Historien om de første danske sindelagssamtaler

Juman er frivillig jurist hos Refugees Welcome og var som den eneste bisidder med til en af de 3 meget omtalte samtaler med indfødsretsudvalget. Her beskriver hun forløbet, og lidt til…

"Ville du forbyde Muhammedtegningerne,
hvis du selv kunne indrette lovgivningen?"

Sådan lød et spørgsmål fra et af regeringens medlemmer af indfødsretsudvalget til en ansøger om dansk statsborgerskab under den famøse ’frivillige’ samtale med udvalget d. 4. december. Ansøgeren opfyldte alle de objektive kriterier for at få dansk statsborgerskab – herunder fast ophold i Danmark i over 8 år, 3 1/2 års fuldtidsarbejde og beståede prøver i dansk og indfødsretstest. Alligevel blev han, med kun en uges varsel, indkaldt til en samtale med udvalget for at blive vurderet på sit "danske sindelag".

Samtalerne

Som bisidder til samtalen blev jeg rystet over de spørgsmål, der blev stillet. Særligt ovenstående spørgsmål stod frem. Ikke blot fordi det var irrelevant – i Danmark er det jo ikke op til én enkelt person at forbyde noget, men et demokratisk flertal – men også på grund af dets ironiske undertone. Hvordan kan en regering, der for nyligt har begrænset ytringsfriheden ved at forbyde koranafbrændinger, mene, at netop retten til Muhammedtegninger er en prøvesten for "dansk sindelag"?
 
Det hele virkede som et forsøg på at sætte ansøgeren i et dårligt lys. Men det rejser også et større spørgsmål: Hvad er egentlig "dansk sindelag"? Hvis man spørger det pågældende medlem af udvalget, betyder det at acceptere Muhammedtegninger – men ikke koranafbrændinger. Betyder det så, at danskere, der mener det modsatte, ikke har det rette sindelag?

"Du siger alle de rigtige ting,
men jeg er i tvivl om, du mener det."

Dette var et afsluttende spørgsmål fra et andet udvalgsmedlem, Thomas Skriver Jensen (S). Ansøgeren havde nervøst og stammende svaret på alle spørgsmål, men blev her stillet over for en form for mistillid, som ikke kan modsiges. Hvordan kan nogen forsvare sig mod en sådan påstand?

For mig opsummerer dette spørgsmål alt, hvad der er galt med processen. Hvordan skal en ansøger bevise sin vilje til at være dansker? Når alle kravene er opfyldt og dette stadig ikke er nok, hvad er det så, der kræves? I stedet for at vurdere ansøgere på klare, objektive kriterier, bliver dansk statsborgerskab reduceret til en test ud fra udvalgsmedlemmernes personlige holdninger. Det er et demokratisk og retssikkerhedsmæssigt problem.

Stor ståhej for ingenting?

Det ender med, at alle tre ansøgere får deres statsborgerskab efter et par nervepirrende og yderst forvirrende uger, hvor de blev udsat for en uforudsigelig og kaotisk behandling, og politiske forslag fløj gennem luften. Liberal Alliance fremsatte et par rabiate forslag til stramninger af kravene, mens Dansk Folkeparti og Konservative forsøgte at få fjernet 2 af ansøgerne fra listen ved hjælp af et ændringsforslag til det oprindelige lovforslag om statsborgerskab. Regeringen afviste det ganske vist under 2. behandlingen, men introducerede samtidig et nyt og potentielt endnu mere problematisk initiativ: et ekspertpanel skal undersøge mulighederne for en permanent screeningsordning.

Idéen om en screeningsordning lyder måske tillokkende for nogle, men det vil næppe gøre processen mere retfærdig eller gennemsigtig. Tværtimod risikerer vi at indføre endnu et lag af subjektive vurderinger, hvor udvalget kan udvælge de holdninger, de finder acceptable, og afvise dem, de ikke bryder sig om, selvom de ligger inden for lovens rammer.
 
