Det danske asyl- og integrationssystem kønsdiskriminerer fra start til slut

Både Støjberg og Tesfaye støtter minoritetskvinder imod social kontrol, men viderefører samtidig den undertrykkelse, som kvinderne har været udsat for i deres hjemlande

Spørgsmålet om ligestilling fylder meget i den danske integrationsdebat, og det er med god grund. Mens de mandlige flygtninge får bedre og hurtigere fodfæste, halter kvinderne stadig langt bagud.

Medier og politikere står nærmest i kø for at udpege de nye borgeres egen kultur og familiemønstre som synderen, men overser de kønsdiskriminerende praksisser, som lovgiverne har indbygget i det danske asyl- og integrationssystem. Både Støjberg og Tesfaye har haft travlt med at støtte minoritetskvinder imod social kontrol, men det klinger hult, når de samtidig har bidraget aktivt til at videreføre den undertrykkelse, som kvinderne har været udsat for i deres hjemlande – blot i en anden form.

Baseret på vores fælles viden om asylproceduren og integrationsprocessen kan vi pege på følgende områder som særligt problematiske: 


• Ophold og tilbud i asylcentrene


• Kriterier for opholdstilladelse og status


• Modtagelse og integrationstilbud i kommunen


• Integrationsansvar for børnene


• Adgang til permanent ophold og dansk statsborgerskab.

Kvinder på danske asylcentre gøres til hjemmegående husmødre

I en rapport fra Rigsrevisionen (2016) konkluderes det, at 81% af de kvinder, der bor på danske asylcentre, og som har børn i vuggestuealderen, ikke tilbydes den danskundervisning og aktivering, som de har krav på. Asylcentrene er nemlig ikke blevet pålagt at udbyde børnepasning til børn mellem 1-3 år, hvorfor udbyderne (herunder Røde Kors) er nødt til at pålægge mødrene ansvaret. I det ændringsforslag, regeringen sendte ud i sommer, var der heller ikke taget højde for kvindernes omsorgsarbejde – der er derimod indført en mulighed for at fritage dem fra deltagelse i undervisning.

Mange af mødrene overgår således til kommunerne, når de har fået opholdstilladelse, uden at have deltaget i det basale danskundervisningstilbud, som størstedelen af de øvrige asylansøgere har modtaget. Når de påbegynder deres selvforsørgelses- og hjemrejseprogram, er de derfor allerede bagud på point.

Og det gælder ikke kun danskundervisning. Kvinderne fastlåses også i langt højere grad på asylcentrene, mens de venter på at få deres sag afklaret. De er ofte alene om ansvaret for børnene, og mange er nervøse over at bevæge sig for langt væk fra centrene, da transportmulighederne er usikre, og det ofte betyder lange gåture ad en mørk landevej. Dertil kommer, at mænd og kvinder ofte bor side om side i centrene, hvor de både deler bad og toilet uden reel beskyttelse. Det vides ikke, hvor mange der har oplevet overgreb på danske asylcentre, men alene frygten kan være nok til at begrænse en kvindes liv. Ønsket om rene kvindecentre for enlige kvinder afviser Udlændingestyrelsen med, at vi har ligestilling i Danmark.

Asylsystemet er tænkt til mænd

Cirka 40% af asylansøgere i Danmark er kvinder. Men både kriterierne for asyl og selve asylproceduren stiller kvinder langt dårligere end mænd.

Når myndighederne skal vurdere, om en asylansøger har brug for beskyttelse i Danmark, sker det på baggrund af en række konventioner, hvor FN’s flygtningekonvention fra 1951 er hjørnestenen. En flygtning er defineret som en person, der risikerer forfølgelse på baggrund af race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser – med andre ord, den klassiske flygtning har en konflikt med sit hjemlands myndigheder.

Det er typisk mænd, der er aktive i politik, bliver fængslede, torturerede og kommer i konflikt med andre grupper i samfundet. Det er mænd, der melder sig eller tvinges ind i militær og oprørsbevægelser. Og det er mænd, der er mest aktive i religiøse sammenhænge, skriver kritiske artikler eller kommer i problemer pga. deres job eller samfundsposition.

Selvfølgelig er der også kvinder ude i verden, som er politisk aktive og kritiske journalister, men de udgør kun en brøkdel af mændene. Når kvinder flygter, skyldes det ofte situationer, hvor de har haft en meget mere passiv rolle. Flugten bliver derfor som oftest en konsekvens af de generelle forhold i landet eller ægtemandens problemer og ved ankomsten til Danmark, er de afhængige af hans ansøgning og hans forklaring.

For de kvinder, som har deres eget asylmotiv, er det ofte direkte relateret til køn: tvangsægteskaber, brudekidnapning, omskæring, vold i hjemmet, voldtægt, æresdrab, tvungen prostitution/trafficking, homoseksualitet eller udstødelse af lokalsamfund/familie pga. ”ulydighed”, skilsmisse, overtrædelse af religiøse forskrifter. En lang række af asylmotiver, der af de danske asylmyndigheder betragtes som ”privatretlige konflikter”, hvorfor kvinden henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i sit eget land. Det samme gælder i de sager, hvor loven, politiet og de religiøse ledere i kvindens hjemland ikke anerkender kvinders rettigheder og pålægger dem lydighed overfor familiens mandlige medlemmer.

