Afghansk tolk: ”Det er ikke i orden, at I bare har efterladt mig”

"Siden ISAF forlod Afghanistan har mit liv været et helvede, og jeg kan ikke forlade mit hjem," skriver afghansk tolk i et brev til den danske regering.

                                                                  Afghanistan, juni 2015

Til Danmarks regering.

Jeg skriver til jer, fordi jeg i fem år har arbejdet som tolk for ISAF og NATO i Afghanistan. Først for amerikanerne og de sidste 11 måneder for den danske hær i Helmand.

Siden ISAF forlod Afghanistan har mit liv været et helvede. Taleban er efter mig, og jeg kan ikke forlade mit hjem. Derfor kan jeg heller ikke få et job, og jeg bor i en region, hvor der er konstante og voldelige kampe mellem Taleban og de afghanske styrker – ja, selv IS er aktive her nu! Folk dør hver dag, så tro mig - her er ikke er særlig rart at bo.

Alle i min landsby ved, at jeg arbejdede for ISAF, og jeg har kun overlevet, fordi min familie har fortalt dem, at jeg har forladt Afghanistan for at læse i udlandet.

Jeg har levet i skjul på den her måde i snart to år. Hvis jeg skal forlade mit hjem, skal jeg gøre det i ly af nattens mørke og skjule mit ansigt med et tørklæde – jeg har endda groet mig et skæg, det har jeg aldrig haft før.

Jeg vil gerne spørge jer, medlemmer af den danske regering, hvorfor I har afvist at hjælpe tolkene i Afghanistan? Bare det, at vi er tolke burde være nok til at få en indrejsetilladelse, fordi vi hver dag risikerer vores liv her i Afghanistan, fordi vi betragtes som forrædere af Taleban.

Hvis jeg havde vidst, at jeres militæroperation ville slå fejl, og I ville efterlade mig her, ville jeg ærlig talt ikke have sagt ja til at arbejde for jer – så ville jeg hellere have gjort noget andet for at hjælpe mine landsmænd.

Derfor synes jeg ikke, at det er i orden, at I bare har efterladt mig. For det fortjener jeg ikke. Jeg fortjener at bo i et fredeligt land. Ligesom I gør nu.

DOKUMENTATION: De afghanske tolke og Rajwas sag

For nylig flyttede jeg fire måneder til Kabul, men det var umuligt for mig at få et job uden at fremvise mine anbefalinger fra ISAF, og de få job, som ville være sikre for mig, er umulige at få. Selv i Kabul måtte jeg blive indendørs det meste af tiden, og jeg levede af penge, som min familie og venner i udlandet sendte mig. I sidste måned tog jeg endda til Indien med en plan om at rejse illegalt til Europa. Men turen er farligere end nogensinde, og jeg kunne ikke skaffe pengene til at komme helt til Europas grænse.

Så nu er jeg tilbage i min landsby, hvor jeg lever under selvvalgt husarrest, fordi det er for farligt for mig at vise mig her. Mit eneste håb er at vente på en indrejsetilladelse til Danmark. For Afghanistan er ikke sikkert for mig længere, og hvis jeg skal gøre mig håb om en dag at leve et normalt liv, skal jeg flytte til USA eller EU.

Men de eneste, som kan hjælpe mig med det, er jer. Og til hver af de fire samtaler jeg har været til med Udlændingestyrelsens udsendinge, har jeg fået afslag. Jeg har fået undersøgt min baggrund, som var jeg kriminel - på trods af at de burde vide, at mit liv er i fare.

Udlændingestyrelsens udsendte kender mig. De har spurgt om de danske officerer, jeg tolkede for. Officererne har alle bekræftet, at jeg arbejdede for dem i Helmand-provinsen, hvor væbnede styrker fra Danmark var udstationeret for at hjælpe ’Regional Military Training Center, South West’. Jeg har masser af fotografier, som viser mig i alle disse situationer, jeg her beskriver – også fotos, hvor jeg for eksempel er i selskab med danske og amerikanske generaler. Som tolk stod jeg til rådighed 24 timer i døgnet, og udover officererne tolkede jeg også for samtlige danske generaler og officielle personer, som besøgte styrkerne - og som ledende tolk fik jeg megen ros og mange anbefalinger med på vejen for mit arbejde.

