Alene i et fremmed land – uledsagede flygtningebørn

En stigende andel af de asylansøgere, der kommer til Danmark, er "uledsagede mindreårige". De er under 18 år og ankommer uden deres forældre eller en anden værge

I den professionelle jargon kaldes gruppen for UMI'er, og i denne artikel veksles lidt mellem at kalde dem for børn eller unge. En 12-årig fra Syrien er uden tvivl et barn, men en 17-årig fra Afghanistan vil de fleste nok opfatte som en ung mand, og det vil han også selv. Ifølge dansk lov er man normalt et barn indtil man fylder 18, men i Udlændingeloven opereres med grænser på 15 og 16 år i forhold til familiesammenføring.

Hvor mange kommer der, og hvem er de?

De fleste uledsagede mindreårige er store teenagere, og næsten alle er drenge. De kommer typisk fra de samme lande, som de voksne asylansøgere – dvs. at når der kommer mange voksne syrere, kommer der også mange syriske uledsagede, men der har gennem årene været en overvægt af afghanere, især fra den etniske minoritet hazaraer.

De første fire måneder af 2016 kom der 629 uledsagede mindreårige asylansøgere til Danmark. I april udgjorde de hele 26% af de nye asylansøgere – men det samlede antal asylansøgere var dog meget lavt. I år har næsten alle været fra Afghanistan.

antal ansøgere januar-april 2016

Sidste år kom der i alt 2.144 UMI'er, heraf var 844 fra Afghanistan, 584 fra Syrien og 168 fra Eritrea. I 2014 var det samlede tal 818, og de foregående år kom der cirka 300 om året.

Se skema: Antal 2015-2016, nationalitet + antal 2011-2016

Hvis man ser på udviklingen fra 2014 frem til i dag, er både antallet og andelen af uledsagede steget kraftigt: I januar måned 2016 kom der næsten 300, hvilket var ti gange flere end januar 2014. Men især er andelen af UMI'er steget i forhold til det samlede antal asylansøgere. Mellem 2010 og 2015 var andelen på 6-10%, og i første kvartal i år var den steget til 18%.

Antal ansøgere og nationalitet 2010-2015

I 2015 var 77% af de uledsagede over 15 år, og 17% var 12-14 år. Syv ud af ti er drenge, men overvægten af drenge er lidt mindre blandt de yngste børn. 

Se skema: Fordeling på alder og køn, 2014-2015

Noget relativt nyt er gruppen af uledsagede med "gaderelateret adfærd", især fra Marokko. De har en meget problematisk opførsel med vold og trusler, og forsvinder ofte efter få måneder. Børnecentrene har svært ved at tackle dem, så de fik først et særligt center, og nu har de fået en særlig afdeling i Sandholm. Røde Kors holdt en konference om denne gruppe i 2014, læs mere her. 

Traditionelt er der kommet mange flere UMI'er til Sverige end til Danmark, og sidste efterår steg tallet voldsomt. Fra 22. september til 22. november måtte den lille, skånske kommune Trelleborg med 43.000 indbyggere finde akut indkvartering til 4.2000 uledsagede mindreårige – på én dag kom der 218. I Sverige er der også en overvægt af afghanske drenge på 16-18 år. 

Hvorfor kommer der flere nu?

Den generelle situation i Afghanistan forværres dag for dag. Taliban vinder frem, og søger hele tiden at rekruttere de store drenge, bla. som selvmordsbombere. Fremtiden synes helt håbløs for de unge og deres forældre efter 35 år med krig, og livet i Iran som illegal er for mange det eneste alternativ. Derfor satser de store drenge alt og begiver sig ud i verden – de søger både sikkerheden og en fremtid med uddannelse og indkomst.

For syrerne er det en desperat måde at få en hel familie i sikkerhed – hvis man sender et barn af sted med en onkel, kan resten af familien senere få visum og undgå den livsfarlige, usikre og dyre vej med smuglerne. Jo mere Europas grænser lukker af og jo sværere det bliver at få familiesammenføring, jo flere børn og unge bliver nødt til at rejse ud på egen hånd.

