Hvorfor Europa bør undgå at modellere sin migrationspolitik efter Danmark

"Den danske model" er en tvivlsom succes og udgør et samfundsskadeligt paradoks, som andre lande ikke bør lade sig inspirere af

På trods af at Danmark var et af de første lande til at underskrive FN's Flygtningekonvention, har det lille land senere udviklet sig til en hyppig first-mover på hård immigrationspolitik i Europa. Et stigende antal politiske partier – ikke alle højreorienterede eller nationalistiske – over hele Europa peger på den "danske model" som et eksempel på succesfuld migrations- og asylpolitik. Selv Sverige – engang set som den humanistiske modpart – kopierer nu dansk politik i detaljer. I virkeligheden ville den "danske model" ikke fungere, hvis den blev kopieret af alle andre lande, og i Danmark har den ført til et samfundsskadeligt paradoks, som fortjener at blive bedre kendt.

Fremkomsten af ​​anti-immigrationsdiskursen

For at forstå dette paradoks er det nødvendigt at se på, hvordan Danmarks nuværende asyl- og migrationspolitik har udviklet sig, om den er vellykket, og hvad dens implikationer er. I mere end 20 år har danske medier og politiske partier rettet et stærkt og utrætteligt fokus på flygtninge og immigration, som har været helt ude af proportioner i betragtning af det meget lave antal flygtninge. De første radikale skridt i form af begrænsninger og rettigheder blev taget af en centrum-højre-regering i 2001 og er blevet fulgt op af hundredvis af ændringer af udlændingeloven, de fleste med det udtrykkelige formål at gøre Danmark mindre attraktivt for asylansøgere. I 2017 fik integrationsminister Inger Støjberg (nu leder af et nyt radikalt højrefløjsparti, Danmarksdemokraterne) kritik for et indlæg på de sociale medier, hvor hun optrådte med en kage for at fejre sin 50. stramning på udlændingeområdet.

En central årsag til Danmarks stadig mere fjendtlige tilgang er den indflydelsesrige position, som det højrenationalistiske Dansk Folkeparti (DF) har haft under skiftende regeringer siden det blev dannet i 1995. Selvom det aldrig officielt har været en del af nogen regering, har DF med succes udnyttet sin folkelige støtte (på et tidspunkt nåede partiet op på 25% af stemmerne), forhandlet klogt og fremsat provokerende udtalelser, der har hjulpet med at sprede racistiske fortællinger i de landsdækkende medier. Denne strategi er også blevet hjulpet af, at danske domstole har en tendens til at vægte ytringsfriheden langt højere end beskyttelsen af ​​minoriteter mod hadefulde ytringer.

Socialdemokratiet: Succesfuld anti-flygtningepolitik

Efterhånden som DF voksede, begyndte de danske Socialdemokrater at miste mange vælgere til den populistiske og nationalistiske retorik. I stedet for at argumentere imod de umenneskelige og usolidariske idéer besluttede Socialdemokratiet at kopiere DF-politikken i et forsøg på at reducere deres indflydelse og vinde hvide arbejderklassevælgere tilbage. Det begyndte som en taktik – og en, der var genstand for mange heftige interne diskussioner i et parti, der er stolt af at have bygget det moderne Danmark på principper om solidaritet og menneskerettigheder. Men efterhånden som hardlinerne vandt disse kampe, blev den ekstreme højrefløj og de chauvinistiske synspunkter bag disse politikker gradvist mainstream på tværs af det politiske spektrum.

Mens venstrefløjspartierne har kæmpet en lidt halvhjertet kamp mod denne udvikling, er deres opbakning langt fra nok til at true den politiske balance, og spørgsmålet er ikke afgørende for deres politiske strategi. I dag giver det i Danmark ikke meget mening at tale om højre og venstre, når det kommer til immigration – skillelinjen går nu mellem nationalistiske partier (hvor man også finder Socialdemokraterne), og mere globalt orienterede partier, som f.eks. det socialliberale parti Radikale Venstre.

