Sværere at blive dansk statsborger
Et nyt cirkulære er trådt i kraft – den førende ekspert forklarer de nye kriterier på REFUGEES.DK
Eva Ersbøl er den ledende ekspert i statsborgerskab i Danmark, og hun har arbejdet i mange år på Dansk Institut for Menneskerettigheder. Vi er glade for at hun har sagt ja til at skrive en detaljeret faktaside til os om de gældende regler såvel som proceduren – læs hele teksten her, på dansk eller engelsk:
FAKTA: Dansk statsborgerskab
FACTS: Citizenship in Denmark
Et barn får automatisk dansk statsborgerskab ved fødslen, hvis en af forældrene er dansk. For indvandrere og efterkommere err det gennem de seneste 20 år blevet sværere og sværere at opnå dansk statsborgerskab. Kun hver fjerde indvandrer, som bor fast i Danmark, har dansk statsborgerskab, og opholdstiden inden man får det er stigende.
Nogle af kravene er blevet strammet i en ny aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. De nye krav gælder for ansøgninger, som sendes ind fra 5. juli 2018. Men de omfatter også verserende ansøgninger modtaget i ministeriet efter 5. februar 2017.
Stramningerne gælder sprogkrav, selvforsørgelse og domme for kriminalitet. Adgangen til dispensation af helbredsgrunde vil også blive mere restriktiv. Flere vil fremover blive permanent udelukket fra at få statsborgerskab, og flere vil risikere at miste det igen en dag. En ny ceremoni er blevet indført, som er obligatorisk at deltage i – inklusive et meget omdiskuteret håndtryk.