Humanitær opholdstilladelse

Hvis en asylansøger ikke vurderes at have ret til beskyttelse, kan der tildeles opholdstilladelse af humanitære hensyn efter Udlændingelovens § 9 b. Den blev vedtaget i 1985 og indeholdt en række ganske brede kriterier, bla. familier med mindre børn fra lande i krig, torturfølger, selvmordsrisiko, forværring af handicap og meget lange opholdstider.

Siden er den dog blevet indskrænket, mest i form af praksisnotater, og forvaltes ekstremt restriktivt. Det er nu kun ganske få personer, der får denne opholdstilladelse hvert år, og den gives kun til personer med livstruende sygdomme, som ikke kan få behandling i hjemlandet. I hele 2016, hvor der var mere end 20.000 asylansøgere i landet, var det kun 5 personer, der fik humanitært ophold. Kun 3 personer fik det i 2017, og i 2018 sneg tallet sig op på 8 (inklusive familiemedlemmer).

Der er et særligt afsnit under denne paragraf for enlige kvinder fra Afghanistan uden mandlige familiemedlemmer. Den anvendes dog i praksis ikke længere, og situation hører egentlig også hjemme under asyl, §7,2 om beskyttelsesbehov.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriet, der behandler ansøgningerne, og der gives typisk kun ophold i 1 eller 2 år ad gangen. Ansøger skal selv fremlægge dokumentation for diagnose og nødvendig behandling. Sagsbehandlingstiden er meget lang, typisk 1-2 år, også for forlængelser.

I 2014 blev der indført en ny praksis for familier med børn, som har haft humanitært ophold i en periode, men får afslag på forlængelse. Disse sager videregives til Udlændingestyrelsen med henblik på en vurdering efter barnets tarv (Børnekonventionen), hvor man ser på, om barnets tilknytning til Danmark kan være tilstrækkelig stærk til at give opholdstilladelse. Det er dog foreløbig kun få sager, hvor dette har været tilfældet.

Læs mere om humanitært ophold i rapporten Undtagelsens karakter fra 2013.

En dom ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i december 2016 (Paposhvili vs Begien) gik i en helt anden og mere forsigtig retning end domstolens tidligere praksis, men Støjbergs ministerium tolkede desværre dommen som om der ikke var grund til ændre på noget i Danmark. Mange jurister havde dog en anden holdning – læs mere om sagen her.