Ellebæk

Hvorfor frihedsberøvelse?

Stedet kaldes et "udlændingecenter", men er i praksis et fængsel. primært for afviste asylansøgere, men også for udokumenterede migranter. Det drives af Kriminalforsorgen, og det er stort set regelsættet for lukkede fængsler, som gælder. De ansatte er fængselsbetjente.

De indsatte afsoner ikke en dom, og er heller ikke varetægtsfængslet for kriminalitet. Enkelte kan dog sidde der efter afsoning af en dom, med henblik på at effektuere en udvisningsdom.

De fleste indsatte er frihedsberøvet eller varetægtsfængslet under Udlændingelovens §36, hvilket oftest skyldes en mistanke om at personen vil forsvinde (gå under jorden), eller at der er tvivl om identiteten. Hvis myndighederne arbejder på at udvise personen, enten til et andet europæisk land ifølge Dublin-reglerne eller til hjemlandet, er det mest praktisk, at vedkommende er til at finde – men det kan tage mange måneder, og også vise sig udsigtsløst.

Hvis man ankommer med et falsk pas, hvilket mange er tvungne til, risikerer man at sidde indespærret i Ellebæk under hele asylsagens behandling, efter at have afsonet enten 10 eller 40 dage i et rigtigt fængsel. Det er en ny og bekymrende udvikling, som er i direkte modstrid med Flygtningekonventionens artikel 34, som siger at flygtninge ikke bør straffes for brug af falske dokumenter i forbindelse med deres rejse til sikkerhed. Læs mere.

Endelig kan fængsling bruges som "motivationsfremmende foranstaltning" overfor afviste, dvs. til at lægge pres på dem for at få dem til at samarbejde om udrejse. Det er Hjemrejsestyrelsen eller politiet, som begærer fængslingen.

I en del tilfælde indsætter man faren i en familie for på den måde at lægge pres på hele familien til at udrejse frivilligt, eller sikre at familien er til at få fat i, hvis en tvangsmæssig deportation er under planlægning.

Ifølge loven kan man være indsat i op til 18 mdr. i træk og af flere omgange. Det kræver, at en dommer forlænger politiets eller Hjemrejsestyrelsens ønske om fængsling hver 4. uge, men dette foregår helt rutinemæssigt via videolink i Hillerød Ret, og de tilfældige, beskikkede advokater møder ofte slet ikke de indsatte. Advokaten sidder sammen med politiet eller Hjemrejsestyrelsen og dommeren, den indsatte alene overfor en skærm i Ellebæk. Kun engagerede udlændingeretsadvokater lykkes (og det sker sjældent) med at få dommeren til at løslade den indsatte imod politiets eller Hjemrejsestyrelsens ønske. De indsatte får som regel mangelfuld information om deres egne rettigheder, og kender ikke altid navnet på deres egen advokat. Den øvre grænse på 18 mdr. gælder ikke for dem, der allerede har afsonet en dom.

Informationerne i den folder, som de indsatte får udleveret ved ankomsten, stemmer dårligt overens med den virkelighed, som beskrives af tidligere indsatte, kontaktpersoner og DRCs juridiske rådgivere, som løbende besøger stedet.

Den hårdeste mentale belastning består i at de indsatte ikke forstår, hvorfor de er fængslet og ikke aner, hvornår de kommer ud – og hvorhen.

Fysiske forhold

Bygningerne var oprindeligt en del af en stor kaserne, som også omfattede de nabobygninger, der i dag udgør modtagecenter Sandholm for asylansøgere. Ellebæk består af lange, lave barakker, og hele området er indhegnet med et dobbelt, 4 meter højt fængselshegn med nato-pigtråd og skaller på jorden som larmer når man træder på dem, og omfattende kameraovervågning.

Ellebæk blev etableret i 1989 og er blevet ombygget og udvidet flere gange, senest i 2020, hvor der blev udarbejdet et faktaark til Folketinget. I dag er der 121 pladser, men der har ofte været overbelægning, og der er bygget en helt ny fløj for flere år siden, som ikke er taget i brug. Gennemsnitligt er kun 9% af de indsatte kvinder, som bor i en separat bygning.

De fleste af cellerne er små og gamle, og man bor 2 personer i hver, med fælles bad og toilet på gangen. Man kan færdes frit i hver af de 4 bygninger, men der er meget begrænset adgang til at komme udendørs: kun 15 eller 30 minutter to gange om dagen. De indsatte deltager visse dage i tilberedning af maden, som serveres tre gange om dagen. Man kan vælge at arbejde som indsat og få en timeløn på ca. 11 kr. for det.