Det er dog ikke en ny tanke, men noget, som allerede blev fremsat som ønske under Inger Støjberg (V) i 2018, og som indgår i det gældende cirkulære fra 2021 under Mattias Tesfaye (S), men som aldrig er blevet undersøgt eller sat i værk. Kaare Dybvad Bek (S), som vil nedsætte det nye udvalg, peger dog selv på en lang række praktiske, etiske, økonomiske og juridiske spørgsmål: "Hvor langt tilbage i tid? Hvilke medier? Er det kun, mens folk har været i Danmark? Hvad hvis der er andre personer, som har samme navn, eller folk har oprettet en falsk profil på sociale medier? Hvordan undersøger man, at man ikke roder flere forskellige personer sammen? Hvad er det for nogle ord, man skal screene for? Hvordan sørger man for, at de ord er juridisk holdbare på den måde, at det ikke kun er ting, der eksempelvis er relateret til muslimer. Det vil jo skulle være en screening, som har et sagligt udgangspunkt".

Henvendelse fra en borger

Hvordan startede hele sagen? Det begyndte med, at en privat borger havde set listen med personer, som opfyldte alle kriterier og dermed var klar til at få dansk indfødsret ved lov. Denne borger valgte tilsyneladende at bruge en betydelig mængde tid på at gennemgå Facebookprofiler og fandt herefter 3 personer, der havde skrevet noget, som provokerede ham – selvom deres udtalelser lå inden for lovens rammer. Og det sendte han ind til udvalget, hvor Anders Kronborg (S) så foreslog at afholde samtaler med de 3.
 
Zenia Stampe (R) har fundet frem til denne borger. Han har på sin egen facebookprofil skrevet, at ’muslimer har en underudviklet og indavlet lavkultur og ikke skal have lov til at bo i Danmark’. I øvrigt mener han, at det skal være lovligt at slå sine børn, og at ’ungearbejdere skal kunne tåle et klap i måsen’. På den baggrund virker det sandsynligt, at han udelukkende har undersøgt Facebookprofiler for ansøgere med navne, der antyder en muslimsk baggrund. Noget lignende kan siges om formanden for Indfødsretsudvalget, Mikkel Bjørn (DF), der gentagne gange har stillet spørgsmål til ministeren om ansøgeres aktiviteter på sociale medier og bl.a. har problematiseret opslag skrevet på arabisk eller brugen af et Palæstina-flag som profilbillede.
 
Denne tilsyneladende selektive tilgang rejser alvorlige spørgsmål om retssikkerheden i processen. Når enkelte ansøgere udvælges på baggrund af deres navne eller formodede baggrund, skabes en skævvridning, der strider imod princippet om ligebehandling. Det burde være uden betydning, hvilken etnicitet, religion eller baggrund en ansøger har, så længe de opfylder de objektive krav i lovgivningen.
 
På baggrund af borgerens henvendelse foreslog Socialdemokratiets medlemmer af Indfødsretsudvalget at man skulle afholde samtaler med de pågældende om de holdninger, de havde givet udtryk for, og teste deres ”danske sindelag”. Der var således ikke vedtaget noget lovgrundlag for den nye procedure, som i øvrigt blev omtalt af formanden som ”et pilotprojekt”.

Flygtninge har en særlig ret

Statsborgerskab har altid været et vigtigt emne for os i Refugees Welcome, da Flygtningekonventionen pålægger staterne at lette flygtninges adgang til nyt statsborgerskab. Noget, som Danmark ikke lever op til. Vi blev involveret i denne sag fra starten, da en af ansøgerne kontaktede os og bad om at få en jurist med som bisidder. Der herskede imidlertid tvivl om hvorvidt det ville være tilladt, da der stod i brevene, at ansøger skulle møde op alene. Jeg fik dog tilladelse, da vi ansøgte på forhånd. En kendt advokat blev nægtet at være bisidder for en anden ansøger, sandsynligvis fordi det var uanmeldt. Lydoptagelse var et andet spørgsmål. Jeg valgte at spørge udvalgets medlemmer, om nogen havde noget imod at jeg optog samtalen – og da Hans Andersen (V), som den eneste udtrykte, at han var imod, besluttede jeg at lade være, for ikke at skade ansøger.
 
Vores forkvinde deltog i debatten på radio og TV, og Politiken bragte hendes debatindlæg om emnet 2. december.

Vores forkvinde Michala Clante Bendixen (i midten) protesterede sammen med foreningen Fair Statsborgerskab foran Folketinget, mens den første samtale blve afholdt.

Ytringsfrihed eller sindelagskontrol

De ytringer på Facebook, som førte til sindelagssamtalerne, handlede om homoseksuelle, politiet, Mohammed-tegneren Lars Vilks og Saddam Husseins død – men lå alle indenfor lovens rammer. En af dem lå 10 år tilbage, mens ansøger stadig var i asylcenter.
 
