Asyl og andre former for beskyttelse

Konventionsstatus er den stærkeste form for beskyttelse, og den relaterer direkte til Flygtningekonventionen. Men der findes også forskellige former for subsidiær beskyttelse. Det kan man opnå, hvis man er i risiko for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig behandling, sådan som det er beskrevet i bla. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FNs Torturkonvention, og dermed har krav på beskyttelse af andre grunde end forfølgelse.

Tidligere var det ikke så vigtigt, hvilken asylstatus man havde. Asyl blev givet for 5 eller 7 år i første omgang, og næsten automatisk forlænget. Men i 2015 blev den nye §7,3 indført, som udgør en meget svagere beskyttelse end de andre to. Den giver ikke adgang til familiesammenføring de første 3 år, den giver ikke gratis adgang til højere uddannelse, og man kan miste den igen så snart der bliver bare lidt mere sikkert i hjemlandet. Samtidig blev der også vedtaget en lov, der gør det muligt at inddrage ophold efter §7,2, hvis forholdene i hjemlandet bedres – og der behøver ikke, som for §7,1, at være tale om en varig og stabil forbedring.

Hvis man har fået 7,2 eller 7,3-status, kan man søge om statusændring hos Flygtningenævnet.

§7,1: Konventionsstatus (2 års midlertidigt ophold med henblik på varigt ophold, blåt konventionspas) 

Eksempler:
A) Politisk aktivist fra Iran, medlem af ulovlig studenterbevægelse, tortureret i fængsel.
B) Homoseksuel mand fra Uganda, aktivist. 
C) Ung mand fra Syrien, undveget militærtjeneste. 
D) Ung kvinde fra Eritrea, stukket af fra nationaltjeneste og forladt landet illegalt.

§7,2: Individuel midlertidig beskyttelsesstatus (1 års midlertidigt ophold med henblik på varigt ophold, gråt fremmedpas. Kaldes også De Facto-status). 

Eksempler:
A) Kvinde fra Pakistan, skilt fra voldelig mand efter tvangsægteskab, flygtet pga. familiens planer om at dræbe hende. 
B) Mand fra Iran anklaget for utroskab med en gift kvinde, risikerer dødsstraf.
C) Kvindelig læge fra Afghanistan, ægtefælle kidnappet af Taliban, forældre fået dødstrusler. 

§7,3: Generel midlertidig beskyttelsesstatus (1 års midlertidigt ophold, ikke med henblik på varigt ophold, gråt fremmedpas, ikke adgang til at søge familiesammenføring de første 3 år)

Eksempler:
A) Mor med barn fra Syrien eller Somalia, flygtet pga. den generelle borgerkrigssituation i landet.
B) Mand over 42 år fra Syrien, flygtet pga. den generelle borgerkrigssituation i landet.
C) Uledsaget mindreårig fra Syrien.

§8: Kvoteflygtning (2 års midlertidigt ophold med henblik på varigt ophold)

Eksempler: 
I 2013 tog vi kvoteflygtninge fra Nepal, Ecuador og Uganda, i 2014 var det bla. syrere fra Libanon.

Danmark er et af de ret få lande i verden, som gennem 38 år har haft en fast aftale om at modtage et antal flygtninge hvert år gennem UNHCR. Disse kaldes kvoteflygtninge, eller genbosætningsflygtninge. Danmark har taget en kvote på 1.500 over 3 år.

De er blevet udvalgt individuelt i samarbejde med UNHCR af en delegation fra Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, ofte fra 2-3 lande hvert år. Efter et interview modtager flygtningene lidt undervisning om Danmark, og herefter udstedes et visum og en opholdstilladelse på 6 mdr.

Disse flygtninge er allerede anerkendt som flygtninge og skal ikke gå i gennem asylproceduren, men bliver bosat direkte i de danske kommuner. Personer med særligt behandlingskrævende sygdomme kan også være omfattet af kvoten. Men i Danmark får de nu kun opholdstilladelse i 2 år ad gangen – hvilket stemmer dårligt overens med FNs formulering "varig løsning" i deres papirer.

Siden 2015 har Danmark imidlertid ikke taget imod kvoteflygtninge. 

I 2016 satte Folketinget et midlertidigt stop for kvoteflygtninge, og i 2018 har man vedtaget, at man går helt væk fra den faste aftale med FN. Antallet af kvoteflygtninge bestemmes fremover hvert år af ministeren, minimum 0 og maksimum 500. Hvis der er kommet mange spontanflygtninge, eller man mener at det går dårligt med integrationen, tager man ingen kvoteflygtninge. Mellemfolkeligt Samvirke og Amnesty har indsamlet tilsammen 128.000 underskrifter imod den nye praksis.

Fordeling mellem de forskellige status