Pga. personalemangel, især hos kvinderne, kommer de indsatte i perioder slet ikke udendørs, og andre rettigheder kan også overtrædes fordi der mangler personale. Til dato har kun ét filmhold nogensinde fået lov at filme derinde, det var TV2 i 2019. Optagelserne kan stadig ses online her.

Selvom de indsatte ikke afsoner, og derfor ifølge en dom fra Østre Landsret har ret til at have deres mobiltelefon, er det Kriminalforsorgens regler, som gælder – ifølge hvilke man bliver pålagt strafcelle (isolation) i 15 dage for at blive pågrebet med en mobiltelefon. De indsatte er derfor tvunget til at bruge fastnettelefoner med betalingskort, hvilket er dyrt og begrænser deres ret til privatliv. De indsatte har heller ikke adgang til internet, og derfor er al kommunikation med omverdenen stærkt begrænset.

Besøg

At få besøg udefra kræver, at den indsatte sender en besøgsanmodning, og at den besøgende får en besøgstilladelse. Derefter kan der bestilles tid på forhånd indenfor ret begrænsede tidsrum. Besøget foregår i et særligt, aflåst lokale og varer typisk halvanden time.

For at komme ind skal man først igennem en sluse ude ved parkeringspladsen, og derefter igennem sikkerhedstjek som ethvert andet lukket fængsel. Man må ikke medbringe telefon, drikkevarer eller spidse genstande. Mad må kun indtages under besøget.

Sårbare personer

Ifølge internationale retningslinjer skal man slet ikke frihedsberøve asylansøgere medmindre det er absolut sidste udvej, og kun i korte perioder. Endnu mere problematisk er det at indespærre torturofre, handlede kvinder, gravide, fysisk og psykisk syge og ældre mennesker. Men der sker kun en meget overfladisk screening udført af en betjent og en sygeplejerske ved indsættelsen i Ellebæk, og adgangen til læger og psykologer er meget begrænset. Derudover er ventetiden for torturudredning kritisabelt lang, da den oftest kun sker, hvis en advokat kontakter Amnestys frivillige lægegruppe, som har begrænset kapacitet.

En frihedsberøvelse af disse, ovenstående grupper kan i nogle tilfælde – i sig selv – udgøre umenneskelig og nedværdigende behandling. Der har været registreret mange selvmord og selvmordsforsøg i Ellebæk, og mange oplever voldsomme angst- og depressionsreaktioner. Dette er dokumenteret for længst, både af Amnestys Lægegruppe og af Ellebæk Kontaktnetværk.

Børn må slet ikke indsættes i fængsler for voksne, men ifølge Kriminalforsorgens egne opgørelser samt Refugees Welcomes erfaringer har der gennem årene været indsat adskillige små børn sammen med deres mødre i kortere tid samt uledsagede mindreårige teenagere, hvor der var diskussion om deres alder. Ministeriet bemærker, at "frihedsberøvelse af familier med mindreårige børn og uledsagede mindreårige gennemføres kun som sidste udvej og i det kortest mulige tidsrum". I de officielle opgørelser over belægning fordelt på køn og alder, står der "ej oplyst" udfor kolonnen under 18 år.

Kritik

Refugees Welcome har kritiseret stedet lige siden 2009, hvor vi fik et indlæg i Weekendavisen, og mange gange siden har gjort opmærksom på den urimelige situation. Vi fik eksklusiv adgang til stedet i 2016, og skrev efterfølgende en fakta-artikel på vores egen hjemmeside. Senest var vi medunderskrivere på et brev fra Ellebæk Kontaktnetværk til Folketingets Retsudvalg i juni 2023 med massiv dokumentation for uacceptable forhold.

Amnesty International har også kritiseret forholdene i Ellebæk flere gange, og har en omfattende side på nettet med spørgsmål og svar om stedet. Organisationen bragte en række artikler med interviews af tidligere indsatte i medlemsbladet tilbage i 2011, og i 2013 udgav Amnesty Internationals danske lægegruppe en rapport om emnet.

Danmark modtog en sønderlemmende kritik fra Europarådets Torturkomité og krævede stedet lukket efter deres besøg i Ellebæk i 2019, hvilket dog ikke medførte andet end en delvis istandsættelse.

Set fra et retssikkerhedsmæssigt og menneskeretsligt synspunkt er det helt forkert at anvende samfundets stærkeste straf, nemlig frihedsberøvelse, som en forebyggende foranstaltning imod noget, som ikke skader andre – nemlig at gå under jorden eller nægte at rejse. Det er også imod demokratiske principper at spærre folk inde med henblik på at ændre deres holdning – med andre ord, for at nedbryde deres modstand og presse dem til at makke ret. Den slags ser man normalt kun i diktaturstater.

Fotos: Michala Clante Bendixen og Ellebæk Kontaktnetværk