Det erklærede mål: Nul asylansøgere i Danmark

Allerede tilbage i 2019 fremlagde Socialdemokratiet deres forslag til en  asylbehandlingsordning i et tredjeland, som stadig får stor opmærksomhed i disse dage. De solgte det som et "humant alternativ" til den situation, som tusindvis af flygtninge befinder sig i, nemlig at blive tvunget til at begive sig ud på meget farlige og traumatiserende rejser og overgive sig selv til menneskesmuglernes nåde. Planen foreslog at sende alle asylansøgere, der ankom til Danmark, til Rwanda, hvor deres asylsager ville blive behandlet, og hvor de, hvis de fik asyl, så ville blive. Selvom denne plan er blevet sat i bero indtil videre, er filosofien bag den stadig gældende, hvor Danmarks socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen for nogle år siden åbent udtalte, at hendes mål var "nul asylansøgere" til Danmark. Dette skal ses i lyset af et i forvejen meget lavt antal asylansøgere, der kommer til Danmark, bl.a. i kraft af landets opt-out fra EU’s fælles asylsystem og suspendering af aftalen med UNHCRs genbosættelsesprogram i 2016-2019. For flygtninge fra Ukraine gælder en række undtagelser fra de strenge regler, der ellers kendetegner dansk asylpolitik.

Indenlands omtales immigranter (især flygtninge) nu næsten udelukkende som en byrde for samfundet, både fra en økonomisk og en kulturel vinkel, og menneskerettighedskonventioner betragtes som en spændetrøje imod diskriminerende lovgivning. Et par eksempler: En førende socialdemokrat argumenterede for nylig for at se bort fra afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sager om udvisning. En anden, Socialdemokratiets immigrationsordfører Frederik Vad, har startet kampagnen "Den tredje erkendelse". Kampagnen bygger på en påstand om, at selv om en person med indvandrerbaggrund ser ud til at være velintegreret i det danske samfund – med flydende dansk, en dansk uddannelse, en pletfri straffeattest og endda et job i den offentlige administration – kan personen stadig aktivt arbejde på at "underminere Danmark indefra". Denne form for mistillid og skabelse af syndebukke er en del af Danmarks migrations- og integrationspolitik, hvor den anden side af afskrækkelsens mønt er total assimilering under påskud af at værne om den sociale sammenhængskraft.

At skabe et fjendtligt miljø 1: "Ghettoplanen"

Folketinget har vedtaget mange initiativer, der gennemtvinger assimilering med magt “for at reducere sociale problemer". Den mest kontroversielle af disse – indført af centrum-højre-regeringen under Lars Løkke Rasmussen og videreført af Frederiksen-regeringen – er den lov, der oprindeligt blev vedtaget som "Ghettoplanen”. Den har angiveligt som formål at mindske segregation og sociale problemer i visse kvarterer‚ noget som beboerne også var enige om var tiltrængt. Planen omfatter dog tvangsforflytning, obligatorisk dagpleje for alle børn fra et år, ikke mulighed for familiesammenføring fra udlandet og fordobling af straffe for forbrydelser begået i udpegede områder. Den er blevet stærkt kritiseret af menneskerettighedsorganer både i og uden for Danmark og er i øjeblikket genstand for en sag ved EU-Domstolen, anlagt af en gruppe berørte beboere med støtte fra Dansk Institut for Menneskerettigheder. Det afgørende punkt i retssagen og den massive kritik fra menneskerettighedsorganer er et af kriterierne for at udpege et område på listen: udover kriminalitet, uddannelse og arbejdsløshed er det en høj procentdel af indbyggere, der kommer fra en "ikke-vestlige” lande, der afgør, om et område skal kategoriseres som en ”ghetto”.

Planen, som stadig er aktiv (på trods af en mindre navneændring), har vakt beundring fra andre sider. Tidligere i år kom Berlin-afdelingen af ​​det tyske højreekstremistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) på besøg for at lære af Danmarks migrationssystem, hvor en talsmand for AfD kommenterede: ”Det danske Socialdemokrati gør ting, som vi i Tyskland ville blive korsfæstet blot for at nævne.”

