhold fra ankomsten i stedet for efter 6 mdr. som i dag. Man kan behandle en asylsag indenfor relativt få måneder under hasteproceduren "Åbenbar tilladelse".

Disse ændringer vil ikke være diskriminerende, og samtidig løse problemet med den relativt lille gruppe syrere med ophold efter §7,3 fra Damaskus og omegn, som får inddraget deres ophold, og har sat Danmark på kollisionskurs med FN og EU, og trukket overskrifter i hele verden. Der er generel opbakning i befolkningen, og særligt blandt den nuværende regerings vælgere, til at Danmark ikke skal udvise syrere så længe FN og EU finder det uforsvarligt. Syrernes sager har også illustrereret, at det som regel er illusorisk at kunne sende flygtninge tilbage efter få år, og at der er brug for langsigtede og holdbare løsninger.

Teksten blev også bragt som debatindlæg i Politiken 12. marts 2022.