Dublin-aftalen

EU-landene samt Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein har indgået en aftale, som kaldes Dublin-forordningen. Den er blevet justeret undervejs, og Dublin III-aftalen har været gældende siden 2013. Princippet i aftalen er, at en asylansøgning kun skal behandles ét sted i Europa, for at spare ressourcer. Kriterierne består af en prioriteret liste over fingeraftryk, visum og familiemæssig tilknytning. Hele proceduren og fastlæggelsen af ansvar er ganske kompliceret.

Sammen med EUs fælles mål og minimumsstandarder på asylområdet kunne det være en fornuftig og rimelig tanke. Et stort problem ved aftalen er dog, at den bygger på fingeraftryk i det første land, som en ansøger kommer til, og dermed belaster lande som Italien, Malta og Grækenland urimeligt hårdt pga. deres geografiske placering. Et andet problem er, at niveauet for både asylsagsbehandling og for praktisk indkvartering og støtte er ekstremt forskelligt internt i Europa – svingende fra Sverige som vel nok det bedste land til Bulgarien og Serbien, hvor ikke engang de basale menneskerettigheder er sikret for asylansøgere. Det land, som skal behandle en asylsag, er også det land, man skal bo i fremover, hvis man får asyl. 

Dublin-aftalen kommer på den måde til at udgøre et lotteri for asylansøgere, og en skævvridning mellem de europæiske lande. De fleste lande i Europa er ikke interesserede i de forslag om en mere fair fordeling, som har været fremme mange gange. Kriterierne for en sådan fordeling kunne bla. være indbyggertal, BNP, arbejdsløshed og hvor mange flygtninge landet allerede har modtaget. Danmark står desuden udenfor EU's retslige samarbejde, og vil derfor ikke være omfattet af en eventuel fordelingsnøgle indenfor EU.

Danmark har en restriktiv praksis i Dublin-sager, dvs. at hvis vi kan afvise en person til et andet europæisk land, vil vi forsøge at gøre det. Da nogle af de andre lande kan være modvillige til at svare eller acceptere, er der eksempler på at asylansøgere har ventet i mere end et år før Danmark til sidst opgav og åbnede sagen her. Danmark modtager for tiden tre gange så mange som vi sender til andre lande.

Man kan klage over Udlændingestyrelsens beslutning i Dublin-sager, og Dansk Flygtningehjælp har et særligt kontor som hjælper med disse klager. Det er Flygtningenævnet, der afgør klagerne, og meget få klagere får medhold.

Enkelte lande har så store problemer med modtagelse og behandling af asylansøgere, at der er faldet domme både på nationalt og europæisk plan imod returnering til de pågældende lande. Siden 2011 har man ikke returneret til Grækenland, og siden 2017 ikke til Ungarn, og sårbare personer (herunder familier med mindre børn) har i perioder ikke kunnet returneres til Italien og Bulgarien.

Hen over sommeren 2015 gik Dublin-systemet nærmest i opløsning, fordi mange lande (heriblandt Danmark) ikke længere tog fingeraftryk på alle, men lod dem rejse videre. Siden er det kommet op at stå igen. Ifølge gældende Dublin III må uledsagede mindreårige ikke returneres til et andet land mod deres vilje.