At skabe et fjendtligt miljø 2: Barrierer for statsborgerskab

Et andet eksempel på, hvordan den danske idé om total assimilation fungerer som en barriere for integration af immigranter og deres børn, er den vanskelige proces med at opnå dansk statsborgerskab. I gennemsnit har de, der lykkes med at erhverve det, været hjemmehørende i 19 år, og selve processen tager mindst 2 år. Mange mennesker, der er født og opvokset i Danmark, får ikke dansk statsborgerskab, før de er i 20'erne eller endda 30'erne – og selv da er barriererne stadig svære at overvinde. Udover høje sprogkrav, ren straffeattest, og kravet om mange års uafbrudt fuldtidsbeskæftigelse (uddannelse, selv videregående, tæller ikke med), skal ansøgere bestå en prøve med 45 spørgsmål om Danmarks historie, kultur og samfund, bl.a. de udefinerede “danske værdier”. Spørgsmålene skifter hver gang, og de fleste af dem er irrelevante og tjener kun som forhindringer.

Det er derfor næppe overraskende, at cirka 10% af Danmarks befolkning (og cirka 20% i hovedstaden København) ikke er danske statsborgere og derfor ikke nyder fulde rettigheder, selv om mange af dem er født i Danmark. Dette udelukker ikke kun mange mennesker med migrantbaggrund fra den demokratiske proces i Danmark, det fører også til at de bliver omtalt som “de andre” af politikere og medier. I 2020 nævnte den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen for eksempel problemet med, at ”indvandrerdrenge” – næsten helt sikkert født i Danmark – opfører sig dårligt i togene. Hun forvandlede dermed noget, som i virkeligheden er et socialt problem, til at handle om race og migration.

At skabe et fjendtligt miljø 3: Et skub ud i usikkerheden

En tredje dimension af Danmarks migrationspolitik er arbejdsmarkedet. Kriterierne for at få permanent opholdstilladelse tvinger folk til at arbejde på fuld tid, selvom de foretrækker deltid, og det tvinger dem til at acceptere dårligere vilkår og betingelser, da enhver arbejdsløshedsperiode vil have alvorlige konsekvenser for deres fremtidige status. Siden Danmark intensiverede indsatsen for at presse flygtninge i arbejde, har vi også set et stigende behov for arbejdskraft. Disse to faktorer har resulteret i den laveste arbejdsløshedsprocent nogensinde, primært drevet af indvandrere og flygtninge.

Men er dette et bevis på, at en stram politik er god og effektiv? Ikke nødvendigvis. Den økonomiske ulighed er steget i samme periode, og flygtninge og migranter har en tendens til at arbejde i lavtlønnede, ufaglærte job – også selvom de har en uddannelse og betydelig erhvervserfaring fra deres hjemland. Mange bliver skubbet ud i ustabile jobs uden kontrakter og sikkerhed. Disse arbejdere er som regel de første, der bliver fyret i dårlige tider – det så vi f.eks. under Covid-19-pandemien. De, der modtager ydelser, skal arbejde fuld tid i aktiveringsprojekter og praktikophold, hvilket ofte i praksis udgør ulønnet tvangsarbejde. Regeringen har netop vedtaget en forpligtelse til at arbejde på fuld tid for sin ydelse, hvilket er specifikt fokuseret på "kvinder med ikke-vestlig baggrund", og de “nyttejobs”, som den angiver, kan f.eks. være at samle cigaretskod eller plastik på stranden.

At skabe et fjendtligt miljø 4: Velfærdsdiskrimination

Arbejdsmarkedspolitikken for personer med indvandrerbaggrund går hånd i hånd med nedskæringer i den økonomiske støtte til nyankomne, ud fra et erklæret mål om at tvinge dem væk fra offentlig forsørgelse ved at acceptere enhver form for jobtilbud. Siden 2010 har ydelser til flygtninge ligget på cirka halvdelen af, hvad en indfødt borger ville få. Børnebidrag og folkepension er også lavere for dem, der ikke altid har boet i landet.

