Afslag på asyl – hvad så?

Hvis man har fået afslag hos Udlændingestyrelsen i Åbenbar Grundløs procedure eller i Flygtningenævnet i Normal procedure, er sagen endeligt afgjort og kan ikke ankes.

Man vil blive overflyttet til hjemrejsecenter Avnstrup og vejledt om frivillig hjemrejse, hvis man skriver under på en hjemrejsekontrakt. Hvis man nægter det, bliver man enten boende i Avnstrup men under mere restriktive forhold (familier) eller sendt videre til et af de to udrejsecentre Kærshovedgård i Midtjylland eller Sjælsmark i Nordsjælland (enlige). Adgangen til lommepenge, praktik, job osv. stopper. Hjemrejsestyrelsen vil forsøge at overtale én til at samarbejde, og i sidste ende sende én hjem med tvang, hvis det er muligt.

Læs mere om problematikken med afviste asylansøgere og hjemrejse i rapporten "En fast hånd i ryggen" af Michala Clante Bendixen.

For at genåbne sagen i Flygtningenævnet (tager 15 mdr. i gennemsnit) kræves mindst en af følgende ting:

1) Nye, vigtige oplysninger, som ikke var tilgængelige, da man fik afslag, og som nævnet ikke har set før

2) Beviser for noget, som nævnet ikke har troet på

3) Radikal ændring af situationen i hjemlandet 

4) Ændring af praksis i nævnet for sager, der ligner denne

5) Nyt asylmotiv, opstået efter afslaget.

Det er ikke mange sager, der bliver genoptaget, og endnu færre der bliver omgjort. De fleste får afslag pga. manglende troværdighed, og det er meget svært at ændre på efterfølgende.

Klage til FN's menneskerettighedskomiteer eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (tager ofte flere år):
Hvis en advokat eller en organisation, der yder rådgivning, mener at sagen er forkert afgjort og har en chance i en sådan procedure, er det en mulighed for at få stoppet udsendelsen ad denne vej. Men det er et stort arbejde, og det tager lang tid før sagen afgøres. Udfaldet kan blive endnu et afslag.

Humanitær opholdstilladelse: 
Kun for meget syge mennesker, der ikke kan få behandling i deres hjemland. Der kræves lægelig dokumentation. Meget få personer får ophold hvert år. Læs mere om humanitær opholdstilladelse.

Ægteskab: 
Asylansøgere har ikke ret til at gifte sig i Danmark. Der findes dog dispensationsmuligheder, som forvaltes stramt. Normalt vil der kræves et gyldigt pas og et længerevarende forhold. Der er meget skrappe krav til familiesammenføring i Danmark, og man skal normalt ansøge fra sit hjemland. Hvis man kan udnytte EUs regler er de dog nemmere at leve op til. Søg rådgivning i den konkrete sag hos en advokat eller en organisation, der yder juridisk rådgivning.

Hvis intet af dette er muligt:
Det bedste valg er som regel at skrive under på frivillig hjemrejse og lægge en plan B for hjemrejsen. Der er i perioder mulighed for at få et større beløb udbetalt i hjemlandet, hvis man udrejser frivilligt. Hvis man ikke gør det, risikerer man at blive fængslet og deporteret. Det er som regel ikke muligt at søge asyl i andre EU-lande, da man blot vil blive sendt tilbage til Danmark ifølge Dublin-forordningen.