Statsløshed i Danmark: 10 fakta med anbefalinger fra UNHCR

Statsløse flygtninge og deres børn skal have lettere adgang til dansk statsborgerskab ifølge FN's Flygtningeorganisations repræsentation i Norden og De Baltiske Lande

Refugees Welcome har vedholdende og i mange sammenhænge kritiseret, at de stramme og direkte diskriminerende krav til dansk statsborgerskab udgør et særligt problem for flygtninge – både statsløse og ikke-statsløse, da ingen af de to grupper reelt har et hjemland. Vi er glade for UNHCRs nedenstående anbefalinger, som vi bakker op om (vores oversættelse, se den orignale tekst her). Links til flere artikler om emnet nederst.

FAKTA OG ANBEFALINGER TIL HANDLING

1. Statsløshed i Danmark opstår hovedsageligt i migrationssammenhæng. Ved udgangen af ​​2022 havde Danmark en statsløs befolkning på 8.587 personer (hvoraf 564 var født i Danmark). Mange af dem var født i Syrien, Libanon og Bhutan.
 
2. Dansk lovgivning indeholder i dag ikke en definition af statsløs. UNHCR anbefaler, at Danmark i sin nationale lovgivning inkorporerer den bindende definition af en statsløs person som fastsat i artikel 1 i Konventionen af ​​1954 om Statsløse Personers Status for at styrke fortolkningen og anvendelsen af ​​definitionen i lov og i praksis.
 
3. Statsløshed kan konstateres gennem forskellige administrative procedurer i Danmark. Der er imidlertid ingen centraliseret procedure, som udelukkende er dedikeret til at påtage sig en vurdering af statsløshed. UNHCR anbefaler, at Danmark udvikler den eksisterende registreringsprocedure vedrørende statsløse til en dedikeret fastsættelsesprocedure, som identificerer statsløse personer på dansk territorium og beskytter ansøgere mod udvisning indtil udfaldet af proceduren.
 
4. Udlændingeloven indeholder ingen bestemmelser om de grundlæggende rettigheder, som er nedfældet i 1954-konventionen og andre internationale menneskerettighedsinstrumenter, som statsløse personer med lovligt ophold har ret til. UNHCR anbefaler, at Danmark indfører disse grundlæggende rettigheder i lovgivningen, både for ansøgere og for personer, der anerkendes som statsløse.
 
5. Statsløse i Danmark kan ikke legalisere deres immigrationsstatus alene baseret på at være statsløse. UNHCR anbefaler, at Danmark tildeler personer, der er anerkendt som statsløse, en specifik opholdstilladelse med tilhørende grundlæggende rettigheder. Som et minimum bør hovedreglen om, at en udlænding skal vente 18 måneder, hvorefter der tages stilling til, om han eller hun skønnes ude af stand til at vende tilbage til et andet land, før han eller hun er kvalificeret til opholdstilladelse af særlige grunde, ikke gælde for statsløse personer, da de på grund af deres statsløshed ikke har noget land at vende tilbage til på en holdbar måde.
 
6. Danmark har siden 2014 givet dansk statsborgerskab til 1.831 statsløse med bopæl i landet. I lyset af de strenge generelle kriterier for at opnå dansk statsborgerskab anbefaler UNHCR, at Danmark sørger for en væsentlig lettelse af naturalisation for statsløse født uden for Danmark. En dispensation fra sprog- og vidensprøverne, især for ældre statsløse, vil være særlig vigtig.
 
7. Ved udgangen af ​​2022 var der 2.138 børn og unge voksne (0-19 år) uden statsborgerskab i Danmark (heraf 502 født i Danmark). UNHCR anbefaler, at Danmark som den bedste og sikreste måde at undgå statsløshed blandt børn på tildeler automatisk statsborgerskab til alle børn født statsløse i Danmark. Dette ville være i overensstemmelse med de to statsløsekonventioner og Konventionen om Barnets Rettigheder. UNHCR anbefaler også at der foretages en analyse af omstændighederne bag det høje antal børn uden statsborgerskab i Danmark, og at kravet om "lovligt ophold" ændres til "fast bopæl" for børn, der søger om statsborgerskab.
 
8. Børn født i Danmark af mødre, der er statsborgere i et af de 25 lande, der i øjeblikket ikke tillader kvinder at videregive deres statsborgerskab til deres børn, og hvis fædre er ukendte, bliver i nogle tilfælde registreret som havende samme nationalitet som deres mødre. Da de ikke nødvendigvis er i stand til at erhverve deres mors nationalitet, anbefaler UNHCR, at sådanne børn gennemgår procedurer for identifikation af statsløshed, og at embedsmænd i den centrale registrering opkvalificeres.
 
9. I 2019 afgav Danmark to løfter til High-Level Segment on Statelessness, der viser landets vilje til at fortsætte indsatsen for at undgå statsløshed. UNHCR anbefaler og opfordrer Danmark til at opfylde sine løfter inden 2024, som i øjeblikket er på forskellige stadier af implementering.
 
10. Danmark tiltrådte 1954-konventionen i 1956 med forbehold til artikel 24: stk. 1, artikel 24: stk. 3 og artikel 31. UNHCR anbefaler, at Danmark trækker disse forbehold tilbage for at sikre fuld overholdelse af 1954-konventionen.

Læs mere:

Statsløse flygtninge fra Bhutan kan ikke få statsborgerskab

Kravene til at opnå statsborgerskab undergraver demokratiet

Ambitiøse flygtninge kæmper for at opnå permanent ophold

FAKTA: Dansk statsborgerskab

Som medlem støtter du vores
kamp for flygtninges rettigheder

Støt / bliv medlem