Kravene til at opnå statsborgerskab undergraver demokratiet

Vejen til statsborgerskab er blevet et urimeligt forhindringsløb og udelukker især flygtninge fra deres demokratiske rettigheder

Man kunne læse i Information d. 14. september, at en stigende del af befolkningen i Danmark ikke har stemmeret og heller ikke fulde rettigheder på en række andre områder. Det gælder hver tiende indbygger på landsplan, og i nogle kommuner helt op til hver fjerde. Det udgør et indlysende demokratisk problem.

Desværre er det resultatet af en bevidst politik gennem mange år, hvor man har gjort det sværere at få statsborgerskab. Man har gjort processen uendeligt lang og næsten umulig at forstå, og tildelingen er i sidste ende slet ikke administrativ, da politikere udgør en del af den direkte sagsbehandling, og det i sidste ende er det Folketinget, der tildeler statsborgerskab til hver enkelt ansøger.

I øjeblikket har folk været her i gennemsnit 19 år, når de bliver danske statsborgere, og fremover vil det tal formentlige blive større, når de seneste stramninger slår igennem.

Institut for Menneskerettigheder udgav sidste år rapporten 'Fremmed i eget land' om problemet med, at flere og flere unge er født og/eller opvokset i Danmark, men ikke kan opnå dansk statsborgerskab. Instituttet vurderer, at Danmark ikke lever op til internationale forpligtelser på området.

Derudover er kravene til statsborgerskab kommet helt ud af trit med, hvad befolkningen synes er rimeligt – de ved det bare ikke. En stor spørgeundersøgelse blandt unge i Danmark, Sverige og Norge viste, at der var meget bred enighed om, uanset baggrund, hvor kravene til statsborgerskab skulle ligge, og at de danske krav var alt for høje.

I praksis umuligt

Danmark står helt alene på europæisk plan, når det gælder både krav og procedure. Et stigende antal er helt udelukket fra nogensinde at få statsborgerskabet. Det gælder især tre grupper:

• Dem, der ikke har fået en ordentlig skolegang i deres hjemland, og derfor aldrig vil kunne bestå den højeste danskprøve
• Dem, der ikke kan arbejde fuldtid på grund af mentale eller fysiske problemer
• Dem, der på et tidspunkt i deres liv har trådt ved siden af og fået en dom eller en høj bøde.

Hvis man ikke kan opfylde et eller flere af kravene til statsborgerskab, kan man søge om dispensation med en lægeerklæring. Men kun to procent af dispensationsansøgningerne blev imødekommet sidste år – det er nemlig de 17 folketingsmedlemmer i Indfødsretsudvalget, som stemmer om hver enkelt sag. En procedure, som mildest talt ikke hører hjemme i et retssamfund.

Et af kravene for, at man kan søge om statsborgerskab, er, at man skal have haft permanent ophold i en periode. Hvis man sammenholder kravene til permanent ophold og statsborgerskab samt praksis for dispensation, så er de tre grupper i praksis udelukket fra nogensinde at få statsborgerskab.

Og reglerne rammer flygtninge hårdere end andre grupper, da de oftere er traumatiseret og oftere har en mangelfuld skolegang, og det rammer kvinder hårdere end mænd. Flygtningekonventionens artikel 34 siger ellers, at stater skal lette adgangen til statsborgerskab for flygtninge. En flygtning er ikke en gæst, men en person, som Danmark er forpligtet til at beskytte. I sagens natur kan han ikke bare 'sendes retur'.

Udvisning og eksklusion

Og så er der dem, der kommer til at gøre noget forkert – de skal åbenbart bare ud, uanset hvor længe de har været her: »Når man som udlænding har fået lov til at være i Danmark, så skal man opføre sig ordentligt. Vores gæstfrihed skal ikke veksles til lovovertrædelser af nogen art«, udtalte integrationsminister Kaare Dybvad Bek for nylig i forbindelse med regeringens forslag om at udvise flere.