De unge fra Eritrea skynder sig ud af hjemlandet, inden de bliver indkaldt til den strenge militærtræning, som fører til et ubestemt antal års nationaltjeneste under slavelignende forhold. Ofte har hele familien sat sig i gæld til smuglerne for at bringe den unge til Europa.

Særlige fordele

De uledsagede bliver indkvarteret på særlige børnecentre; dem er der p.t. 16 af. De får en personlig repræsentant gennem Røde Kors, som både skal være deres bisidder under møder med myndigheder og en social kontakt i hverdagen. Der er dog mangel på repræsentanter i alle børnecentre for tiden (se her hvor centrene ligger). Asylsagsbehandlingen går som regel lidt hurtigere end for voksne, men ikke altid.

Børnecentrene er mindre og meget mere hyggelige end de almindelige centre; der er personale hele tiden, og der foregår en masse aktiviteter. De unge kommer i skole hver dag (særlige asylskoler). De bliver kørt eller fulgt af en voksen, hvis de skal til en samtale, til læge osv. For nogle af de unge kan det faktisk være en skuffelse at få asyl og komme ud i kommunen, hvor de pludselig er overladt meget mere til sig selv. De får dog stadig en hel del mere hjælp end en voksen flygtning.

En helt klar fordel for de uledsagede er, at de ikke bliver overført efter Dublin-reglerne pga. fingeraftryk, så de kan i praksis selv vælge, hvilket land, de søger asyl i.

Chancen for at få opholdstilladelse

Som udgangspunkt skal de unge leve op til de samme krav for at få asyl som de voksne, men de tror ofte selv, at det vil være lettere. Næsten alle uledsagede går igennem en almindelig asylprocedure, fordi man vurderer, at de er modne nok til det. Der foretages dog ikke nogen børnefaglig vurdering af modenheden. Der er eksempler på, at en børnepsykolog/ psykiater efterfølgende har udtalt, at den unge ikke var tilstrækkeligt moden til at gå igennem proceduren – men så er det for sent. Den unges eneste støtte er repræsentanten, som typisk ikke har nogen juridisk eller asylretlig baggrund.

Eftersom stort set alle de unge går gennem den almindelige procedure, følger afgørelserne de voksnes mønster: eritreere og syrere får alle asyl, hvorimod over halvdelen af afghanerne får afslag. Man venter dog i praksis indtil de er 18 med at sende dem ud. I 2015 blev der givet asyl til 500 uledsagede, og afslag til 71. Det høje antal tilladelser afspejler dog, at over 80% af ansøgerne var fra Syrien, Eritrea eller statsløse. Kun 5% af tilladelserne blev givet til afghanere.

TILLADELSER, NATIONALITET OG STATUS 2015

De uledsagede har en ekstra chance for opholdstilladelse efter en anden paragraf (§9c stk 3,2), men dette vurderes ikke samtidig med asylbehandlingen, men først efter et eventuelt afslag. Denne paragraf kan udløse en 1-årig opholdstilladelse, hvis myndighederne tror på, at den mindreårige virkelig er helt alene og uden netværk i hjemlandet. Det er dog meget få, der får det hvert år: i 2014 var det kun 2 personer, og i 2015 var det 5 (se link til skema herunder). Myndighederne kan fx henvise til, at der nævnes en onkel i asylsamtalen, og at der ikke foreligger beviser på at moderen er død (selvom den unge ikke har nogen kontakt til disse). Tilladelsen udløber desuden, når den unge fylder 18, og bliver kun undtagelsesvis forlænget, typisk hvis man var meget ung ved ankomsten og har opnået en stærk tilknytning til Danmark.