Kriterierne for asyl er afgørende for hvilken type opholdstilladelse, kvinderne får, og det betyder samtidig, at kvinders opholdstilladelser er mere usikre og midlertidige end mænds. 

De kvinder, som får asyl i Danmark, tildeles typisk ikke den status, som følger af Flygtningekonventionen, men andre og svagere former for beskyttelse. I 2017 var det fx kun 19% af de kvinder, der fik asyl i Danmark, som fik konventionsstatus. FN’s Flygtningehøjkommissariat anbefaler, at man i højere grad anerkender kvinders asylmotiver. Men det danske Flygtningenævn fortsætter en rigid og konservativ praksis på området, hvilket Dansk Flygtningehjælp netop har kritiseret i et notat.

Hvis en kvinde har søgt asyl sammen med sin mand, eller er kommet hertil senere som familiesammenført, er hendes opholdstilladelse som regel baseret på hans forhold, da han ofte er bærer af asylmotivet – hun mister dermed sin opholdstilladelse, hvis hun bliver skilt. Mænd kan således true deres kone med at hun bliver smidt ud af landet, hvis hun lader sig skille. Selv kvinder, der udsættes for vold i hjemmet, har ingen garanti for, at de kan blive i landet, hvis de forlader manden. Og har hun søgt om asyl alene, opnår hun typisk en svagere asylstatus, som hun nemt kan miste igen. Så når Tesfaye har travlt med at inddrage syriske opholdstilladelser, er det langt flest kvinder, der vil blive ramt. Læs mere om asylvurdering i rapporten 'Velbegrundet Frygt' af Michala C. Bendixen.

Somaliske kvinder fejrer, at de har fået asyl i 2012. Foto: Gerd Gottlieb.

Modtagelse og tilbud i kommunerne

Kvindelige og mandlige flygtninge modtages med præcis de samme krav og tilbud, når de får asyl og placeres i en kommune. Sprogskole, praktik, kurser, jobsøgning via Jobnet med NemID – alt sammen obligatorisk. Og dette på trods af, at alle statistikker viser, at kvinderne klarer sig langt dårligere end mændene: kun én kvindelig flygtning kommer i job for hver tre mænd. Samtidig er det veldokumenteret, at det ikke skyldes modvilje fra kvindernes side, og at ægtemændenes modvilje mod at deres hustruer skal arbejde og lære dansk også er begrænset. Det kræver bare en særlig indsats at få kvinderne med, men det er absolut ikke umuligt. Det fremgår bl.a. tydeligt af tallene for næste generation, hvor kvindelige efterkommere fra Vietnam, Sri Lanka, Bosnien, Iran og Afghanistan ikke bare har indhentet, men overhalet de danske kvinder med hensyn til uddannelse og beskæftigelse.

Det er altså ikke kvindernes evner eller motivation, der fejler noget. Det er deres forudsætninger ved ankomsten og det system, der møder dem. For at få kvinderne med, må man i endnu højere grad end med mændene indtænke deres individuelle forudsætninger og ikke skære alle over én kam. Flygtningekvinder har brug for pasningstilbud til deres børn, netværk og mentorer, undervisning og kurser, som tager udgangspunkt i deres situation.

En 19-årig, kvindelig student fra Syrien har brug for helt andre tilbud end en husmor fra Afghanistan. I dag får ingen af dem den hjælp, de har brug for. En kvinde, som er analfabet og har levet det meste af sit liv indenfor hjemmets fire vægge, får ingen særlig undervisning eller kurser, men forventes at kunne bidrage aktivt på det danske arbejdsmarked fra første dag. Omvendt udgør kvinder over halvdelen af de 5.000 syriske flygtninge, som siden 2015 har fået den særlige asylstatus §7,3. Denne gruppe har ikke haft gratis adgang til videregående uddannelse indtil i år. Læs mere om modtagelse i kommunerne her.

Børnene er kvindernes ansvar

Integrationsloven definerer kommunernes ansvar overfor flygtninge og de krav, som flygtninge skal leve op til, hvis de ønsker at modtage en offentlig ydelse.

Loven er udelukkende rettet mod de voksne. Der står intet om, hvordan kommunen eller institutionerne skal håndtere børnenes integrationsforløb, og der står heller ikke noget om, hvordan forældrene skal lære at varetage forældrerollen i Danmark.

Om vi vil det eller ej, lander børnenes opdragelse typisk på kvindens bord. Det er oftest kvinden, der sørger for, at børnene kommer op om morgenen og får en madpakke med i skole, og det er hende, der lytter til børnenes problemer, og det er hende, der bliver hjemme hos dem, når de er syge. Kvinden har derfor en dobbeltrolle: Hun skal ikke alene have styr på sin egen integration, hun skal også sørge for, at børnene lykkes med deres.

