Risiko og troværdighed

Læs mere i rapporten "Velbegrundet Frygt - om troværdighed og risiko i asylsager"

De fleste asylsager må afgøres alene på ansøgers glatte ansigt og egne oplysninger, da der sjældent kan skaffes egentlige beviser på, at vedkommende er i fare. Ansøger har selv pligt til at skaffe så meget dokumentation som muligt, men ofte kan det ikke lade sig gøre. Relevante dokumenter kan være personlig ID såsom pas, kørekort, fødselsattest, vielsesattest, studiekort, eksamenspapirer. Det kan også være dokumenter, der kan påvise at man har boet i et særligt område, arbejdet for en særlig organisation eller været medlem af en særlig gruppe. Endelig kan det være dokumentation for selve truslen: en indkaldelse til militærtjeneste, et trusselsbrev, ens navn i en avisartikel, billeder fra Facebook. En del dokumenter afvises dog som umulige at verificere, eller som direkte "konstruerede til lejligheden", da disse ting kan skaffes mod bestikkelse i mange lande.

I en del sager må man starte med at fastlægge ansøgers identitet – kommer ansøger fra det land, som han/hun hævder at komme fra? Hvis der er tvivl om det, kan der gennemføres sprogtest og stilles spørgsmål omkring geografien i hjemlandet.

Troværdigheden afhænger mest af, hvad ansøger selv fortæller. Ikke alle fortæller sandheden, ofte fordi de har fået at vide, at chancen er bedre, hvis de ændrer deres historie. Derfor mødes ansøgerne med en god del mistro af myndighederne. Ansøger kommer til at beskrive den samme episode flere gange undervejs, og myndighederne leder efter uoverensstemmelser mellem disse beskrivelser. Desuden vurderes det, om ansøgers fortælling virker selvoplevet og tilstrækkeligt detaljeret, og om de beskrevne hændelser virker realistiske. Enkelte oplysninger kan tjekkes, fx. navne på steder eller magtfulde personer. Personlig fremtræden har en betydning, men myndighederne bør tage hensyn til ansøgers baggrund - fx uddannelsesniveau, alder og eventuel traumatisering. 

Der er mange usikre faktorer i en sådan vurdering. Nogle mennesker virker bare mere overbevisende and andre, man kan komme i tanker om detaljer som man havde glemt, de forskellige tolke som bliver brugt undervejs kan misforstå eller oversætte forskelligt, usandsynlige hændelser kan faktisk forekomme, kulturelle forskelle kan være svære at sætte sig ud over. Det kan ikke undgås, at der laves fejl i troværdighedsvurderinger, og at det således ikke altid er de rigtige, der får asyl. 

Risikovurderingen er lidt mere faktuel, men også vanskelig. Der er fx store udsving, hvis man sammenligner chancen for at den samme type ansøger får asyl i forskellige lande i Europa. Dette tyder på, at man vurderer risikoen forskelligt.

Der skal tages stilling til, om den pågældende situation falder indenfor definitionen i FNs Flygtningekonvention og dermed skal have asyl efter § 7,1 i Udlændingeloven (konventionsstatus) eller om personen er i risiko for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig behandling, sådan som det er beskrevet i bla. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FNs Torturkonvention, og dermed falder under § 7,2 eller 7,3 (beskyttelsesstatus). Danmark har et krav om konkret og individuel risiko, som ikke fremgår af Flygtningekonventionen, men til gengæld kan man i Danmark få konventionsstatus pga. seksuel forfølgelse, hvilket ikke nævnes i konventionen.

Endelig tager myndighederne stilling til, om ansøger kan være i sikkerhed i en anden del af sit hjemland, eller i et helt andet land. Dette kaldes internt flugtalternativ og sikkert tredjeland.

Til støtte for den samlede vurdering har man en lang række rapporter, som beskriver den aktuelle situation i det pågældende land, og for den pågældende type ansøger. Hvor farligt er det fx at være homoseksuel i Nigeria, eller hvor udbredt er tortur i Sri Lankas fængsler? Der udgives løbende både landerapporter og emnerapporter, og de skrives af bla. UNHCR, internationale NGO'er som Amnesty International og Human Rights Watch, nationale NGO'er som Dansk Flygtningehjælp og norske Landinfo samt nationale myndigheder som Udlændingestyrelsen og US Home Office. Alle disse rapporter ligger tilgængelige på Flygtningenævnets hjemmeside.

UNHCR har udgivet en rapport med retningslinjer for, hvordan en asylsag bør vurderes.