”De stillede en masse spørgsmål, der virkede mærkelige – som trick-spørgsmål. De samme spørgsmål på forskellige måder. Under hele samtalen følte jeg, at de ikke troede på mig, så det var ikke en særlig rar oplevelse. Også fordi tolken var fra Irak og nogle gange havde svært ved at forstå, hvad jeg mente” - 
Milad fra Afghanistan

Se skema: Tilladelser 2013-2015

Alderstest

Meget få uledsagede medbringer bevis for deres alder, og myndighederne vurderer en del af dem til at være ældre end de selv siger. I så fald bliver de indkaldt til en alderstest, hvor en læge vurderer deres tænder, knogler i hånden og fysiske fremtræden samlet set – uden tøj på. Testen giver dog ikke et præcist resultat. Den er udviklet i 1950'ernes England, og kritikere mener, at den ikke kan bruges til at vurdere unge fra helt andre dele af verden. Fx får afghanske og irakiske drenge kraftigt skæg langt tidligere end europæiske drenge, og tænder og knogler kan påvirkes af kosten og af fysisk arbejde.

I 2015 blev 351 af de 844 ansøgere testet, og 66% af disse blev vurderet at være over 18 år.

Familiesammenføring

Inden 2014 var der kun ganske få ansøgninger om familiesammenføring til uledsagede mindreårige om året. Antallet af ansøgninger er steget med de syriske UMI'er: af de 657 uledsagede, som fik asyl fra januar 2011 til august 2015, søgte 185 om familiesammenføring, og heraf var de 128 i 2015.

De afghanske drenge fortæller næsten alle sammen, at deres familie enten er blevet dræbt eller at de har miste kontakten til dem. Det er ikke altid rigtigt, for de ved, at der er en ekstra chance, hvis de er helt alene (omtalt herover). En del af afghanerne er opvokset i Iran eller Pakistan, hvor forældrene så muligvis lever som illegale. Drengene forestiller sig ikke, at de kan blive genforenet med familien og indstiller sig på et liv alene – forhåbentlig med en mulighed for at sende nogle penge tilbage til familien.

Helt anderledes forholder det sig med de syriske uledsagede, som har en tæt kontakt med forældre og søskende, og en klar plan om at søge familiesammenføring hurtigst muligt, så de kan blive genforenede. Ofte er de slet ikke forberedt på at skulle vente alene i mange måneder, måske årevis, på sagsbehandling og tilladelser. En 7-årig pige fra Syrien ventede i over et år på at få familiesammenføring igennem til sine forældre.

De eritreanske unge har en tredje situation: de har kontakt til familien, men tror ikke rigtigt på at det vil lykkes resten af familien at udrejse illegalt fra hjemlandet, som det kræver, og de forbereder sig derfor på at klare sig alene.

”Når man er sig selv, så er man mere ansvarlig, så skal man selv klare det hele, og man ved ikke, om det er rigtigt eller forkert. Jeg har sådan en følelse, hvor jeg ikke rigtig føler mig tryg, når mine forældre ikke er der.” - 
Zakir fra Afghanistan

Uledsagede med asyl efter §7,3

Uledsagede mindreårige har ret til at søge om familiesammenføring for deres forældre og søskende under 18 år med det samme, uanset hvilken asylstatus, de får – de tre års ventetid for flygtninge med §7,3 gælder ikke for dem. UMI'er fra Syrien får næsten altid §7,3-status.

Men selvom man har ret til at søge om at få sine forældre og søskende herop, så er det langt fra sikkert, at man får tilladelse. Sagsbehandlingen er ikke hurtigere end for voksne, dvs. at man nemt kan komme til at vente et år på at se sine forældre igen.

Vurderingen afhænger af barnets alder, både på ankomsttidspunktet og på tidspunktet for beslutningen. Groft sagt falder chancen, når man fylder 15 år. Desuden er det afgørende, om barnet allerede har en eller flere personer i Danmark, som udgør et tilstrækkeligt familiemæssigt netværk – fx den omtalte onkel, en bedstemor eller en ældre søskende.