Spørgsmålene, som udvalget stillede, handlede bl.a. om hvad ansøger ville gøre, hvis hans datter blev kæreste med en ikke-muslim, eller hvis han så to mænd kysse hinanden offentligt. Udvalget havde også fundet citater frem, som ansøger ikke var forberedt på at skulle forklare. Der blev desuden spurgt til deres holdning til sharialov i forhold til dansk lov, selvom citaterne fra Facebook ikke havde noget med det at gøre.
 
Denne nyopfundne praksis rejser flere alvorlige ytringsmæssige problematikker. For det første sætter det spørgsmålstegn ved, om ansøgernes ytringsfrihed reelt respekteres, når lovlige udtalelser, som endda kan ligge år tilbage, bliver brugt til at mistænkeliggøre deres danske sindelag. Det risikerer at skabe en kultur, hvor nogle mennesker ender med at blive begrænset i deres ret til at udtrykke sig frit af frygt for, at deres holdninger senere kan bruges imod dem, selvom disse holdninger er inden for lovens rammer.
 
Spørgsmål om døtres potentielle kærester eller synet på to mænd, der kysser, er både grænseoverskridende og irrelevant i forhold til ansøgerens kvalifikationer som borger. Det udvider statens rolle til at overvåge og vurdere individers personlige holdninger.
 
Endelig er der et problem med sammenhængen i udvalgets spørgsmål. Når ansøgere bliver bedt om at forklare holdninger til sharialov, selvom deres tidligere ytringer ikke berører emnet, signalerer det en forudindtagethed, der underminerer troværdigheden af hele processen. Det skaber en glidebane, hvor specifikke grupper risikerer at blive stillet til ansvar for stereotyper og generaliseringer.
 
Personligt deler jeg ikke ansøgernes holdninger og finder dem både usmagelige og anstødelige. Men selvom jeg ikke deler deres synspunkter, kæmper jeg for deres ret til at udtrykke dem. En retsstat viser sit værd i, hvordan den behandler dem, den ikke bryder sig om – og det gør man ikke ved at lade subjektive og usaglige vurderinger afgøre deres fremtid. At håndhæve ytringsfrihed og ligebehandling betyder, at man respekterer lovlige ytringer, også selvom de provokerer eller vækker ubehag. Det er en grundlæggende forudsætning for et retssamfund.

Retssikkerhed og demokrati

Hvis vi insisterer på at tale om "dansk sindelag", burde vi måske først afklare, hvad det egentlig betyder – og om det overhovedet kan defineres. Et demokrati bør have plads til et bredt spektrum af holdninger, også til demokratiet som styreform, så længe det ligger inden for lovens rammer om ikke at skade andre.
 
Legitimiteten af da afholdte samtaler kan betvivles, da de ikke er nævnt i lovgivningen og dermed fremstår som en vilkårlig praksis. Udvalget hævder, at samtalerne er frivillige, men hvordan kan de være det, når ansøgerne står over for et udvalg, der har magten til at afvise deres ansøgning uden begrundelse?
 
Processen bør være gennemsigtig og tydelig, så ansøgerne på forhånd ved, at sådanne samtaler kan finde sted. At lige pludselig lancere et pilotprojekt uden klare retningslinjer har en enorm indvirkning på ansøgerne. Vi taler om mennesker og deres fremtid. At blive indkaldt baseret på en enkelt borgers fund på Facebook rejser desuden spørgsmål om selektivitet. Hvis udvælgelsen er vilkårlig eller baseret på egne fordomme, kan det være i strid med menneskerettighederne.
 
For at opretholde retssikkerheden bør processen være klar, forudsigelig og fri for subjektive skøn og uformelle initiativer. Men grundlæggende er det en helt forkert sammenblanding af lovgivende og udøvende magt, når en gruppe folketingspolitikere skal agere sagsbehandlere med deres individuelle, personlige sympatier som eneste rettesnor.

Læs mere om statsborgerskab her:
• Debatindlæg af Michala Clante Bendixen bragt i Politiken 2024
• Fakta-artikel om kravene til statsborgerskab af Eva Ersbøll 2023
• Institut for Menneskerettigheder om statsborgerskab og statsløshed
• Indlæg om forholdet mellem statsborgerskab og demokratiske rettigheder af Michala Clante Bendixen 2022