Søren Pape Poulsen, formand for Konservative, sagde følgende som forsvar for Inger Støjberg: »Jeg har det synspunkt, der bør gælde for alle i samfundet, at hvis man har gjort noget forkert, så skal man have sin straf. Og når man har taget sin straf, så kan man begynde igen på ny«. Men han har konsekvent arbejdet for, at udlændinge skal udvises efter første fejltrin, så det er tilsyneladende kun danske statsborgere, der skal have en ny chance efter en udstået straf, ifølge både røde og blå politikere.

En person, som er født og opvokset i Danmark, er en dansker, uanset om man har et dansk pas eller ej. Naturligvis skal flygtninge og indvandrere overholde loven som alle andre – men når de overtræder den, bør straffen også være den samme som for alle andre: lighed for loven. Det er den ikke i dag, hvor selv en mindre overtrædelse kan føre til en ekstra livstidsstraf oveni den straf, som danske statsborgere får: udelukkelse fra permanent ophold og statsborgerskab, og risiko for at blive udvist af det land, som reelt er ens fødeland – eller for at skulle tilbringe resten af livet på tålt ophold i et udrejsecenter.

Lad mig give et eksempel:

En 25-årig, lad os kalde ham Alex, er født i Danmark af udenlandske forældre, har uddannet sig og arbejdet helt normalt og bor sammen med sin danske kæreste. Hvis han i fuldskab kommer op at slås med en ven på et værtshus og giver ham et knytnæveslag, kan han blive udvist til et land, han måske aldrig har været i. For den overtrædelse udløser en ubetinget dom på 30 dages fængsel. Hvis hans ven var blevet dømt, kunne han fortsætte sit liv som tidligere efter udstået afsoning. Det er en fuldstændig urimelig forskel, at Alex risikerer at miste hele sit liv og alle sine nærmeste, og forvises til en ukendt skæbne, alene fordi han har en anden nationalitet.

Svigter især de unge

Der er kun to veje til at få dansk statsborgerskab. Man kan få det som barn, hvis man er så heldig, at ens mor eller far opfylder de ekstremt høje krav, inden man fylder 18 år. Hvis ikke, må man vente til man fylder 18, og så skal man starte med at ansøge om permanent ophold. Det kan man nemlig ikke få som barn.

At få permanent ophold er lettere for 18-19-årige. Der kræves kun, at man har boet her lovligt i otte år, og har gået i skole uafbrudt. Så kan man være heldig at få dansk pas, når man er omkring 23 år. Men nogle unge får reelt ikke den chance, hvis de for eksempel har skiftet skole og derfor mistet en måneds skolegang.

Og hvis man som 18-årig har haft svært ved at få vedlagt alle bilagene, eller bare ikke været opmærksom på, at det var vigtigt at ansøge og betale gebyret på 4.300 kr. før man fyldte 19, så skal man opfylde samtlige krav til permanent ophold som alle andre voksne, blandt andet 3,5 års fuldtidsjob, og her tæller uddannelse ikke længere – så man må vælge at arbejde i stedet for at studere, hvis man ikke vil udskyde statsborgerskabet i mange år.

Hvis det ikke lykkes at få permanent ophold efter de mere lempelige regler for unge, kan man tidligst få sit danske pas som 26-årig. Og det er kun, hvis man har bestået 9. klasse, indfødsretsprøven, ikke har opholdt sig for længe udenfor Danmark, ikke har gæld til det offentlige osv. En hvilken som helst fængselsdom, betinget eller ubetinget, udelukker én for evigt fra statsborgerskab, og en bøde på mere end 3.000 kr. udløser en karantæne på seks år.

Vi er nødt til at starte helt forfra på dette område. Vejen mod at blive dansk statsborger er i dag blevet et forhindringsløb og et middel til ekskludering, fremfor det vigtige værktøj til integration og inklusion, som det burde være.

Mine forslag til et mere rimeligt niveau for kravene kunne være: At man har haft syv års lovligt ophold, tilegnet sig dansk på det niveau, som man med rimelighed kan forventes ud fra sin baggrund, kan svare på relevante spørgsmål om det danske samfund og udvist vilje efter bedste evne til at blive selvforsørgende.