I foråret 2016 er der faldet 11 afgørelser til uledsagede mindreårig med asyl efter §7,3 som har søgt om familiesammenføring for forældre/ søskende. Det var 4 tilladelser og 7 afslag. Alle over 14 år har fået afslag, på nær en 17-årig, som havde nogle særlige problemer.

Værge

Hvis den unge får asyl, skal kommunen sørge for en midlertidig forældremyndighedsindehaver (MFI), som også er en værge, og i nogle tilfælde kan repræsentanten fra asylfasen fortsætte i denne rolle. Det er vigtigt for den unge at have en fast, personlig relation til en voksen, som er uafhængig og alene varetager barnets interesser. Hvis den unge kommer i plejefamilie, spiller dette en mere formel rolle, da plejefamilien så sørger for omsorg og sociale behov.

I nogle tilfælde kan en ældre søskende eller en onkel/tante blive udpeget som værge i Danmark, hvis begge parter ønsker det. Barnet og det ældre familiemedlem har måske endda foretaget rejsen fra hjemlandet sammen, og de kan have et ønske om at bo sammen. Som regel går det fint og er en fordel for barnet – andre gange er det dog en uheldig beslutning fra myndighedernes side. Et grelt eksempel var de to afghanske brødre Vahid og Abolfazl, hvor den 23-årige storebror blev udpeget som sin 16-årige lillebrors værge, selvom begge brødre led af mentale problemer (bla. angst og selvmordstanker). De blev deporteret til Kabul efter 5 års ophold i Danmark, og det endte helt galt: den yngste døde og den ældste lever under jorden i Iran. DR sendte et program om brødrene tidligere i år.

Selvom mange af UMI'erne virker modne og selvstændige efter det hårde liv, de har levet, så er det stadig børn, som er adskilt fra deres nære familie af nød, og som er alt for unge til at være helt alene i et fremmed land. Selv den bedste plejefamilie kan ikke gøre det ud for ens egen familie og ens hjemland. De er desuden alle sammen påvirket i større eller mindre grad af voldsomme oplevelser både i hjemlandet og på rejsen, og det gør dem psykisk sårbare.

Opholdstilladelse – hvad sker der så?

De uledsagede bliver visiteret af Udlændingestyrelsen til kommunerne på samme måde som voksne flygtninge, men der er en håndfuld kommuner, som har besluttet at gøre en særlig indsats på dette område, bl.a. Roskilde og Frederiksberg. De får derfor flere end de andre kommuner. Modtagelsen sker i samarbejde mellem kommunens børne- og ungeforvaltning og integrationsafdelingen, som har ansvar for bolig, skolegang, sundhed og værge.

De yngste starter typisk i en modtageklasse i en folkeskole, de lidt ældre i en klasse for udlændinge på en ungdomsskole, og kan senere gå videre på VUC. Nogle kommuner tilbyder ophold på efterskole eller højskole, og det er der gode resultater med. Kommunen har mulighed for at lave "efterværn", når den unge fylder 18, dvs. at fortsætte noget af støtten.

En svensk undersøgelse har vist, at en større del af de uledsagede kommer i arbejde end flygtningebørn, som kom med deres forældre. Ifølge forskerne bag undersøgelsen kan det skyldes, at UMI'er er mere selvstændige, har et bedre netværk (kommune/ plejefamilie/ repræsentant) og er meget opsat på at kunne sende penge hjem.  

Døgninstitution, bosted eller plejefamilie?

Kort efter, at den unge har fået opholdstilladelse, skal kommunen tage en samtale med den unge i asylcentret, bla. om boligformer. De unge under 16-17 år kan få tilbudt at komme hos en plejefamilie, men det mest almindelige er døgninstitutioner eller bosteder/opholdssteder for unge. I praksis hører UMI'erne under samme lovgivning som et dansk barn, der er anbragt udenfor hjemmet. De færreste kommuner har tilstrækkeligt mange UMI'er til at indrette særlige institutioner til dem, og derfor er de nogle steder blevet placeret sammen med danske, anbragte unge. Det er ikke hensigtsmæssigt, da de danske unge har en helt anden type problemer end flygtningebørnene.

