Asylprocedurens tre faser
Asylproceduren i Danmark
Hvis du vil ansøge om asyl, så er første skridt at registrere dig hos politiet eller i Center Sandholm i Allerød. I Sandholm får du taget foto og fingeraftryk, og du skal oplyse navn, fødselsdato og hjemland, og aflevere eventuelle ID-dokumenter. Du får straks udstedt et asylansøgerkort, som fungerer som personligt ID herefter. Herefter indlogeres du af Røde Kors i centret. Læs om centrene her.
Efter få dage bliver du indkaldt til at udfylde skriftligt asylskema, og det kan gøres på et hvilket som helst sprog. Kort tid derefter indkaldes du til det første interview hos Udlændingestyrelsen. Det foregår i Sandholm, og der vil være en tolk til stede. Interviewet varer 3-6 timer. I første omgang tager styrelsen stilling til, hvilken af de fire procedurer, din sag skal følge: 1) Dublin-proceduren (se mere under Dublin-aftalen), 2) Åbenbart Grundløs-proceduren, 3) Normal-proceduren, eller 4) Åbenbar Tilladelse-proceduren.
Refugees Welcome har en folder på 10 sprog med gode råd og information til asylansøgere.
Læs mere i detaljer om, hvordan asylsager afgøres i vores rapport "Velbegrundet Frygt – om troværdighed og risiko i asylsager"
Særlige problematikker for kvinder har vi beskrevet i rapporten "De ved ikke, hvor meget stress, vi har – kvinder i asylsystemet og integrationsprocessen".
FASE 1 (ankomst):
• Meget lav kontant ydelse, mad i kantine
• Ingen praktik eller skole
• Bo i modtagecenter Sandholm
Hvis du har fået udstedt et visum, har nære familiemedlemmer, har fået taget dine fingeraftryk eller allerede har en opholdstilladelse i et andet land, som er med i Dublin-aftalen, går sagen i Dublin-procedure. Danmark vil bede det andet land om at overtage asylsagen. Hvis du vil klage over Udlændingestyrelsens beslutning, hjælper DRC Dansk Flygtningehjælp med at klage til Flygtningenævnet, men meget få klagere får medhold.
Hvis sagen ikke er en Dublin- eller afvisningssag, starter sagsbehandlingen i Danmark, og du overgår til fase 2. Herefter bliver du overflyttet til et opholdscenter. Du kan nu også ansøge om humanitær opholdstilladelse, men kun ganske få personer opnår det hvert år.
FASE 2 (sagsbehandling):
• Flytte til opholdscenter i Jylland
• Lommepenge + evt. penge til selvhushold (afhængigt af center)
• Praktik + basis sprogundervisning (dansk eller engelsk)
Åbenbart Grundløs-sager (ÅG eller ÅGH). Din sag kan komme i ÅG eller ÅGH-procedure, enten fordi der næsten aldrig tildeles asyl til mennesker fra dit hjemland, eller fordi dit asylmotiv er åbenlyst svagt. Derfor får du afslag. Men DRC Dansk Flygtningehjælp vil også indkalde dig til en samtale, fordi de kan nedlægge veto i disse sager, hvis de er uenige, og dermed sende sagen tilbage i Normal-procedure. Hvis din sag behandles i ÅG-procedure, får du ingen ydelser og skal bo på et center med kantine.
Åbenbar Tilladelse er en hurtigere procedure for sager, hvor der er en meget stor sandsynlighed for at få asyl, og kræver ofte kun et enkelt interview. Disse sager kan afgøres på få måneder, afhængigt af den generelle ventetid.
De fleste går dog i gennem Normal procedure, som leder til et andet og måske tredje interview hos Udlændingestyrelsen, efter nogle måneders ventetid. Her uddybes svarene fra det første interview, og der foreligger måske svar på undersøgelser, som blev indledt efter det første interview.
Du modtager et brev med afgørelsen. Hvis det er en tilladelse, tildeles du en bopælskommune, som har ansvaret for integrationsperioden de næste tre år.
Hvis det er et afslag, ankes sagen automatisk til Flygtningenævnet efter 14 dages "tænkepause", hvor du bliver indkaldt til møde med Hjemrejsestyrelsen og får tilbudt 20.000 kr og visse fordele, hvis du frafalder sagen. Hvis du ønsker at anke, beskikkes en advokat, men du kan selv vælge hvilken. Advokaten indkalder dig til et møde og forbereder sagen. Nævnsmødet foregår typisk mange måneder efter afslaget, og du møder personligt op sammen med din advokat og en tolk.
Flygtningenævnet består af tre medlemmer: Formanden er en dommer, de to øvrige medlemmer er udpeget af Integrationsministeriet og Advokatrådet. I virkeligheden er der tale om flere nævn, som arbejder parallelt. Ca. 20% af sagerne bliver omgjort, og nævnet træffer flest enstemmige afgørelser. Nævnets afgørelser er endelige og kan ikke ankes. Du kan søges om genoptagelse, men kun hvis væsentlige nye oplysninger er fremkommet efterfølgende – enten i form af personlige forhold, en ændring af situationen i dit hjemland eller en generel ændring af praksis i lignende sager. Se mere under Hvordan afgøres en asylsag?
FASE 3 (hvis du er afvist):
• Samtale straks med Hjemrejsestyrelsen om hjemrejsekontrakt
• Indrejseforbud, hvis man ikke underskriver kontrakten
• Flytte til udrejsecenter Avnstrup eller Kærshovedgård, alt efter familieforhold
• Ingen lommepenge/penge til madlavning
• Ingen praktik
• Risiko for fængsling i Ellebæk fængslet og deportation
• Meldepligt hver dag, og jævnlige møder hos Hjemrejsestyrelsen.
Læs mere om, hvad der sker efter et endelig afslag på siden Afslag på asyl – hvad så? eller hent vores rapport "En fast hånd i ryggen – om afviste asylansøgere og hjemrejse".
Havde du glæde af denne tekst?
Giv os et bidrag eller meld dig ind,
så vi kan fortsætte med gratis info!