Kendt tolk for de danske styrker i Afghanistan strandet på vej til Danmark
Aman har været på flugt fra Taliban siden danskerne lod ham i stikken for syv år siden, nu er han fanget på grænsen til EU
Klik for at hente tidslinjer i PDF-format:
Tolkesagerne
Amans sag
* UPDATE 26. august 2021: Aman er ankommet til England og har søgt asyl der. Det lykkedes ham efter utallige forsøg at komme til Kroatien, derefter Italien, Frankrig og Belgien. Men han besluttede at rejse videre til UK, hvor han havde fordel af at kunne sproget, og vidste at de britiske styrker ikke havde nogen problemer med at sikkerhedsgodkende ham. Han betalte smuglere og overlevede sejlturen, hvor båden løb tør for benzin efter 3 timer, og en kystvagt reddede dem. *
Fra januar 2010 og to et halvt år frem arbejdede Aman som tolk for de danske styrker i Helmand. I 2015 kom hans billede og historie på Politikens forside og i TV, fordi han på grund af sit arbejde som tolk have modtaget trusler fra Taliban. Flere af hans danske officerer gik offentligt i brechen for ham, men han endte alligevel med at blive efterladt til et liv under jorden, og måtte til sidst flygte fra sit hjemland. En tur, der har ledt ham over Irans bjerge, gennem Tyrkiet og over havet til Grækenland.
Desværre betød ankomsten til Europa blot, at han endte i det rene asylhelvede, som så mange andre. Han befinder sig derfor nu i Bosnien, hvor han har forsøgt at komme til Kroatien og Italien mange gange, men han er igen og igen blevet mødt af et voldeligt grænsepoliti, der blandt andet har taget hans telefon og tøj og sendt ham tilbage til Bosnien. Oven i det efterlod Aman sin unge kone og sin lille datter i Afghanistan. Det er i dag tre år siden, han har set dem: “Min situation er utroligt svær. Da jeg forlod mit hjemland, var min datter kun halvandet år. I dag er hun fire et halvt år og kan ikke længere huske mig. Og jeg savner min kone.”
Aman bor i dette telt i frostvejr i Bosnien sammen med mange andre flygtninge.
Tolkeaftalen var utilstrækkelig
»Ingen tolke og andre lokalt ansatte, som har bistået den danske indsats i Afghanistan, bliver ladt i stikken i forbindelse med reduktionen af det internationale engagement i Afghanistan«.
- Sådan lød det i den såkaldte tolkepakke vedtaget af S, SF, R, LA, V og K i 2013.
I 2015 stod det dog klart, at aftalen var utilstrækkelig og ikke levede op til sit løfte i praksis. Amans sag var medvirkende til, at de afghanske tolke blev et varmt emne i valgkampen i 2015 – Jakob Ellemann-Jensen (V) forsvarede tolkene, og Søren Pape (K) lovede ligesom partierne S og SF at genforhandle den tolkeaftale, som havde vist sig utilstrækkelig. Men alle løb fra deres løfter og stemte for at fortsætte aftalen uændret.
Aman modtog gennem flere år adskillige trusler fra Taliban pga. sit arbejde. Det resulterede i, at han (dog først i anden omgang) fik medhold fra den såkaldte Task Force fra Danmark i, at hans liv var i fare. Alligevel blev hans anmodning om visum til Danmark for at søge asyl afvist, fordi efterretningstjenesten mente, at "det ikke kan udelukkes, at han vil udgøre en fare for statens sikkerhed". En mærkelig vurdering, da Aman faktisk var sikkerhedsgodkendt i den danske militærlejr, hvor han måtte bære våben, og at truslerne imod ham netop handler om hans arbejde for de danske styrker. Alle tolke, som det danske forsvar havde ansat i Afghanistan, gik igennem en procedure, hvor deres baggrund blev tjekket af sikkerhedshensyn. Men da Aman bla. tolkede for de danske styrkers kompagni for elektronisk krigsførelse, et kompagni der arbejder med særligt følsomme oplysninger, havde han gennemgået to yderligere og mere avancerede sikkerhedsgodkendelser.
Aman aner ikke selv, hvad der kan ligge til grund for at den danske efterretningstjeneste ikke ville cleare ham i 2015. De danske officerer stolede fuldt ud på ham, lod ham bære våben og arbejde med fortrolige oplysninger. Før jobbet i den danske lejr var han en kort periode hos de amerikanske marinetropper i 2009, og efterfølgende var han hos de britiske special forces i 2013. Briterne lod ham endda tage sin pistol med hjem på weekend. Som Aman selv forklarer: “Tror du, at de ville give mig lov til at bære våben under militære operationer eller inde i lejren, hvis ikke de stolede på mig? Den vurdering er dybt uretfærdig, og den knækkede mig fuldstændig. Dem som kendte mig, stolede på mig, men dem som ikke kendte mig, sidder bag et skrivebord og er ligeglade.”
