Problemer med at sende afviste hjem

Når man får endeligt afslag på asyl, overgår sagen til Hjemrejsestyrelsen, som indkalder den afviste til samtale. Medarbejderen vil forsøge at overtale den pågældende til at skrive under på en  Hjemrejsekontrakt og arbejde aktivt på at udrejse frivilligt. Det er dog de færreste, der kan overtales. Når man søger asyl, er man som regel overbevist om, at man er i livsfare i sit hjemland – uanset, om de danske myndigheder er enige eller ej. De fleste skriver derfor ikke under, og får så stemplet "medvirker ikke".

Der er som regel ca. 1.000 i "udrejseposition", og dette tal dækker både over personer, som netop har fået afslag og personer, som har opholdt sig 10-20 år i asylsystemet. Den største gruppe er iranere. I 2019 rejste blev 449 sendt ud af Danmark, hvoraf 23 selv rejste, 333 blev sat på et fly af politiet (”påset”) og 93 blev deporteret med ledsagelse af det danske politi.

Et endnu større antal forsvinder selv efter afslag. Ifølge politiet er det ca. 1.500 om året, som "formodes udrejst", hvoraf de fleste rejser til andre lande i Europa og en mindre del lever i Danmark under jorden.

Den mindre gruppe, som bliver tilbage, og som i nogle tilfælde ender med at tilbringe mange år i asylcentrene, bliver nu sendt i udrejsecenter, mister kontante ydelser og retten til at arbejde. De får daglig opholdspligt og meldepligt tre gange om ugen hos Hjemrejsestyrelsen, og de kan når som helst blive fængslet på mistanke om at ville gå under jorden.

Hvorfor kan man ikke bare deportere dem?

Langt de fleste asylansøgere ankommer uden et pas. Når det danske politi vil sætte dem på et fly, skal man enten skaffe/forny et pas fra hjemlandets myndigheder, eller hjemlandet skal acceptere en tilbagetagelse og udstede et midlertidigt rejsedokument, kaldet Laissez Passer. Det kan ofte volde store problemer: manglende svar på forespørgsel, tvivl om identiteten, modvilje fra hjemlandet, krav fra hjemlandet om at hjemrejsen skal være frivillig. Som regel kan det løses efter nogen tid, hvis den afviste oprigtigt ønsker at vende hjem, men det gør de færreste naturligt nok.

I perioder har man haft held med at overtale en vis portion afviste gennem tilbud om økonomisk støtte ved hjemkomsten. Men det er et faktum, at lige meget hvor meget, man har forsøgt at presse de aviste gennem hårde livsbetingelser, har det blot medført mere mental sygdom og frustration. En lille del af de afviste ender også med at få deres sag genoptaget, eller de får familiesammenføring igennem‚ hvilket holder et håb i live hos de andre – men det beviser også, at der sker fejl og forkerte beslutninger i asylsagsbehandlingen. Tidligere fik en vis del af de afviste humanitært ophold, typisk pga. psykisk sygdom efter mange års ventetid, men praksis for dette er nu så stram, at det næsten er umuligt.

Læs en kort beskrivelse af udrejsecentre og fængsel her, og find en mere udførlig gennemgang af hele problematikken i den nye rapport "En fast hånd i ryggen" og den lidt ældre rapport "Asylcenter Limbo", begge af Michala Clante Bendixen.