Evalueringer af de lave ydelser viser, at de har en tendens til at skubbe en lille del af den mandlige arbejdsstyrke i arbejde – selv for en meget lav løn, snarere end at modtage ydelser – men at de ikke har nogen effekt på kvinder. Samtidig har de nogle meget alvorlige negative effekter, især for familier og børn, der bliver fanget i en fattigdomsfælde. Børn og pensionerede ældre med flygtninge- eller migrantbaggrund udgør derfor de fattigste grupper i samfundet. Ikke mindre end 56% af børn, der lever i fattigdom, har en ikke-europæisk baggrund. Forskning har vist, at det økonomiske resultat af de reducerede ydelser til flygtninge er negativt for samfundet på lang sigt, da en opvækst i fattigdom gør det mere sandsynligt, at børn ikke tager en uddannelse, er mere modtagelige for at komme ud i kriminalitet, misbrug og psykiske problemer.

Vellykket integration trods alt?

På trods af de strenge og til tider direkte diskriminerende regler, som flygtninge bliver konfronteret med i Danmark, er integrationen faktisk en stigende succes, hvis man ser på de formelle og målbare faktorer såsom at have et arbejde, tale dansk og gennemføre en uddannelse. Siden 1990'erne har det officielle danske integrationsprogram for flygtninge været varetaget af lokale kommuner og (hovedsageligt statsfinansierede) civilsamfundsorganisationer. Beskæftigelsesfrekvensen er steget, og beskæftigelsesgabet mellem indfødte danskere og indvandrere er mindsket. Kriminalitetsraterne er faldet mere for mænd med etnisk minoritetsbaggrund end for majoritetsbefolkningen. Unge kvinder, hvis forældre kom som flygtninge, opnår generelt et højere uddannelsesniveau end deres jævnaldrende med danske forældre. NGO'er har opbygget et effektivt nationalt net, så alle nytilkomne tilbydes en lokal "ven", der melder sig frivilligt til at støtte og hjælpe.

Danmarks stramme immigrationspolitik skal ikke have æren for disse forbedringer i integrationen, faktisk er det modsatte snarere tilfældet. Dansk politik har nemlig aldrig anerkendt, at "integration" er en to-vejsproces, som sker over relativt lang tid: At opbygge et nyt liv og tilpasse sig de lokale skikke i et nyt land tager normalt mange år, ja endda årtier. Danmarks afskrækkelsespolitik tog nogle af sine mest radikale skridt i 2015 og igen i 2019 med det såkaldte "paradigmeskifte", og vi begynder først nu at se, hvordan disse skridt har påvirket integration og social sammenhængskraft. Nyere forskning såvel som mine personlige daglige møder afslører, hvordan flygtninge, herunder børn, nu lever i konstant frygt og bekymring for deres fremtid – med en risiko for at miste deres opholdstilladelse hver dag, selv efter mange års ophold i landet. Dette har en massiv negativ effekt på deres mentale sundhed og evnen til at lære.

Schrödingers udlænding

Måske har du efterhånden bemærket paradokset: På den ene side fokuserer den danske regerings politik på afskrækkelse, midlertidige ophold og tilbagevenden. På den anden side presser man flygtninge og migranter til at blive selvforsørgende, lære sproget og assimilere sig så meget som muligt. I Danmark er Schrödingers udlænding en (ofte uvelkommen) gæst på et kort, midlertidigt besøg, men forventes samtidig at blive fuldstændig som danskerne.

Hvis du opstiller svære kriterier, vil de mest ressourcestærke kæmpe hårdt og lykkes med at opfylde dem – men de mindst ressourcestærke vil give op eller slet ikke prøve. Du vil også skabe en fjendtlighed over for samfundet fra begge grupper: dem, der har lykkedes og gjort alt, hvad der blev forventet af dem, men stadig føler sig som andenrangsborgere; og dem, der ikke opfylder kriterierne, uanset hvor meget de prøver. Mennesker med etnisk minoritetsbaggrund, der bor i Danmark, fortæller, at de føler sig mere og mere frustrerede. De føler sig uønskede og udelukket af flertallet, og de ser tydeligt det særlige regelsæt, der kun gælder for dem. Mennesker reagerer generelt bedre på positive incitamenter end på tvang.