Refugees Welcome har ansøgt Udlændingestyrelsen om at udstede et indrejsevisum til Aman, og håber, at den danske efterretningstjeneste vil nå frem til en anden vurdering i dag.
Aman har fire forskellige anbefalingsbreve som dette fra de danske hold. I dem alle fremhæves han som en usædvanligt dygtig og pålidelig tolk.
Truslerne bliver ved
Taliban anser tolke som Aman for landsforrædere, og de bliver truet eller dræbt selv mange år efter, at de har stoppet deres arbejde. Det har fået lande som USA, Australien, Norge og New Zealand til at droppe den individuelle sagsbehandling og give alle eller store dele af deres afghanske tolke asyl. Det samme gjorde Danmark med sine tolke i Irak i 2007. Men uanset, hvor meget medierne har dokumenteret, at de afghanske tolke ikke har fået tilstrækkelig beskyttelse gennem den politiske aftale fra 2013, er der intet blevet gjort. Status er stadig, at langt de fleste er blevet afvist, og kun en lille håndfuld er endt med at få asyl i Danmark.
I sommeren 2013 blev Amans fætter myrdet af Taleban. Hans bror er blevet beskudt. Hans families hus har været udsat for hærværk og tyveri. Hans far er blevet chikaneret og truet på grund af sønnens arbejde. Alligevel valgte den danske stat blot at udbetale et økonomisk støttebeløb til Aman og ellers vende ham ryggen. Aman måtte leve i skjul i Afghanistan i lang tid, men i slutningen af 2017 blev risikoen så overhængende, at han måtte flygte via Iran og Tyrkiet sammen med de andre asylansøgere. Efter 8-10 forsøg lykkedes det ham at komme til Grækenland, men det er endnu ikke lykkedes ham at komme til sit mål i Danmark. Han sidder fast i en ussel lejr i Bosnien efter tre år på flugt.
Aman er altså en af dem, som stod for skud, da minister Mattias Tesfaye for nylig udtalte: "Vi skal i stedet erstatte den ukontrollerede migration med ordnede forhold. Derfor er jeg glad for, at vi nu med en stor pose penge kan hjælpe regeringer på Balkan ruten med at håndtere situationen på grænserne og få sendt folk på flyet hjem.” Aman er dog hverken afvist asylansøger eller migrant. Han har krav på beskyttelse i Danmark, men kan ikke få lov at indrejse for at få sin sag prøvet, og at blive sendt på flyet hjem er simpelthen ikke en mulighed for Aman.
Danske soldater magtesløse
At de afghanske tolke ikke har fået den hjælp og sikkerhed, de blev lovet af den danske regering er ikke forbigået de danske veteraner. Mange har gennem årene kæmpet for at få deres kolleger fra Afghanistan til Danmark, men har gang på gang løbet hovedet mod en mur. Kaptajn Mads Silberg arbejdede hårdt for at bringe Aman og de andre tolke i sikkerhed tilbage i 2015. »Jeg tog til Afghanistan som idealist og troede, vi skulle ned og skabe et bedre samfund, og det troede Aman da også på. Så hvis der er nogen, der har fortjent at få hjælp, er det sådan en som ham«.
»Aman har gået med Dannebrog på skulderen, sat sit liv på spil og reddet danske soldaters liv. Derfor tror jeg på, at han er blevet truet af Taliban, og derfor fortjener han respekt og tillid, og det viser vi ikke tolke som ham i dag.«
- Mads Silberg, tidl. kaptajn
Amans bror er for nylig forsøgt kidnappet af fire mænd i en bil, som råbte at han ville komme til at betale for, hvad han har gjort. I sidste uge blev en tolk, som havde arbejdet for de britiske styrker, dræbt af Taliban i den provins, som Aman kommer fra. Et afghansk ordsprog siger, at du skal vente tålmodigt i 100 år på din hævn, spørgsmålet er om Aman skal vente lige så længe på at få den beskyttelse i Danmark, som tolkeaftalen lover: »Ingen tolke og andre lokalt ansatte, som har bistået den danske indsats i Afghanistan, bliver ladt i stikken i forbindelse med reduktionen af det internationale engagement i Afghanistan«. Foreløbig er der gået mere end syv år, og Amans liv er blevet værre og værre.
Udvalgte artikler om Aman og de andre tolke:
Politiken 11.01.2015: Danske tolke kan ikke klage
Politiken 05.02.2015: Dansk tolk på ny truet af Taliban
Politiken 11.05.2015: Tolk frygtes at være til fare for Danmarks sikkerhed
Politiken 12.05.2015: Tolk kendte til forsvarets hemmeligheder
REFUGEES.dk 09.06.2015: Dokumentation: De afghanske tolke
REFUGEES.dk 09.06.2015: Det er ikke i orden at I bare har efterladt mig
Information 09.12.2015: Venstre forlænger tolkeaftale trods kritik
DR 22.07.2017: Partier kritiseres for at lade tolke i stikken
Vi har kæmpet tolkenes sag siden 2015,
men vi har brug for din hjælp!