Ved siden af de 37 timer om ugen, hvor hun skal være til danskundervisning og praktik, skal hun uden hjælp og uden at besidde de sproglige kompetencer, som opgaven kræver, lære at håndtere og agere i rollen som forælder i Danmark. Hun skal have styr på Aula, sunde madpakker, skole-hjem samtaler, børnefødselsdage, vaccinationsprogrammer og tandlægetider, og så skal hun udfylde det ene ansøgningsskema efter det andet for at sikre, at familien kan finansiere børnenes SFO, klub, briller, medicin og sport. Integrationsydelsen dækker knap nok husleje og mad.

Endnu engang er det værd at understrege, at alt alle disse ansvarsområder skal løses på et sprog, som hun endnu ikke behersker. Og hvorfor? Fordi man fra regeringens side ikke har sørget for, at der findes informationsmateriale på de sprog, nytilkomne taler ved ankomsten. De får altså først adgang til den viden, de har brug for, når de har lært at tale, læse og skrive dansk på et tilstrækkeligt højt niveau.

Kvinden stilles derfor i et dilemma. Hun kan fokusere på sin egen integration og lade børnenes forløb køre sin gang. Eller hun kan bruge sin tid på at udfylde forældrerollen bedst muligt. Men hun kan ikke begge dele.

Adgang til permanent ophold og statsborgerskab

Alle de nævnte forhold har negative konsekvenser for kvindernes fremtid i Danmark. Kravene til at opnå permanent ophold og statsborgerskab er blevet strammet så mange gange, at det reelt er blevet umuligt for mange flygtninge at leve op til dem – og her rammes kvinder igen særligt hårdt, fordi kravene handler om sprogkundskaber og beskæftigelse. I 2019 var det kun 238 personer med flygtningebaggrund, som fik permanent ophold, hvilket er en forudsætning for at få statsborgerskab. Blandt de flygtninge, der kom til landet 2001-2009, var det kun 21,7 % af kvinderne, der kunne leve op til kravene for statsborgerskab efter 12 år, mod 32,4 % af mændene.

Ser vi først på sproget, er det kvindernes uddannelsesbaggrund og rolle i hjemmet, der udgør det største problem. Når flygtninge får opholdstilladelse i Danmark, indskrives de på en af tre danskuddannelser: Danskuddannelse 1, 2 eller 3. Analfabeter indskrives på Danskuddannelse 1, flygtninge med en kort uddannelse starter på Danskuddannelse 2, mens flygtninge med en mellemlang eller lang uddannelse kommer på Danskuddannelse 3. Det er altså tre parallelle forløb, tilpasset hver sin målgruppe, hvorfra man tager en afsluttende eksamen – ikke tre trin, som man arbejder sig op igennem.

For at opnå permanent ophold kræves eksamen fra Danskuddannelse 2, og for statsborgerskab kræves Danskuddannelse 3. Eftersom de fleste kvinder indskrives på Danskuddannelse 1, er de allerede her mere eller mindre udelukket – medmindre de senere tager opfølgende danskkurser på aftenskole.

Næst efter sprogkravet er det selvforsørgelseskravet og beskæftigelseskravet, der volder flest problemer for kvinderne, dels fordi de mangler de personlige erfaringer og kompetencer, der skal til for at varetage et job i Danmark, og dels fordi de er kvinder. Ligesom danske kvinder har flygtningekvinder nemlig sværere ved at finde fuldtidsarbejde i Danmark, og for mange kvinder er det umuligt at forene familieliv med en fuldtidsansættelse. Kvinder over hele verden har derfor en ringere tilknytning til arbejdsmarkedet end mænd, uanset alder eller uddannelsesbaggrund. Ifølge Danmarks Statistik er det eksempelvis kun 47,9% af kvinder i Danmark, der er i fuldtidsbeskæftigelse mod 65,3% af mændene. Når vi stiller flygtningekvinder over for et beskæftigelseskrav, der er blottet for kønsdifferentiering, kræver vi altså, at de opnår det, som danske kvinder ikke har opnået endnu: ligestilling på arbejdsmarkedet. Læs mere om, hvordan det går med integrationen generelt her.

Ser vi derimod på kravet om en ren straffeattest, er det til gengæld kvinderne, der klarer sig bedst. Faktisk er en større procentdel af kvinder med flygtningebaggrund i stand til at leve op til dette krav, sammenlignet med nogen anden gruppe – inklusiv danskfødte kvinder.

Vi bliver nødt til at tage ansvaret på os

En forudsætning for at opnå ligestilling er at behandle mennesker ud fra deres forudsætninger og stille krav, som den enkelte har en reel mulighed for at leve op til. Når en kvinde kommer til Danmark og søger om asyl eller familiesammenføring, behandles hun konsekvent efter mændenes målestok. Resultatet er, at det danske samfund viderefører den undertrykkelse og forskelsbehandling, som vi har så travlt med at fordømme i andre lande og kulturer. Der er brug for en gennemgribende revision af både asylsystem, integrationsproces og opholdsregler for at rette op på dette problem.