Dansk politik bygger på et afskrækkende budskab – “Kom ikke til Danmark, tag til ethvert andet land, hvor du vil være mere velkommen, og hvor dine chancer vil være bedre” – og set fra det parameter har regeringens politik været en succes. Målt på ankomst af asylansøgere pr. indbygger er Danmark faldet til nr. 24 ud af de 27 EU-lande, og siden 2016 har kun et par tusinde søgt om asyl hvert år, og omkring en tredjedel af dem havde allerede en anden opholdstilladelse. Siden 2020 er der flere flygtninge, der har forladt landet end ankommet, bl.a. pga. et stigende antal personer, der accepterer den danske stats tilbud om en generøs sum penge for at vende tilbage til deres hjemland: 20.700 euro per voksen plus diverse udgifter og nogle gange livslang pension. Dette omfatter også dem med permanent opholdstilladelse eller endda dansk statsborgerskab.

På jagt efter hemmeligheden bag "Den danske model"

Den hårde danske politik skabte overskrifter og chok for ti år siden og beskyldte landet for at ignorere menneskerettigheder og internationale forpligtelser. Men da de fleste restriktioner gik igennem uden alvorlige konsekvenser, ekstremt få flygtninge ankom og økonomien voksede, begyndte mange andre europæiske lande at kigge på Danmark for at få inspiration. Absurd nok var Sverige det første land, der kopierede den hårde danske politik, efter at have haft et image som den humane modpol i årtier. I årevis skabte det konservative parti i Storbritannien overskrifter med sin "Rwanda-løsning", en anden version af det danske eksternaliserede asylsystem, og den blev først skrottet i den 11. time af den nye Labour-regering i 2024.

På det seneste har journalister og politikere strømmet til Danmark, på jagt efter hemmeligheden bag "Den danske model", med østrigske og tyske ministre, der henviser til den som en inspirationskilde til deres egen indenrigspolitik. I mellemtiden hygger statsministeren sig med andre europæiske regeringsledere – herunder fra den hårde højrefløj, især Italiens Giorgia Meloni – for at arbejde hen imod et flertal for "hårdere" migrationspolitik på EU-niveau samt søge "inspiration" hos hinanden (kaldet "innovative løsninger"). Mens Italiens "Albanien-aftale" – endnu en version af eksternalisering – har vist sig at være en fiasko for regeringen, vil lignende initiativer helt sikkert komme fra europæiske ledere i fremtiden.

Frem for at se på Danmarks ikke-løsning, må Europa se virkeligheden i øjnene: Mange flygtninge og migranter vil ankomme til Europa i fremtiden, uanset hvor mange penge, der bruges på grænsekontrol og afskrækkelsestiltag. Et stigende antal mennesker er tvunget til at flygte fra krige, undertrykkelse og klimaforandringer, og en stor del af dem har ret til at blive i henhold til international lov. Nationale afskrækkelsespolitikker vil kun presse dem, der allerede er kommet ind i Europa, til at forsøge i andre europæiske stater, og skabe en endeløs ond cirkel. Afskrækkelsespolitikker er baseret på tvang, begrænsede rettigheder og dårlige forhold, som kun producerer fattigdom, kriminalitet og fjendtlighed. Samtidig har vi brug for, at unge mennesker tager over fra vores aldrende befolkning. Flygtninge er mere end villige og i stand til at gøre det, hvis bare Europa ville byde dem velkommen, behandle dem med respekt og værdighed, uddanne dem i vores sprog og træne dem i de færdigheder, de har brug for for at leve et godt liv her. Den danske model hører fortiden til, ikke fremtiden.