Jeg havde et rigtig godt forhold til de danske officerer, og jeg holdt meget af at arbejde for dem. Jeg brugte så megen tid med dem, at jeg nærmest blev helt dansk i min væremåde. Det kunne jeg faktisk ret godt lide. Dog har jeg indset, at den danske regering ikke er nær så rar som den danske befolkning.

Jeg kan nemlig ikke forstå, at I, den danske regering, ikke vil beskytte os tolke, når I ved, at vi bliver anset som forrædere af Taleban? Man skulle tro, at I leder efter undskyldninger for at give os afslag.

Da jeg arbejdede for jer, var det altid inde i lejren, så der var jeg i sikkerhed. Men da min kontrakt sluttede, og den danske hær forlod Afghanistan, måtte jeg rejse hjem, selv om jeg ville være i fare. For i lejren var jeg blevet set af hundredevis af afghanske rekrutter fra hele landet, og flere gange havde jeg været på både lokalt og nationalt tv under de mange ceremonier for rekrutterne. Og Taleban udlover en stor pengedusør for at angive eller fange en tolk.

Jeg vil ikke sige, at jeg som sådan fortryder, at jeg arbejdede for jer. Jeg gjorde det for at hjælpe mit land og mit folk. Og så elskede jeg mit job og lønnen var oven i købet god. Jeg vidste selvfølgelig, at der var en stor risiko i at arbejde for ISAF, men nogle danske soldater fortalte mig, at når jeg var færdig med at arbejde for dem, ville jeg få en indrejsetilladelse, så jeg kunne søge asyl og leve frit i deres land. Så jeg stolede på, at jeg var i sikkerhed – også selv om I mod forventning ikke ville vinde over Taleban. Tolkene fra Irak fik jo indrejsetilladelse.

Da jeg fik mit første afslag fra jer, søgte jeg med det samme et ’American Special Immigrant Visa’ (SIV) – en speciel opholdstilladelse for tolke, som har arbejdet for de amerikanske styrker. Da jeg var til samtale på den amerikanske ambassade i Kabul, spurgte de mig ikke om andet end nogle basale oplysninger. Og så takkede de mig for det arbejde, jeg havde udført for den amerikanske stat. Det var ikke en afhøring som hos danskerne. Der er allerede gået et år siden, at jeg søgte, men det er en meget lang proces, som kan tage flere år – jeg kender folk, som har ventet i tre år og stadig venter, ligesom nogle ender med alligevel at blive afvist, og det bekymrer mig.

En af mine venner og kolleger fra Helmand blev for et par måneder siden dræbt af Taleban. Han ventede også på sin amerikanske opholdstilladelse. Så hvis Taleban vinder kampene i det område, hvor jeg bor, vil de finde mig og slå mig ihjel – det er helt sikkert.

Derfor kan jeg ikke engang bruge mit rigtige navn i dette brev, og billederne af mig er anonymiseret. Men Udlændingeservice i Danmark og de danske officerer ved, hvem jeg er.

Jeg søgte visum til både Danmark og USA, for når man bliver forfulgt af Taleban, har man jo brug for at komme ud af landet i en hulens fart. Men mens det i USA tager årevis, svarer de danske myndigheder bare: ”Desværre, vi kan ikke hjælpe dig.”

Er det fair? Det synes jeg ikke.

Tænker I slet ikke over, at I kunne få brug for os igen en dag?

Med venlig hilsen, 

Rajwa

Rajwas rigtige navn og identitet er kendt af redaktionen. Brevet af oversat og redigeret af Elisabeth Hamerik Schwarz.