På en døgninstitution er der pædagogisk personale døgnet rundt. En pædagog på et tidligere børnehjem, hvor der nu bor ca. 20 unge fra Eritrea, Syrien og Afghanistan mellem 16 og 18 år fortæller, at de er mellem 2 og 4 pædagoger på arbejde hele tiden. Desuden er der en køkkendame, som laver maden til de unge. De bliver vækket og sendt i skole, hvis de ikke selv kommer op, og der er tilbud om sociale aktiviteter og praktisk hjælp løbende i løbet af dagen og aftenen.

Et bosted er mere selvstændigt, og en del af dem drives af Integrationsnet under Dansk Flygtningehjælp. Her bor en mindre gruppe af de lidt ældre sammen, og der kommer en pædagog/socialrådgiver forbi nogle gange om ugen. Her vil de unge selv have ansvar for at lave mad, gøre rent osv. Og det anvendes mest til dem, der snart fylder 18.

En plejefamilie kan enten være fuld tid, dvs. at barnet bor hos familien, eller som aflastningsfamilie i weekender og ferier for et barn, der bor på institution. Plejefamilien skal godkendes først og modtager et økonomisk vederlag i forhold til opgaven samt tilskud til kost og logi. Alle uledsagede får desuden et fast beløb til tøj og sko samt lommepenge.

Plejefamilier udgør naturligvis den stærkeste personlige omsorg og mest effektive integration. Det er samtidig den absolut billigste løsning for kommunen. Men mange af de unge over 16-17 år vil have svært ved at se sig selv som "barn i en familie". For de unge, der har traumer med sig eller særlige problemer, kan det også være svært for en plejefamilie, som både skal håndtere kulturforskelle, sprogproblemer og psykiske problemer. Mange kommuner har dog et ønske om at bruge plejefamilier mere, og efterlyser interesserede.

Danske venner er svære at finde

De 16-18-årige bliver let isolerede i det danske system. De når ikke at lære tilstrækkeligt godt dansk til at kunne følge med i en dansk 8.-9. klasse, og på ungdomsskoler og modtageklasser møder de ingen danske jævnaldrende.

De holder sig naturligt nok meget til deres landsmænd i hverdagen, fremfor at opbygge venskaber med ledsagede unge fra andre lande, men mange ønsker sig mere kontakt med danske unge.

Nogle få har mod til at opsøge en lokal sportsklub, men det kan være svært at være den eneste flygtning i en gruppe sammentømrede, danske teenagere. Et ophold på efterskole eller højskole er derfor en meget effektiv måde at komme ind i et fællesskab af jævnaldrende danske unge, og skaber ofte venner for livet.

Vil du selv gøre noget?

Læs mere her om at blive repræsentant, midlertidig forældremyndighedsindehaver eller plejefamilie. De to første roller udfyldes på frivillig basis, hvorimod plejefamilier modtager beløb for kost & logi samt et vederlag, alt efter opgavens omfang. Der er som regel mangel på alle tre indsatser, afhængigt af hvor i landet man bor. Hvis du selv er ung, kan du melde dig hos Dansk Flygtningehjælps Ungenetværk DFUNK, som laver en masse ung-til-ung aktiviteter.

Mere om UMI'er: 


• Michael Graversens prisbelønnede dokumentar "Drømmen om Danmark" (Filmstriben)


• DR2 har i år vist 3 dokumentarfilm om børn alene på flugt, som desværre ikke længere kan ses online.


• Børnerådets ekspertgruppe har udgivet pjecen "Man har brug for både held og hjælp"

• På Udlændingestyrelsens hjemmeside.

Alle tal, grafer og skemaer er hentet direkte fra Udlændingestyrelsen. 

Fotos: forfatteren + DFUNK. Citaterne er hentet fra Børnerådets pjece.