Flygtninge vælger ikke Danmark pga. ydelser
Danmarks ry for menneskerettigheder er det hyppigste svar, når syriske flygtninge bliver spurgt om, hvorfor de endte her.
TV 2 har gennemført en rundspørge blandt syriske asylansøgere, som viser, at månedlige velfærdsydelser kun i 13 ud af 200 tilfælde har været afgørende for deres valg af Danmark. I stedet er det faktorer som menneskerettigheder, uddannelse og netværk, der har trukket dem til Danmark.
Ifølge asylforsker Martin Lemberg-Pedersen fra Københavns Universitet viser det, at asyldebatten herhjemme er afsporet.
- Det er et godt wake up call til politikere om, at vi skal prøve at føre en ordentlig debat, så vi ikke spinner ud i en retning, som der faktisk ikke er empirisk grundlag for, mener forskeren.